Annonce
Debat

Tiden er inde til at sige stop: Restriktionerne mod covid-19 var en panisk overreaktion

"Jeg tror, regeringen er fuldt ud bevidst om det her, men den frygter repressalierne ved at indrømme sin overreaktion. For mange mennesker er deres håb og drømme om fremtiden knust, og en hel generation kan ende med at være tabt på gulvet. Den økonomiske konsekvens kan skade både klimakampen og velfærdssamfundet. Og så er der den sociale skade, som håndteringen har medført. Mistillid, stikkermentalitet og generel angst for livet og fremtiden er blevet hverdag for mange, hvilket kan tage mange år at komme af med igen", skriver Daniel Pedersson. Tegning: Jens Nex
Annonce

KRONIK: Corona har sendt rystelser gennem hele vores samfund og sikret, at vi aldrig glemmer 2020 i historiebøgerne. Basale rettigheder er forsvundet fra vores fælles bevidsthed, og politikerne kæmper med at føre en ny overbudspolitik. Alt sammen undskyldt med, at det er for fællesskabets bedste.

Men står vi nu midt i en global sundhedskatastrofe, eller er der tale om forhastede beslutninger uden yderligere evidens?

Sveriges strategi gik på at undgå nedlukninger og mundbindskrav, hvilket blev skarpt kritiseret i starten af epidemien, men alligevel er smittetallet nu lavere end i Danmark. I Norge har rapporter vist, at nedlukningerne ingen effekt havde på smitten, ligesom der ikke er oplevet overdødelighed i 2020. Der er derfor begrundet tvivl omkring, hvor farlig coronavirussen er.

Kigger vi på de data, der er opsamlet siden pandemiens begyndelse, er dødeligheden heller ikke nær så høj som tidligere frygtet. Fra 1. marts til 30. april var der 9.154 nye tilfælde af corona i Danmark og 452 dødsfald, hvilket giver en dødelighed på 4,9 procent. Det er dog uden mørketallet af smittede, men inklusiv folk, der er døde af andre årsager, kort efter de var smittet med covid-19.

Fra 1. august til 20. september var antallet af nye smittede langt større, 14.209, hvorimod der kun blev registreret 35 dødsfald. Efterårets coronabølge har dermed en dødelighed helt nede på 0,2 procent. Der er dermed en markant forskel på den dødelighed, vi regnede med i foråret, og den, vi observerer nu, hvilket især skyldes, at vores teststrategi opfanger flere smittede.

Med ovenstående dødelighed er mørketallet mindst 200.000 personer for marts/april måned.

Samme tendens ses i resten af Europa, hvor dødeligheden også er faldet markant i takt med, at testniveauet er steget. Selv for lande som Frankrig og Italien, hvis dødstal i foråret var med til at presse frygten i vejret, har nu en dødelighed under en procent - og tallet er stadig faldende.

Danmark har et meget højt testnivau i forhold til befolkningstallet, kun overgået af Luxembourg og Island. Da disse tre lande også må have det laveste mørketal, er de også tættest på den reelle dødelighed for coronavirus, som da må ligge omkring 0,1-0,2 procent. Det er ikke langt fra den typiske dødelighed ved en influenzasæson, som typisk ligger på 0,1-0,15 procent.


Det er tid for os alle at vågne op fra dette inducerede mareridt og vende tilbage til vores rigtige liv. Vores tid på Jorden er allerede for kort, så vi skal udnytte hvert sekund, vi har. Hvad er trods alt mest værd i sidste ende – et langt liv i isolation og frygt eller et næsten lige så langt liv fyldt med oplevelser og glæde?


Disse postulater for dødeligheden understøttes dog også af de reelle dødstal. I Danmark har corona været registreret ved 650 dødsfald i Danmark (30. august 2020). Kræft førte derimod til 16.000 dødsfald herhjemme i 2018, mens rygning årligt dræber 13.600 personer. Det er langt flere dødsfald, end corona nogensinde vil medføre herhjemme. Dødsfald, som sagtens kunne forhindres, hvis vi var lige så totalitære omkring vores regulering på fødevarer, forurening, livsstil m.v.

Vi kan hurtigt blive enige om, at det aldrig kommer til at ske, dels af hensyn til individets rettigheder og dels af hensyn til de medførte konsekvenser for samfundet. Alligevel har regeringer verden over gjort brug af netop den slags totalitære tiltag for at beskytte mod coronavirus, en sygdom med en fraktion af det samme dødstal, som vores reelle dræbere i samfundet har.

Da de første dødstal tikkede ind i starten af 2020, gik verden i panik. Ingen vidste, hvor mange smittede, der reelt var, og dødeligheden blev derfor voldsomt overvurderet. Medier og politikere pustede hurtigt frygten op, og kravet om politisk handling var skabt.

Nu ved vi dog bedre og kan se, det var unødvendigt. Alligevel indføres nye restriktioner til stadighed uden fagligt belæg eller yderligere begrundelse. Der henvises til antallet af smittede uden at kigge på de aktuelle dødstal, som for længst er holdt op med at understøtte panikangsten. Faktisk er dødstallet i Danmark nu så lavt, at hvis vi ikke testede så mange for smitten, ville vi slet ikke vide, at covid-19 stadig var i landet længere.

Jeg tror, regeringen er fuldt ud bevidst om det her, men den frygter repressalierne ved at indrømme sin overreaktion. For mange mennesker er deres håb og drømme om fremtiden knust, og en hel generation kan ende med at være tabt på gulvet. Den økonomiske konsekvens kan skade både klimakampen og velfærdssamfundet.

Og så er der den sociale skade, som håndteringen har medført. Mistillid, stikkermentalitet og generel angst for livet og fremtiden er blevet hverdag for mange, hvilket kan tage mange år at komme af med igen.

Der er kort sagt ingen gevinster for politikerne ved at tage ansvar og indrømme, at de handlede i panik og uden faglig rygdækning. For dem er det bedre at trække krisen i langdrag og håbe, at pandemien dør ud af sig selv.

Tiden er derfor kommet til, at vi som samfund siger fra og kræver, at politikerne påtager sig ansvaret for de konsekvenser, deres handlinger har medført. Indtil nu er Danmark ført ned ad en mørkere rute dag efter dag. Det skal stoppes, og det skal være nu.

De generelle restriktioner skal afvikles, og i stedet skal der arbejdes med en fokuseret indsats på de grupper, der stadig måtte være utrygge. For alle os andre må det være vores eget valg, om vi vil bruge sprit, afstand eller mundbind for at undgå en sygdom, der ikke har vist sig farligere end så meget andet, vi frivilligt udsætter os selv for.

Det er nemlig kun os selv, som frie individer, der skal vurdere, hvor stor risiko vi vil udsætte os selv for i hverdagen. Det må og skal aldrig være statslige organer, som skal diktere, hvem vi må mødes med, hvor vi må gøre det, og hvor længe det må vare. Det er en farlig glidebane mod en type samfund, som vi indtil marts 2020 foragtede på det groveste.

Det er tid for os alle at vågne op fra dette inducerede mareridt og vende tilbage til vores rigtige liv. Vores tid på Jorden er allerede for kort, så vi skal udnytte hvert sekund, vi har. Hvad er trods alt mest værd i sidste ende – et langt liv i isolation og frygt eller et næsten lige så langt liv fyldt med oplevelser og glæde?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Smitte i Aarhus: Coronaen har haft godt fat i Aarhus V og to sydlige områder af kommunen

Aarhus

GPS-signaler i Aarhus rammes af mystiske forstyrrelser: Mistanke falder på ulovlige jammere

AGF

Ny sportslig chef på plads i AGF: - Jeg har set flere hundrede kampe på Fredensvang

Annonce