Annonce
Kultur

Tom Jones' gyldne stemme holdt hele vejen hjem

Den 74-årige waliser viste totalt overskud med et ni mands band i ryggen.

Det var helvedes stærkt, sexet og charmerende, da sanglegenden, waliseren Tom Jones onsdag aften gav koncert på et udsolgt Værket. Undskyld udtrykket »helvedes«, men det handler om bluesnummeret »Burning Hell« - bare med to »beskidte« guitarer og jungletrommer, der indvarslede, at manden med den gyldne stemme var klar. Allerede inden han gik på, sitrede salen af forventning - ikke mindst hos det kvindelige publikum.

Annonce

Stille og roligt bygger Mr. Jones og bandet den op, så ryger den over i swing og blæserne trykker den af, og det bliver lige så sexet som den oprindelige disco-agtige udgave. Denne aften kan kun blive en fest! Lidt country blander sig ind og guitaristerne viser, at det kan de også. Så gospel med »Didn't it Rain« til en meget smuk lyssætning, gåsehudsfornemmelser masserer min nakke, skønt. Videre til det gamle Howlin' Wolf blues-nummer »Evil«, med dybde og power.

Jeg sidder bare og savner, at lyden kommer lidt længere ned i styrke på dette følsomme nummer, det bliver lige massivt nok. Ikke så snart har jeg tænkt det, så lyder akustisk Flamenco - hvilket viser sig at være starten på kæmpehittet »Delilah«, kælende, som en Romeo, der synger til sin Julie på balkonen, hold kæft, han er charmerende Tom Jones, det behøver man ikke være kvinde for at kunne se. Han nupper en ballade mere, »I'll never fall in love again« som han sang, da han var i 30erne, det fortæller han selv og tilføjer: »I Still feel great«. »It's not unusual« swinger kækt derudad. Og vi får den fine »Tower of Song« skrevet af Leonard Cohen med linierne »I was born like this, I had no choice - I was born with the gift of a golden voice«, som absolut også passer på Tom Jones. Vi vugger videre til bluesrock i »Shake a hand« - videre til medley'et »Crazy 'bout an automobile/Reelin' And Rockin'« - det sidstnævnte nummer stod 87-årige Chuck Berry og famlede sig igennem i april måned på selvsamme scene. Nu med Tom Jones for fuld power.

Ingen Tom Jones-koncert uden den sentimentale »Green, green grass of home« - og den balancerer fint uden at blive for meget. Kvinderne hviner ind imellem mod scenen, men trussekastningen holder fri nu om dage - også i »You can leave you hat on«, som får mange til at rocke i sæderne, flot serveret med blæsere, der løfter mesterens stemme endnu højere op. Nummeret »If« (I only knew) viser Tom Jones som en særdeles groovy »fætter« og han lander koncerten i en blues, takker af går ud under bragende klapsalver.

Vender stærkt tilbage med ekstranumre, James Bond-sangen »Thunderball« så »Kiss«, Prince-hittet, som Tom Jones også har hittet med. De to sange cementerer hans styrke, alle står op nu, mange danser ved stolerækkerne, og bandet og han runder af med en shuffle-blues »Strange Things happen everyday« - »underlige ting sker hver dag«.

Det er lidt underligt, at den stemme, der strømmede ud af højttalerne midt i 1960erne, er lige så god »live« i dag. Men det er den - Tom Jones indfriede forventningerne - og mere til - og tak for det.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

112

Velforberedte indbrudstyve: Tog strømmen, brugte medbragt stige og klippede dyre lamper ned

Annonce