Annonce
Erhverv

Tjek årsopgørelsen med hensyn til pensionsfradrag

Arne B. Jepsen, Senior Partner, BDO. Pressefoto
Alt for mange tjekker kun årsopgørelsen for at se, om de skal have penge tilbage eller betale restskat, men især pensionsopsparere bør undersøge den lidt grundigere for at se, om de har indbetalt for meget til en ratepension.

SKAT: Det er store beløb, der hvert år indbetales til pensionsordninger i Danmark.

I en nyhed fra december 2018 oplyste brancheforeningen Forsikring & Pension således med Skat som kilde, at der i 2017 var 2,6 mio. personer, der tilsammen indbetalte 122 mia. kroner på i alt 7,7 mio. forskellige pensionsordninger. I gennemsnit indbetalte hver person dermed knap 47.000 kroner, men ofte på flere forskellige ordninger og ikke sjældent i flere forskellige selskaber.

Af de samlede indbetalinger gik de ca. 51 mia. kroner til ratepensioner. For indbetalinger til sådanne gælder der et fradragsloft, der for indkomståret 2018 udgjorde 54.700 kroner efter arbejdsmarkedsbidrag.

Desværre er det ikke alle, som er opmærksomme på fradragsloftet. En del indbetaler ubevidst større beløb til deres ratepension, end de kan få fradrag for.

Problemet rammer som oftest personer, der foretager pensionsopsparing i to eller flere forskellige selskaber, herunder formentlig især personer, som sidst på året foretager indskud på privattegnede ordninger og som ikke er klar over, hvor meget der via en arbejdsgiverordning indbetales til en ratepension.

Der foreligger ikke oplysninger om, hvor mange personer der rammes af fradragsloftet, men ifølge vores beregninger kan der være tale om helt op mod 20.000 personer hvert år.

Annonce

Arne B's blog

Med 40 år i revisionsbranchen er Arne B. Jepsen rådgivende revisor for kunder fra vidt forskellige brancher.

Specialet er rådgivning inden for skat, køb og salg af virksomheder samt generationsskifte.

Interessen går især i retning af de små og mellemstore virksomheder, da det særligt er herfra, at landets vækst skal komme.

Arne B. Jepsen er Senior Partner og statsautoriseret revisor i rådgivningsvirksomheder BDO, som leverer nyheder om skat, moms og regnskab til Erhverv+.

Besked på årsopgørelsen

Er du én af dem, der er ramt af fradragsloftet i 2018 eller tidligere år, så har du faktisk allerede fået besked om det fra Skatteforvaltningen, som på årsopgørelsen giver besked til de berørte.

Hvis der er indbetalt for meget til en arbejdsgiveradministreret ordning, er det overskydende beløb tillagt indkomsten i rubrik 347. Er der tale om en privattegnet ordning, er fradraget i rubrik 21 slettet.

I begge tilfælde henvises der i teksten på årsopgørelsen til, at der højst kan fratrækkes 54.700 kroner af indbetalinger til ratepensioner i 2018.

Fradrag kan reddes

Har du indbetalt mere, end du kan få fradrag for, kan du vælge at få det overskydende beløb overført til en livsvarig livrente. I så fald vil din indkomst blive nedsat med det overførte beløb, og du redder dermed fradraget.

Alternativt kan du vælge at få tilbagebetalt beløbet. Der gælder ikke nogen frist for at få tilbagebetalt pengene.

Har du både privattegnede ordninger og arbejdsgiverordninger skal overførslen henholdsvis tilbagebetalingen i første række ske fra en privat ordning.

Begge muligheder forudsætter, at du på skat.dk henter en særlig blanket (07.083). Blanketten skal du i udfyldt stand aflevere til dit pensionsselskab eller pengeinstitut. Derefter går resten af sig selv.

Det er vores klare indtryk, at en del pensionsopsparere ikke får udfyldt og indsendt den særlige blanket. Det er ærgerligt. De ender nemlig med til sin tid at betale skat af pensionsudbetalinger, hvor de ikke har fået fradrag for indbetalingerne, og det er en dårlig forretning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce