Annonce
Mad og drikke

Tag ikke fejl: Østrig laver fremragende sommervine

Grüner veltliner 2017, Sant Thias Weingut Frank, Østrig, Rema 1000: 50 kroner (11,5 procent): Herlig, frisk vin. I glasset er den klar, strågul med et grønligt skær. Der er noter af grønne æbler, fersken og et hint af peber i næsen, som umiddelbart også er lidt sprittet. Mundfylden er medium. Smagen er båret af de grønne æbler og citrus i forgrunden og ananas på bagkanten. Den citrusagtige syre er hurtigt væk, hvilket giver en lidt tam afslutning. Til 50 kroner flasken er der dog i mine øjne absolut tale om et godt køb, og vi ender på fire stjerner. Med skruelåg.
Østrig har for længst lagt glykol-skandalen bag sig, og landets bedste vinproducenter høster i dag anderkendelse over hele verden for deres hvidvine på riesling og ikke mindst nationaldruen grüner veltliner.

Det er efterhånden ved at være nogle år siden, jeg første gang smagte en østrigsk grüner veltliner. Det var min svoger, som introducerede mig for druen. Han ejer Piano Værkstedet i Aarhus, der forhandler Bösendorfer-flygler, og han er derfor ofte i Østrig, hvor langt det meste grüner veltliner bliver produceret.

Da jeg smagte grüner veltliner for første gang, havde jeg kun taget de første spæde skridt ind i vinens verden, og det var derfor spændende at smage et alternativ til chardonnay og sauvignon blanc. Siden er jeg blevet ret begejstret for den østrigske nationaldrue og østrigsk vin generelt.

Østrigerne har en lang tradition for at dyrke vin. De første skriftlige vidnesbyrd stammer helt tilbage fra 400-tallet. Den kendte vinby Krems nævnes første gang i år 995, og i de kommende par århundreder opførte landets betydelige klostre vingårde rundt om i landet.

Det næste store ryk skete i 1784, da kejser Josef II gav vinhusene udskænkningsret og samtidig satte fokus på kvalitetsdyrkning. Disse anstrengelser kulminerede i grundlæggelsen af vinbrugsskolen Klosterneuburg, der var en af de første i verden.

Annonce

Hvad får du for 50, 100 og 150 kroner?

Sommeren over giver vi anbefalinger af vin til maks. 50, 100 og 150 kroner pr. flaske.

Skandalen

Når talen falder på østrigsk vin, kommer man ikke uden om glykol-skandalen fra 1985, hvor vinmagere kom diethylglykol - et opløsningsmiddel - i vinene for at give dem mere krop og sødme.

Østrigerne har dog for længst lagt skandalen bag sig - blandt andet ved at indføre nogle af de mest restriktive vinlove i Europa.

Siden har de bedste vinavlere lagt sig i selen for at genskabe landets gode renommé som et af kontinentets førende vinlande, og i dag anses vine fra Østrig for at være absolutte topprodukter, som har modtaget adskillige internationale priser og æresbevisninger.

Vinproduktionen ligger i den østlige del af landet og er inddelt i fire hovedregioner/delstater, der er præget af store klima- og jordbundsforskelle: Niederösterreich i nord og Wien har det køligste klima; Burgenland, der ligger i midten, har det bedste klima til røde vine på blaufränkisch og cabernet sauvignon; og endelig er der Steiermark i syd, som har det varmeste klima og er kendt for flotte vine på chardonnay og sauvignon blanc.

De tre hovedområder er inddelt i mindre regioner, hvoraf de fleste ligger i Niederösterreich, der står for over halvdelen af landets vinproduktion. Her er grüner veltliner og riesling de primære druer. Førstnævnte er dog suverænt hovedruen og dækker omkring 36 procent af alle vingårde i Østrig. Weinviertel er - med over 14.000 hektar - Niederösterreichs største subregion, og her står grüner veltliner for godt 8.000 hektar.

De mest kendte vinområder i Niederösterreich er Wachau, Kremstal og Kamptal. De ligger langs Donaus bredder, mindre end 100 kilometer fra hovedstaden Wien. De smukke terrasser med vinstokke, der strækker sig op ad skråningerne på den nordlige side af floden, bliver besøgt at hundredtusinder af vinentusiaster og turister hvert år.

Wachau skiller sig ud. Ikke kun fordi regionen er ældst. Vinavlere her har også organiseret sig i foreningen Vinea Wachau Nobilis Districtus, som blandt andet har indført, at områdets vine etiketteres som steinfeder, federspiel eller smaragd afhængigt af alkoholstyrken. Den letteste type, steinfeder, har op til 11,5 procent og er opkaldt efter en græssort. Federspiel hentyder til falkejagten i området - vinene i denne kategori holder 11,5-12,5 procent alkohol, mens en vin i kategorien smaragd skal have mindst 13 procent alkohol. Den er opkaldt efter de grønne firben, som holder til i de varme klipper i Wachau-dalen. Vinene laves på senthøstede druer, de er fyldige og har som regel et stort lagringspotentiale.

De testede vine er fra henholdsvis Weinviertel, Kampstal og Wachau.

Ordbog

Kabinett: Lette og ofte elegante vine, der går fra knastørre til lettere søde. Er vinen tør eller halvtør, angives det som henholdsvis trocken eller halbtrocken. Er vinen sød, angives dette ikke.

Spätlese: Et prædikat, der benyttes i Tyskland og Østrig og betyder sent høstet.

Auslese: Et prædikat, der benyttes i Tyskland og Østrig og betyder udsøgt høst

Steinfeder: Den laveste af de tre klassifikationer brugt i den østrigske vinregion Wachau, som beskriver en let, frugtig vin med en alkoholprocent på maksimalt 11,5.

Federspiel: Den mellemste af Wachaus tre klassifikationer. Opkaldt efter områdets populære jagtfalk. Beskriver en vin, som har lidt mere tyngde og en alkoholprocent mellem 11,5 og 12,5

Smaragd: Den fineste af Wachaus tre klassifikationer, der beskriver en vin lavet af de mest modne druer med en alkoholprocent på mindst 12,5.

Madskribent

Martin E. Seymour har siden 2014 været en af avisens faste madanmeldere. Han har i dag ansvaret for madstoffet til magasiner og tillæg, hvor han også fra tid til anden kaster sig over vinstoffet. Han er selv begejstret for madlavning og brygger eget øl. Desuden er han ivrig jazzlytter og passioneret Arsenal-fan.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Bemanding og pleje skal under lup: Uro om personalemangel på demensplejehjem får konsekvenser

Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce