Annonce
Sport

Tauson håber på WTA-wildcards og går efter verdenstronen

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Clara Tauson har spillet sin første WTA-kamp og drømmer om mange flere. Hun går efter at blive verdens bedste.

I januar vandt hun Australian Open for juniorer, og siden er hun gået fra sejr til sejr, indtil hun i sidste uge løb ind i årets tredje nederlag.

Det skete, da den 16-årige danske tennisspiller Clara Tauson deltog i sin første WTA-turnering.

På trods af nederlaget i første runde lægger den unge dansker ikke skjul på, at hendes drøm er at nå til tops i tennissporten.

- Jeg drømmer om at blive nummer et i verden og vinde en masse grand slam-turneringer, siger hun i forbindelse med et pressemøde i København mandag.

I karrierens første kamp i en WTA-turnering måtte hun efter en tæt kamp bøje sig for russiske Evgeniya Rodina, der vandt med cifrene 7-6, 2-6 og 5-7.

Oplevelsen har dog sat sig fast, og Clara Tauson håber at spille flere seniorturneringer allerede i år, og mens Caroline Wozniacki fortsat spiller med i verdenstoppen, så er Clara Tauson uden tvivl dansk tennis' næste store navn på kvindesiden.

Tauson har allerede hentet de første titler på et lidt lavere seniorniveau, men efter at have oplevet det øverste niveau, drømmer hun om flere invitationer til tennis på første klasse.

- Jeg afventer nogle wildcards, fordi jeg helt klart gerne vil spille med i de store turneringer. Jeg håber, der kommer lidt flere invitationer end den, jeg fik i Schweiz.

- Jeg må kun spille et bestemt antal turneringer, fordi jeg kun er 16 år. Jeg har allerede spillet et par seniorturneringer, så det skal gøres op med juniorturneringerne, siger hun.

Når Clara Tauson møder tennisspillere, der kan have flere års erfaring i seniorturneringer er forskellen stor, når hun sammenligner med juniorturneringer.

- Seniorturneringerne er på et højere niveau, og det kan jeg godt mærke, fordi det er mere intensivt, og der bliver ikke lavet ligeså mange fejl. Man skal være på hele tiden i forhold til i juniorturneringer, siger hun.

Søren Tauson, der er far og træner, er stolt over sin datters præstation, og når han forbereder Clara på turneringerne, taler de ikke om modstandernes vante rammer i seniorrækkerne.

- Det handler om at få hende til at føle sig hjemme og nyde øjeblikket. For det er på den måde, at hun kan spille sin egen bedste tennis uden at tænke for meget, siger Søren Tauson.

Selv om far og datter håber på flere seniorturneringer i år, er det svært med planlægningen, da det er begrænset, hvor mange turneringer, den unge tennisstjerne må være med i.

- Der er tiltrådt en ny struktur i år, og det gør det svært at planlægge turneringerne. Vi kan kun lave planer fire uger frem.

- Nu har hun heldigvis gjort det rigtig godt, så hun er kommet op på ranglisterne, men hun mangler lige stadig lidt, før vi rigtig kan planlægge langt ude i fremtiden, siger Søren Tauson.

Tennis på topplan er dyrt, og derfor er både far og datter glade for den første sponsoraftale med Crowne Plaza. Den betyder, at hun økonomisk kan få hjælp til at deltage i flere turneringer fremover.

- Det hjælper mig til at rejse verden rundt og udleve min drøm. Det er jeg glad for, at de vil være med til. Fordelen er, at de hjælper mig de næste tre år, og så er der måske ikke ligeså meget pres på økonomisk, siger Clara Tauson.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce