Annonce
Østjylland

Telefoni startede i Danmark med 22 telefoner i København

<p>Edith Iversen forograferet, mens hun passede Mesing Telefoncentral umiddelbart før, den blev nedlagt i 1972. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Hørning Veng</p>

Telefoni var et statsligt anliggende, som staten fik eneret på i 1897.

Alexander Graham Bell var en skotsk-amerikansk opfinder, som fik patent på telefonen i 1876.

Annonce

Han er oftest blevet betragtet som værende opfinder af telefonen, men Antonio Meucci havde allerede i 1860 fået systemet til at virke, han fik dog ikke søgt patent på det.

Bell var ikke sen til at udnytte sit patent, så i 1877 startede han Bell Telephone Compagny i Boston, USA, blandt andet med hjælp fra sin svigerfar.

Telegrafen var allerede ret udbredt på det tidspunkt, men med det, at man med telefonen kunne tale med hinanden i stedet for at skulle skrive et telegram, få en telegrafist til at oversætte til morsekode, taste det ind med sin morsenøgle, signalerne ført over lange luftledninger frem til et centralt sted, hvor de blev aflyttet og skrevet ned i et papirtelegram og transporteret ud til modtageren - så var fordelene ved telefonen store.

I Danmark startede en vis hr. Severin Lauritzen 'Kjøbenhavns By- og Hustelegraf' i 1879 med telefonforbindelser mellem kontorer og fabrikker, og i 1881 blev den første central indviet med 22 abonnenter i det indre København. Anlægget var ejet af Bell.

Den danske bank- og industrimand C. F. Tietgen så perspektiverne i telefonen og arbejdede på at få telefonien på danske hænder, hvilket skete for de københavnske net i 1881 som 'Kjøbenhavns Telefon-Selskab", som i 1882 skiftede navn til "Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, KTAS ".

Denne idé blev efterfulgt i mange mindre selskaber rundt om i landet, især i de større byer.

I 1890'erne var der således 57 regionale selskaber i Danmark, og da telefon-kommunikation var ved at være af stor samfundsmæssig betyding, besluttede man i 1897 i Rigsdagen, at telefoni var et statsligt anliggende, som staten havde eneret på.

Denne eneret blev brugt til at give koncession til større private regionale selskaber.

I år 1900 var der således 11 koncessionerede selskaber, i 1922 kun syv, og i 1947 kun tre, nemlig:

1. KTAS: Københavns Telefonselskab A/S, som dækkede Sjælland og de fleste tilknyttede øer incl. Bornholm.

2. FKT: Fyns Kommunale Telefonselskab A/S, som dækkede Fyn og dertilhørende øer.

3. JTAS: Jydsk Telefon Aktieselskab, som dækkede Jylland fra før genforeningen i 1920.

P&T, Post og Telegrafvæsenet, som jo var statslig, tog sig selv af Sønderjylland efter genforeningen, samt Møn.

Denne ordning bestod indtil Folketinget i 1990 blev enig om at skabe et landsdækkende teleselskab - et konkurrencedygtigt selskab overfor de fremtidige udfordringer og udenlandske teleselskaber.

Det med luftledninger var fælles for både telegrafen og telefonen, og da telefonen mere blev en ting, man havde i firmaet eller hjemmet, skulle der rigtig mange tråde i telefonpælene til for at få det til at nå sammen.

Det var nødvendigt at oprette centraler, hvor telefontrådene fra kunderne endte, og hvor 'telefonisten' så kunne koble forbindelsen til modtageren, hvis det var indenfor samme central, opkaldet gjaldt.

Ellers skulle der kobles op på en mellemcentral-forbindelse, hvor der sad en telefonist i den anden ende og lavede den fornødne viderekobling mod modtageren af opkaldet og holdt styr på længden af samtalen for afregningen.

Ved længere afstande kunne det således blive ret mange viderekoblinger for at få en samtale igennem.

Efterhånden blev teknikken videreudviklet, og man kunne automatisere centralerne, så abonnenterne selv kunne dreje det ønskede nummer på telefonen.

En del af de mindre centraler blev så nedlagt, og abonnenterne flyttet til lidt større koncentrationer, hvor teknikken blev opstillet.

På den tid begyndte man også at erstatte luftledningerne med kabler, der blev gravet ned i jorden.

De mange mennesker på de manuelt betjente centraler måtte se sig om efter andet arbejde, men de havde udfyldt et opstået behov i en periode.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Fra lorterende til cafégade

Genopretning af vandløbene og tilbagekomsten af smådyr og ørreder er et af få lyspunkter i udviklingen af Danmarks natur gennem de seneste 200 år. Aarhus Å er et af eksemplerne. Vi blev oprindeligt inspireret til at skrive bogen "Så forandret – Danmarks natur gennem 200 år" (netop udkommet, red.) om naturens udvikling ved at sammenligne gamle og nye fotografier, taget fra samme sted i landskabet. Vi blev slået med forundring, nogle gange med forfærdelse og færre gange med fornøjelse, over at se de store forskelle mellem dengang og nu. Især for agerlandet, der dækker 60 procent af Danmarks areal, er forandringer omfattende, og biodiversiteten helt i bund. Her fortæller vi i stedet den positive historie om vandløbenes genopretning gennem de seneste 30 år med eksempler fra Aarhus Å. Smådyrene er vendt tilbage, dambrug og spærringer er nedlagt, og gydestrygene er genetableret til glæde for naturinteresserede og lystfiskere. Få naturtyper har måttet stå så meget igennem som vandløbene. De har måttet tåle at blive rettet ud, lagt i dybe kanaler eller forsvinde i rør under jordoverfladen, så vel blot en tredjedel af de oprindelige vandløbs-kilometer i dag løber fuldt synlige. Et langt stykke op i 1900-tallet betragtede borgere og bønder udelukkende vandløbene som nyttige modtagere af alskens affald fra dambrug, mejerier, møddinger, slagterier, vaskerier og toiletter på vej til endemålet i det endeløse hav, hvor forureningen skulle forsvinde. Alle byer havde deres egen lorterende, som kunne skifte farve fra blodrød, over vaskehvid til møddingssort afhængig af, hvem der lukkede mest affald ud. Men bevægede man sig langt op i åen, bort fra det beskidte og stinkende vand ved åens udløb gennem byen, kunne man førhen finde et myldrende liv i de små bække. Skolelærer J. Kr. Findal skriver i 1915 om Aarhus Å: ”Betragter man den stinkende og snavsede strøm, der gyder sit vand ud i Aarhus Havn, kommer man ikke umiddelbart på den tanke, at der er noget interessant (..) og dog er det således, at visse partier af åen (..) ikke alene besidder stor naturskønhed, men tillige er hjemsted for en dyre- og planteverden, der udmærker sig ved sin mangfoldighed og ejendommelighed.” Aarhus Å var dengang befolket af mange fantastiske rentvandsdyr blandt andet døgnfluer (15 arter), slørvinger (12 arter) og vårfluer (88 arter), som Findal satte navn på. Den stejle Jeksen Bæk syd for Aarhus havde stærk strøm med stenbund og husede mange smådyr herunder døgnfluen, Rhitrogena germanica. Den er tilpasset til at holde fast på stenoverflader i strømmen, mens den rasper mikroskopiske alger som føde. Da Jeksen Bæk blev forurenet, forsvandt døgnfluen, og den lever i dag blot i Højen Bæk ved Vejle. I Aarhus blev åen langs Ågade overdækket i 1930’erne på grund af lugtgener og tiltagende trafik. Dermed kunne Ågade lægge afstand til sit dårlige rygte og skifte navn til det pompøse Åboulevarden. Tres år senere var åen renset for den værste forurening, og i 2005 kunne den igen løbe frit gennem Aarhus, nu omgivet af et blomstrende restaurant- og cafémiljø. Sådan har udviklingen været til det bedre for mange vandløb. Først en voldsom forurening med organisk stof fra by og land, som fremkaldte stank og iltsvind i vandet og forarmede bestandene af smådyr og ørred frem til 1970. Siden har spildevandsrensning og kontrol med ulovlige afløb efterhånden nedbragt forureningen. I Aarhus Å kan man nu genfinde mange af de arter, som Findals fandt for 100 år siden. Et tilbageværende problem for dyrelivet i vandløbene er pesticider, der siver ud fra dyrkede marker eller tilføres i pulse efter skybrud. Et andet aktuelt problem er håndteringen af lavbundsjordene, hvor dyrkning bliver stadigt vanskeligere på grund af sætning af jordene efter dræning og fortsat stigende nedbør og havniveau. Med Brabrand Sø og den genetablerede Årslev Engsø i de flade nedre strækninger af Aarhus Å har man en buffer, som sikrer mod oversvømmelser af de store værdier i Aarhus Midtby. Inden åens udmunding i Aarhus Bugten har man etableret en sluse, som sikrer byen mod oversvømmelse ved stormflod. Da de hyppigere høje vandføringer i Aarhus Å, som følge af ekstremt regnvejr, kan skabe risiko for oversvømmelse af Aarhus Midtby, er der endvidere etableret pumper ovenfor slusen, der kan pumpe 18.000 liter per sekund fra åen ud i Bugten. Aarhus har herved reduceret risikoen for fremtidige ulykker i modsætning til de fleste danske byer.

Aarhus

'Juldamperen' Svanen sejler igen efter ulykke: - De nødvendige sikkerhedstiltag er afsluttet

Annonce