Annonce
Debat

Tak for ærligheden, Renée

Gitte Nørgaard, Direktør på Aarhus Business College

Nå, men så dukkede der pludselig en ny bog op på mit natbord. Min mand mente åbenbart, at Renée Toft Simonsens nye bog "Jeg er f*cking hot!" lige var noget for mig. På forsiden sidder en styrtsvedende kvinde og skriver, mens efterårsbladene daler blidt fra træerne omkring hende... Jamen, er det dér, vi er nået til, Renée?

Jeg lindede på omslaget og så ord som hedeture, sårbarhed og perfektionismens hamsterhjul. Og ja, overgangsalder. Især overgangsalder... Alene ordet kan jo næsten få sveden til at pible frem.

Men bogen blev liggende på mit natbord, for den viste sig at rumme mange fine betragtninger om livet. Mon ikke vi alle kan genkende den pludselige angst for ikke at være elsket (nok) og frygten for, at ikke altid at slå til?

Renée tager fat på det hele i bogen. Det er både ærligt og modigt, og jeg letter i det hele taget på hatten for denne kloge kone og dygtige forretningskvinde, der i de seneste uger har generobret positionen som landets mest omtalte kvinde. Hun ruller forbi mig på bybus-reklamerne, når jeg holder i kø på vejene i Aarhus, og hendes bog er blevet grundigt omtalt i alle medier fra den mindste ugeavis til helsidesopslag i de landsdækkende dagblade.

Ingen kan stå for det, når en af landets smukkeste kvinder bramfrit deler ud af erfaringerne fra sit eget liv - også de smertelige af slagsen - og garnerer det med både hudfolder og betroelser, men det, der har gjort størst indtryk på mig, er hendes forsvar for sårbarheden, som det hedder i undertitlen. Eller som hun skriver på side 71:

"Sårbarheden gør os menneskelige, og som det allervigtigste gør den os i stand til at forstå, acceptere og tage imod sårbarhed hos andre. For mig er der ingen tvivl. En øget bevidsthed omkring sårbarheden, dens naturlige væren i vores liv og dens ret til at være der, vil øge vores livskvalitet betragteligt og ikke mindst livskvaliteten for alle de mennesker, vi kommer i kontakt med."

Ifølge Renée er det overgangsalderen med dens slidgigt, dens humørsvingninger, dens kontroltab, dens ekstra kilo og de der natlige svedeture, der har gjort hende bevidst om egen sårbarhed. Og tak for det. For når en kvinde, der har fået det bedste fra samtlige hylder i livets butik, fortæller os, at selv hun ikke er perfekt, så må vi andre nok også opgive håbet om, nogensinde at blive det.

Det kan både de unge kvinder, der lider under tårnhøje ambitioner, og alle vi andre med hedeturene lære noget af.

Ifølge den seneste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil, der udkom i marts, har 40,5 procent af de unge kvinder mellem 16 og 24 år svaret, at de har et højt stressniveau, mens det samme kun gælder knap en fjerdedel af de jævnaldrende mænd. Det er et alarmerende højt tal, som vi simpelthen er nødt til at gøre noget ved!

Vi har frembragt en generation af vidunderlige unge, men desværre er især mange af vores døtre allerede som helt unge havnet i et perfektionismens hamsterhjul. De skal opnå et snit på 12 og derefter gennemføre endnu uddannelse på rekordtid. Så skal de lande drømmejobbet, og ved siden af det hele skal de passe kæresten, veninderne og fitnesscentret og deres perfekte profil på de sociale medier.

Pyh, man bliver jo helt udmattet af bare at beskrive de krav, de unge kvinder stiller til sig selv. Og måske har vi selv har skubbet dem i den retning ved at forsikre dem om, at de kan alt? Vi har bare glemt at tilføje, at intet menneske magter at være konstant perfekt. Det har Renée Toft Simonsens bog nu mindet mig om. Måske burde alle vi modne mennesker forsøge at gå forrest og slappe lidt af? Perfekthed er jo en urealistisk drøm, og den erkendelse er frisættende.

Annonce

Vi har frembragt en generation af vidunderlige unge, men desværre er især mange af vores døtre allerede som helt unge havnet i et perfektionismens hamsterhjul

Gitte Nørgaard, direktør på Aarhus Business College
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Kultur

To gange L.O.C. på hjemmebane

Annonce