Annonce
Debat

Teledataskandalen: Kan vi stole på digitale beviser?

På kant: Teledataskandalen, hvor mangelfulde oplysninger i straffesager kan have haft betydning for domsafsigelser, hvor folk kan være uskyldige dømt og skyldige gået fri, stiller et ganske alvorlig spørgsmål: Kan vi stole på de digitale beviser, der i dag indgår i stort set alle straffesager?

Tvivlen er der og justitsministerens undersøgelser kan være en øjenåbner for vurderingen af, hvor sikre de digitale beviser er.

Aktuelt har en forsker ved Politihøgskolen i Norge, Nina Sunde, stillet det samme spørgsmål. Hun forsker i de digitale beviser, og hvordan de kan påvirke efterforskeren og føre til fejlslutninger, og i hendes seneste studie nævnes en norsk straffesag fra 2018, hvor en kvinde var sigtet for groft uforsvarlig kørsel ved at påkøre en fodgænger i et fodgængerfelt. Efterforskningen påviste, at kvinden havde sendt et billede fra sin mobiltelefon via Snapchat, og at denne uopmærksomhed var årsagen til påkørslen. Det blev lagt til grund i bevisførelsen. Men da dataene blev undersøgt nærmere, viste det sig, at snapchat-meldingen var sendt flere minutter tidligere, da den på grund af dårlig dækning i området var blevet ”hængende i luften”. Nu stillede sagen sig anderledes og fik stor betydning for strafudmålingen.

Ikke verificerede kildeoplysninger har fortalt, at der også har været problemer med danske GPS-positioner. Det skete under den store politiaktion sidste år, der satte den lille fynske landsby Espe på Danmarkskortet, da en landejendom under et voldsomt politiopbud blev ransaget helt uden grund.

Enhver krise har et udviklingspotentiale. Ingen ved i øjeblikket, om der er begået justitsmord, og ingen ved, om skyldige er på fri fod. En afklaring af det - og sidst, men ikke mindst om vi kan stole på de digitale spor, vil medvirke til at genskabe tilliden til vores retssikkerhed.

Annonce
Hans Jørgen Bonnichsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Annonce