Annonce
Debat

Tiden er kørt fra Togfonden

Kim Christiansen

Togfond: Der er ingen tvivl om, at SF’s Karsten Hønge er overordentligt forhippet på at give DF hele skylden for, at gennemførelsen af Togfondens fase to ser særdeles tvivlsom ud. Det gør han lysende klart i sin klumme På kant 5. marts her i avisen.

Det er imidlertid ikke DF, der har fået grundlaget for planerne i Togfondens anden fase til at skride. Den finansiering, der blev aftalt tilbage i 2016, er ikke længere realistisk. Her ønskede man at hente penge fra beskatning af nordsøolien, men med olieprisernes fald er denne model ikke længere gangbar. Vi står derfor med en række projekter uden finansiering. Og så skal pengene altså tages et andet sted fra.

Forudsætningerne for den såkaldte timemodel, hvor ambitionen var en times transporttid mellem landets største byer, er ikke længere til stede. Pengene mangler, og man har givet DSB lov til at indkøbe nye tog, der er langsommere end de 230 km/t, som er nødvendige for, at timemodellen kan hænge sammen.

På den baggrund mener DF ikke, at det giver mening med en hundedyr ny Vejlefjordbro og en ny jernbane uden om Skanderborg til op mod 10 mia. kr., når timemodellen alligevel ikke bliver til noget. De penge kan vi bruge langt bedre andre steder. Flere steder i landet har vi store udfordringer med trængsel på vejnettet, og derfor har DF for nuværende valgt at rette fokus på asfalten frem for skinnerne. Danmark skal bindes bedre sammen. Også uden for de store byer, hvor rigtig mange mennesker er afhængige af en bil for at få hverdagen til at hænge sammen. Det bliver vi nødt til at forholde os til.

Togfonden var en rigtig god idé med rigtig mange gode projekter. Men nu er tiden inde til at erkende, at dele af Togfondens anden fase ikke længere lader sig realisere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

SF's lønloft lugter af misundelse

Skal der været loft på, hvor meget en topchef i en privat virksomhed i Danmark må tjene? Ja, det mener SF, som torsdag aften kom på banen med et forslag, hvor man vil komme uligheden i samfundet til livs ved at diktere, at en topchef maksimalt må tjene 20 gange så meget som virksomhedens lavestlønnede. Diskussionen er væsentlig. Det er den. Uligheden i samfundet er altid relevant at tage fat i og have fokus på, men at tro, at vi kan og skal løse det hele med strammere regler, er ikke ligefrem den mest sympatiske vej at gå. Det hele bliver serveret af SF's Jakob Mark med et citat om, at han ikke forklare, hvorfor der er mennesker, der skal tjene 36 millioner kroner om året. Det er simpelthen for nemt og uden for kontekst at servere et politisk forslag med sådan en tagline. Det svarer til at himle op over, at der er fodboldspillere, der tjener en kvart milliard om året og derfor vil regulere det. Ja, beløbene kan virke absurde, men hvis virksomheden eller fodboldklubben tjener dobbelt så mange penge i dag som for ti år siden, blandt andet fordi topchefen eller fodboldspilleren gør det fremragende, er det så ikke fair, at deres løn også stiger 100 procent, så lønningerne følger med omsætningen? Håbet med SF's forslag er selvfølgelig, at den med den laveste løn kommer tættere på toppen, og derfor udjævner uligheden, men det er forslaget ingen garanti for. Lønloftet kan også betyde, at topchefen blot får mindre i ren løn og dermed betaler mindre til statskassen, for så at få resten af lønnen på den ene eller anden kreative måde.

112

Glohed skorsten startede brand i byhus i Aarhus: Beboerne opdagede selv flammerne i kælderen

Annonce