Annonce
Byudvikling

To nye byggeprojekter giver bekymring på Skovvejen

Lidt i den stil kan det planlagte byggeri på Sandgravvej og ind mod Nordre Kirkegård komme til at se ud.Illustration: Loop

Nye toner fra kommunen: Nu skal borgerne inddrages meget tidligt i processen, når der er byggeprojekter, der kræver lokalplan, i deres kvarterer.

AARHUS: To byggeprojekter i støbeskeen kalder på bekymrede miner blandt beboere på Skovvejen og Sandgravvej.

I forvejen har beboerne her de senere år følt, at det lille og lidt glemte kvarter bliver kørt over. Dels er de små huse på nordsiden af Sandgravvej revet ned og erstattet af højere nybyggeri, dels er byggeriet af Terrassehusene på østsiden af Skovvejen ved at blive opført i en version, hvor beboerne ikke mener, at kommunen har lyttet til deres indsigelser.

Nu er der så planer om at rydde sydsiden af Sandgravvej for at give plads til et nybyggeri med godt 30 lejligheder. Og der er andre planer om at bygge et lignende antal boliger i gården ved siden af studestalden og bag den tidligere Kiwi-butik på Skovvejen, der snart åbner som Netto.

Annonce
Her ved studestalden på Skovvejen er der planer om at opføre fem bygninger. Den ene i det lille mellemrum mellem studestalden og nabobygningen til venstre. De fire øvrige på dele af parkeringspladsen og bag Skovvejen 19, hvor det er planen at rive de to gule baghuse helt op mod kirkegården ned.Illustration: Aart Architects

Dårlige erfaringer

På et informationsmøde for beboerne onsdag, orienterede kommunen og arkitektfirmaerne Loop og Aart Architects, der tegner på de to projekter, om planerne.

Andreas Østergaard Poulsen fra det nydannede Skovvejskvarterets Gadelaug efterlyste, at kommunen og bygherrerne tager en tidlig dialog med beboerne om projekterne.

- Vi er bekymrede på grund af processen med Terrassehusene, hvor der ikke blev lyttet til os - og hvor vi nu har fået en mur at kigge ud på. Meget kunne have været undgået, hvis I havde lyttet til os.

- Vi har ikke haft en dialog om de nye projekter endnu. Det skal vi have, hvis ikke vi skal stå med en ny Skovvejssag om et par år, sagde Andreas Østergaard Poulsen, der havde svært ved at se projekterne som et kvalitetsløft for kvarterets beboere.

Sådan så nordsiden af Sandgravvej ud for godt 100 år siden - og sådan ser den stort også ud i dag med det lave gule hus ud mod Skovvejen. Det hele er det nu planen at rive ned for at give plads til nybyggeri.

Projekter på skitseplan

Den dialog skulle der være tid til nu, hvor projekterne endnu er på skitseplan. Og den kommer. Såvel kommunens planafdeling, som bygherrer og arkitekter erklærede sig klar til at tage den med mindre grupper, som borgerne vælger til det.

Blandt de omkring 50 fremmødte til mødet var der masser af spørgsmål: Hvorfor planlægger I underjordisk parkering under de nye boliger? Og hvordan skal bilerne komme ud og ind fra Skovvejen? Hvorfor er der planer om at bygge en næppe mere end seks meter bred ejendom i hullet mellem studestalden og nabobygningen? Skal de helt ind i vores have for at grave ud til nybyggeriet? Og mange flere.

Helt klare svar var der vel ingen, der fik - fordi projekterne stadig er på skitseplanet.

Nye toner fra kommunen

Til gengæld blev borgerne lovet, at de bliver inddraget i den videre proces. Nu er linjen hos kommunen nemlig, at den vil inddrage borgerne tidligere i lokalplan-projekter, end den tidligere har gjort.

- Vi har lavet et paradigmeskift. Nu går vi efter at få borgerne med meget tidligt i processen, hvor det er muligt at justere på byggeprojekterne, sagde stadsarkitekt Stephen Willacy.

Den greb Andreas Østergaard Poulsen fra Skovvejskvarterets Gadelaug straks.

- Det vil vi gerne tage alvorligt og indgå i den videre proces. Vi ved godt, at det er et vilkår, at der kan og skal bygges på de to steder - men lad os så gøre det ordentligt, sagde han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce