Annonce
Debat

Teledataskandalen: Kan vi stole på digitale beviser?

På kant: Teledataskandalen, hvor mangelfulde oplysninger i straffesager kan have haft betydning for domsafsigelser, hvor folk kan være uskyldige dømt og skyldige gået fri, stiller et ganske alvorlig spørgsmål: Kan vi stole på de digitale beviser, der i dag indgår i stort set alle straffesager?

Tvivlen er der og justitsministerens undersøgelser kan være en øjenåbner for vurderingen af, hvor sikre de digitale beviser er.

Aktuelt har en forsker ved Politihøgskolen i Norge, Nina Sunde, stillet det samme spørgsmål. Hun forsker i de digitale beviser, og hvordan de kan påvirke efterforskeren og føre til fejlslutninger, og i hendes seneste studie nævnes en norsk straffesag fra 2018, hvor en kvinde var sigtet for groft uforsvarlig kørsel ved at påkøre en fodgænger i et fodgængerfelt. Efterforskningen påviste, at kvinden havde sendt et billede fra sin mobiltelefon via Snapchat, og at denne uopmærksomhed var årsagen til påkørslen. Det blev lagt til grund i bevisførelsen. Men da dataene blev undersøgt nærmere, viste det sig, at snapchat-meldingen var sendt flere minutter tidligere, da den på grund af dårlig dækning i området var blevet ”hængende i luften”. Nu stillede sagen sig anderledes og fik stor betydning for strafudmålingen.

Ikke verificerede kildeoplysninger har fortalt, at der også har været problemer med danske GPS-positioner. Det skete under den store politiaktion sidste år, der satte den lille fynske landsby Espe på Danmarkskortet, da en landejendom under et voldsomt politiopbud blev ransaget helt uden grund.

Enhver krise har et udviklingspotentiale. Ingen ved i øjeblikket, om der er begået justitsmord, og ingen ved, om skyldige er på fri fod. En afklaring af det - og sidst, men ikke mindst om vi kan stole på de digitale spor, vil medvirke til at genskabe tilliden til vores retssikkerhed.

Annonce
Hans Jørgen Bonnichsen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Selvfølgelig skal de møde til tiden, men...

En del af børn og unges opdragelse er at lære at møde til aftalt tid. Det handler ikke kun om skolen, men også når man laver aftaler med andre. Vi skal kunne stole på hinanden. Derfor skal unge lære at møde til tiden. Også når de er nået i gymnasiet. At de ikke altid gør det, er en kendt sag. Men der kan være gode forklaringer på, at en elev ikke er til stede, når klokken ringer ind til en times undervisning. Ved dagens begyndelse kan bus eller tog være forsinket, og hvis eleven er taget hjemmefra i passende tid til at nå frem til første time, har det ingen mening, at han eller hun skal have fravær for for sent fremmøde, hvis forklaringen ligger i, at den offentlige transport ikke fungerer som lovet. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kommer eleverne i møde, når hun har besluttet at afskaffe den bekendtgørelse om fravær, som den tidligere regering indførte i oktober sidste år. Hun vil lade landets gymnasier og deres lærere vurdere, hvornår en elev skal noteres for fravær. Hun mener, at lærerne fuldt ud er i stand til at vurdere, hvornår der er tale om en elev, som kommer for sent sammen med 300 andre, fordi busserne er forsinkede, og hvornår det handler om elev, der er sløv i optrækket. For de findes også. Der er sikkert også dem, der regner på, om de kan holde sig inden for grænsen for advarsler og lignende og tager sig en ekstra fridag på den konto. For slet ikke at tale om dem, der kan finde på at gå hjem før skoledagen slutter eller dem, der ikke sørger for at være i klassen, når frikvarteret slutter. Her skal gymnasiet og lærerne selvfølgelig gribe ind. Sløvhed, slendrian og ligegyldighed skal ikke tolereres. Men den sunde fornuft skal råde, når en elev, der kommer for sent, har en forklaring, som lyder plausibel. Systemet med at notere fravær bør heller ikke afskaffes, for det giver skolen en mulighed for at gribe ind, hvis en elev har brug for støtte i det faglige eller på trivsel i skolen. Så skal der sættes ind på andre måder, og ikke alle elever er lige åbenmundede om deres eventuelle problemer.

Annonce