I de skønneste naturomgivelser syd for Aarhus ligger Sneptrup præstegård. En historisk, smuk, firlænget præstegård i bindingsværk. Den eneste bygning i Sneptrup.
Vi er på landet. Ingen tvivl. Men i flere år har menighedsrådet kæmpet med at finde ud af, hvad de skal stille op med præstegården, for lige ved siden af ligger E45.
E45 er en vigtig forudsætning for Business Region Aarhus og den infrastruktur, der gør det muligt for byerne at vokse. Den er også en forudsætning for, at man kan bosætte sig på landet og stadig arbejde i en stor radius fra bopælen. Men motorveje larmer, og her er det særligt slemt. Sneptrup er blevet ramt af urbaniseringen - på den hårde måde.
Men det er ikke den eneste måde, Sneptrup og andre små sogne rundt om i landet er ramt af urbaniseringen. Først og fremmest er de ramt af urbaniseringen gennem internettet og den hypermobilitet, som den og dens håndlanger, mobilen, muliggør.
I dag lever vi alle i byen. Alle er vi koblet på de samme medier og kan holde forbindelserne på tværs af de steder, vi bor.
Corona har tydeliggjort denne hypermobilitet og utrolige forbundethed på tværs af hele kloden. En virus spredte sig på ingen tid til de fjerneste afkroge af kloden. Gennem lockdowns og sociale restriktioner har vi lært, at stedet ikke betyder så meget, for vi kan sidde derhjemme og holde videokonferencer på tværs af hele kloden. Den globale landsby, som vi så længe har talt om, er en realitet.
I teologien har byen altid spillet en rolle. Biblen starter i haven, men den slutter i byen, det himmelske Jerusalem. Frelsen består ikke i en tilbagevenden til det oprindelige, det naturlige og alt det, som blot er givet. Frelsen rummer alt det, som i mellemtiden er omformet af os mennesker. Vores historie og vores sammenhæng med de omgivelser, som præger os, og som vi er med til at præge - på godt og ondt - er en del af Guds fremtid med os.
Kirken lever ikke isoleret på en ø. Den er en del af byen, hvor den mødes og vekselvirker med alle de andre dele af byen om at skabe og forme vores fælles fremtid.
Trods denne storslåede vision om byen som billede på vores fælles endemål og samhørighed med vores omgivelser har byen ofte haft et dårligt ry. Den første by i Bibelen grundlægges af Kain, der slog sin bror, Abel, ihjel. Det fik siden Augustin til at skelne skarpt mellem denne verdens by og Guds by.
Denne modsætning har lige siden været med til på den ene side at nære håbets og fantasiens forestillingskraft om, hvordan alting kunne være så meget bedre, men også til at så splid og mistro mellem det religiøse håb og den konkrete virkelighed, kirken befinder sig i.
Paradokset er, at kristendommen aldrig var blevet til den verdensreligion, den er i dag, hvis ikke den fra starten havde været en urban bevægelse, der profiterede af den storby-civilisation, der eksisterede i det romerske rige. Den tidlige kirkes teologi er formet af storbyen.
Sognet, paroichia, er ikke en geografisk enhed, men et mødested, der mest af alt minder om en kro, hvor man kan koble sig på byens netværk, inden man fortsætter sin færden gennem nye mødesteder i den uoverskuelige og komplekse storby.
Menigheden, ekklesia, er en parallel til folkets demokratiske og offentlige forsamling, hvor byens anliggender drøftes og forhandles. På dansk kommer menighed af menhed, der også ligger til grund for det almene, det, vi alle har til fælles. I menigheden mødes vi om det, der er fælles for alle mennesker, livets grundvilkår.
Hedninge, paganus, er ordet for landboere, for ude på landet nåede evangeliet ikke ud. Det kræver nemlig en infrastruktur, hvorigennem man kan kommunikere.
Betragter vi byerne i Danmark, så er de på afgørende måder formet af kirker. Kirkerne forankrer byen i centre, skaber byrum, åndehuller, steder for refleksion og imagination, samlingspunkter for fællesskabelse og erindringsopsamling. De danner fysiske såvel som kulturelle pejlemærker med deres himmelvendte spir, der insisterende peger på den horisont, der hvælver sig over byen og altid bringer et overskud af mening.
Byen er i dag overalt, også ude på landet, ligesom landet er en forudsætning for byen. Byen er det fælles rum, vi som menneskehed er ved at skabe på kloden. Det er vi i kraft af vores gensidige forbundethed.
Vi er forbundet gennem motorveje, økonomi, gener, historie, politik, medier, handel, turisme og migration, men også og ikke mindst gennem ånd. Byen skabes i kraft af mangfoldighed gennem netværk og udveksling, og kirkerne er et af de netværk, der er med til at skabe by.
Byen har i århundreder været sindbilledet på sekulariseringen. Her tager mennesket over og alt det, mennesker selv kan forme og skabe. Men hvis vi forstår sekularisering som udtryk for den uddifferentiering, der gør det muligt at skabe så kompleks en struktur som byen, så er sekulariseringen vilkåret for at indgå i det komplekse samspil, der skaber by.
Kirkens funktion er, som kirketårnene signalerer, at pege på den himmel, der hvælver sig over vore hoveder som den store horisont, hvorunder byen bliver til. Kirken er med til at sætte fokus på alt det, der sker imellem os, vores fælles skæbne som menneskehed og klode.
Den gamle Sneptrup præstegård, hvis funktion som præstens bolig er blevet undermineret af urbaniseringen, må derfor give det lokale menighedsråd anledning til at overveje, hvordan stedet på nye måder kan være med til at forme fremtiden.
Måske det kan blive et unikt mødested for lokalsamfundet, der her samtidig kan møde alle de fremmede, der kommer kørende fra andre byer og blot behøver at dreje af ved afkørsel 54 på E45 for på tre minutter at befinde sig midt i de mest inspirerende omgivelser.
Her kan den tidligere præstegård blive en hyldest til historien og samtidig et billede på, at kirken ikke lever isoleret på en ø. Den er en del af byen, hvor den mødes og vekselvirker med alle de andre dele af byen om at skabe og forme vores fælles fremtid.
