Annonce
Livsstil

Tor Nørretranders er optimist: De, der tror, at verden går under, har taget fejl hver eneste gang

Husk at hilse. Det er en måde at vise, at man har set et andet menneske. At man anerkender dets eksistens. På Samsø hilser alle på hinanden om vinteren, fortæller Tor Nørretranders. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Hvorfor føler vi ikke samfundsglæde? Boblende, umiddelbar glæde over, at vores samfund virker, at vejene er asfalterede, så vi kan køre på dem, og at posten kommer ud? Forfatter og tænker Tor Nørretranders mener, at glæde er så stærk en drivkraft, at den kan lede os ud af klimakrisen og måske uden om kriser i fremtiden. Selv har han fulgt sine tanker hele vejen fra København til Samsø, hvor han har slået sig ned. For på landet mærker man samfundet og hinanden mere.

Uanset om man rejser fra øst eller vest, skal man tilbringe en times tid på en færge for at komme til Samsø. Det giver tid til at børste bystøvet af skuldrene og langsomt sænke dem ned på plads.

Tilflytter Tor Nørretranders bruger lyde som pyh og huh med lange vokaler til at forklare følelsen af pausen på havet.

- Færgen er en meget interessant mekanisme, for den betyder, at alle, uanset om de er fastboende eller turister, har tilbragt en time på en færge, før de ankommer til Samsø. Det tillader et andet tempo. Det er en anden måde at forholde sig til tidens fylde på. Tiden går meget hurtigt i byen, men hvor meget oplever man? spørger han.

Instant mindfulness kalder han spøgefuldt færgeturen, som kunne man købe tilstedeværelse på pulverform, hælde kogende vand over og ved første slurk blive bevidst i nuet.

Tor Nørretranders' forfattergennembrud i 1991 handlede om bevidsthed, om at mærke verden, som bogen også hed. Senest har han beskæftiget sig med samfundsbevidsthed. Mindfulness for samfundet, om man vil. Og han har fundet frem til, at samfundsglæde er den drivkraft, der skal føre samfundet videre.

Gennem klimakrisen. Gennem alle kriser. Måske endda uden om kriser.

- Samfundsglæde, ja, glæde i det hele taget, er en god ting at navigere efter. Det er meget mere givende end at navigere efter penge eller profit, siger han.

Indtil videre har glædens kompas vist den inkarnerede københavner vej fra byens forstæder til et nyt liv på Samsø.

Annonce

Tor Nørretranders

64 år, faglitterær forfatter. Han har skrevet mere end 20 bøger.

Arbejdede i 70’erne og 80’erne som videnskabsjournalist.

I 1991 brød han bredt igennem med bogen ”Mærk Verden”. Har blandt andet skrevet bøgerne ”Det generøse menneske” (2002), "Vær nær" (2013), "Se frem" (2017) og ”Det du ikke forstår, gør dig klogere” sammen med Svend Brinkmann og Rane Willerslev (2018). Han er nu aktuel med ”Samfundsglæde”, der udkom 4. oktober 2019.

Se mere på tor.dk.

Kroppen og samfundet

- Din nye bog handler om og hedder ”Samfundsglæde”. Hvad er det?

- Begrebet samfundsglæde kommer af en sammenligning mellem samfundet og kroppen. Det er med samfundet, som det er med kroppen: Vi tænker ikke over den. Vi tager det som en selvfølge, at den bare virker. Og en gang imellem er der noget galt, og vi får ondt i knæet. Og så kan vi ikke tænke på andet. Vi lægger kun mærke til den, når den volder smerte. Når der opstår en krise. Og det er en lidt fattig oplevelse af kroppen, vi får på den måde. Ligesom det er en fattig oplevelse af samfundet, at vi kun tænker på det, når noget ikke fungerer. Når der er kriser og nedskæringer, begynder han.

- Men det er ikke hele historien om kroppen. Når vi taler om kroppen, har vi også noget, der hedder kropsglæde. Vi kender alle sammen fornemmelsen af velvære, som man får, når man har gået en tur, leget med børn, hugget brænde, dyrket sex. Det er kropsglæde. Og det er en stor del af vores liv at føle kropsligt velbehag. Det, jeg tænker, er, om vi ikke kan have et tilsvarende begreb for samfundet? Der er ikke rigtig nogen, der anpriser det, når samfundet bare virker. Men hvorfor kan vi ikke have sådan en boblende samfundsglæde, ligesom man kan have en boblende kropsglæde? spørger han.

Kuren er ifølge forfatteren, at man skal motionere samfundet, ligesom man motionerer kroppen. At samfundet bliver rørt og bevæger sig. At mennesker bruger samfundet og bliver bevidste om, hvordan samfundet hjælper dem med at leve deres liv og løse opgaver. Og også at man selv involverer sig i fællesskabet.

- Hvis man ikke deltager i samfundet, bliver man meget hurtigt sur og sidder ovre i et hjørne og bander. Det er selvforstærkende, for så er de virkelig dumme de andre i samfundet, og så vil man slet ikke ud til dem. Det bliver man bare mere sur af. Det kender vi vist godt alle sammen. Det er især meget klart, når man lever ude på landet, at hvis folk ikke hjælpes om at gøre noget, bliver man uvenner og sure på hinanden. Men hjælpes man ad, kan man komme rigtig langt, siger han.

At flytte på bøhlandet

Det er snart halvandet år siden, at Tor Nørretranders og familien flyttede på landet. Helt derud, hvor alt omkring en er natur. Nogle gange uberørt natur, nogle gange dyrket, men langt det meste, som han passerer på sine timelange, daglige gåture, er ikke-menneskeskabt, som han kalder det. Derfor lægger man ekstra mærke til det, når et menneske pludselig dukker op på stien. Og derfor er en hilsen naturlig. Uundgåelig. Og helt igennem sund.

- Om vinteren på Samsø hilser man på alle. Kører du i bil, vinker du til de andre. Om sommeren er der en masse turister, så der hilser du ikke automatisk, for de hilser ikke igen. Men der har samsingerne udviklet et raffineret sprog, hvor man lige løfter en finger for at hilse, siger han og understreger ved at vise forskellen på hilse-måderne.

- Selv om jeg ikke engang har boet halvandet år på bøhlandet, bliver jeg allerede helt paf, når jeg for eksempel er på Nørreport, der har været omdrejningspunkt i min tilværelse altid. Folk går 20 centimeter forbi mig uden tilsyneladende at ænse, at jeg står der. De går ikke ind i mig, så de ved det jo, men de anerkender ikke, at der står et menneske. Det har jeg aldrig lagt mærke til, før jeg flyttede til Samsø. Selvfølgelig kan man ikke hilse på alle foran Nørreport Station, men jeg tror altså, at det er sundere, at man registrerer tilstedeværelsen af andre mennesker og anerkender dem. I stedet for, at de bare er en baggrund, der forsvinder for dig. Jeg har selv gået rundt på Nørreport hele mit liv, men nu stopper jeg op og tænker, gud, hvor er der mange af dem. Og de ser stressede ud. Hvad fa’n foregår der? siger han.

- Er din bog og dine tanker om samfundet og glæden ved det vokset ud af dit liv på Samsø?

- Nej, det er snarere omvendt. Det er, fordi jeg er optaget af de tanker, at jeg er flyttet til Samsø. Bogen er ikke et produkt af Samsø, flytningen til Samsø er mere et produkt af bogen, af tankerne bag. Jeg ville gerne undersøge, hvordan man bliver bevidst om, hvilket samfund man bor i. Og i et lille samfund som Samsø bliver det mere tydeligt, at alting er vigtigt. Din nabo er vigtig, fordi der er ikke andre. I storbyen er der tredje til højre, hvis tredje til venstre er for kedelige. Men ude på landet er der de mennesker, der er. Det er ikke så mange. Til gengæld er de pisseinteressante og rige på alt muligt alle sammen, hvis man kigger efter. Man kan synes, de er underlige, men det er man jo også selv. Man kan ikke intrigere og bagtale, for alle kender alle. Det hele hænger sammen, så man er nødt til at være mere gennemsigtig og åben. Det giver en hel anden konkret og virkelig oplevelse af samfundet end i storbyanonymiteten, siger Tor Nørretranders.

I byen er det nemmere at glemme, at man er en del af et samfund. At man er afhængig af andre mennesker, fordi man netop ikke er afhængig af bestemte, konkrete mennesker, mener han.

- Der er en strøm af mennesker gennem dit liv, og er de ikke lige, som du gerne ville have dem, går du videre til de næste. Det kan du ikke på Samsø. Der er de mennesker, der er, og derfor er de vigtige. Det er en enorm god skoling for sådan en type som mig, der har levet et storby- og medieliv, hvor en masse mennesker er faret igennem, og nogle har jeg behandlet godt, de fleste okay, og nogle er jeg kommet op at toppes med. Det er et forbrug af mennesker. Men på landet er det anderledes. Det giver en stor forandring i mentalitet. Man bliver nødt til at være lidt mere ydmyg og åben. Og lidt mere glad for det, der nu sker. Det er meget sundt. For jeg kan se, at jeg har levet i et miljø, hvor jeg har ignoreret helt utroligt mange mennesker. Hele tiden. Det slider på et eller andet plan på noget inde i en, konstaterer han.

Alligevel er der ingen i verdenshistorien, der er mere afhængige af samfundet end folk, der bor i en storby, tilføjer han smilende, for han er på vej mod en vigtig pointe:

- Storbyanonymiteten er en væsentlig del af forklaringen på, at der er forsvundet det, jeg kalder samfundsglæde. Bevidstheden og oplevelsen af samfundet, der hele tiden gør ting, vi har glæde af i hverdagen, men som vi ikke lægger mærke til, og som bliver enormt sårbart, når der kommer nogle Djøf-typer og siger, at nu er det blevet for dyrt, og at det er billigere at skære ned, siger han.

Tor Nørretranders. Foto: Birgitte Carol Heiberg

En bekymret optimist

- Hvad skal vi bruge samfundsglæden til ud over at smile for os selv, når vi kører på vejene, som nogen har skabt til os?

- Samfundsglæde er ikke bare at gå rundt og sige, årh, hvor er samfundet fedt. Det er noget, vi har brug for at mobilisere, når vi skal lave samfundet om. Vi skal være bevidste for at kunne ændre på tingene. Glæden giver vitalitet og overskud, som vi får brug for, når vi skal løse klimakrisen. Den kræver, at vi skal tænke alt i vores liv forfra fra produktion, konsumption, distribution, infrastruktur. Det er en fantastisk udfordring, som vi får meget nemmere ved at løse, hvis vi ved, hvad vi kan lide i vores samfund, hvad der er vigtigt, og hvad der er knap så vigtigt, siger Tor Nørretranders.

Han har bekymret sig over klimaet i mange år siden 70’ernes miljøbevægelser og anti-atomkraftdemonstrationer. I det hele taget har han bekymret sig meget. Om hvad vi spiser, forurening, miljø og atomvåben. Om han når færgen, når han skal hjem.

Bekymringsparat kalder hans hustru ham.

Men ud af bekymringen vokser også optimisme, glæde, taknemmelighed. Måske fordi empirien - erfaringerne fra historien - har vist, at optimisterne altid har ret.

- Grundlæggende findes der optimister og pessimister. Pessimisterne lyder altid klogest, men optimisterne får altid ret i det lange løb. Vi sidder jo her og fører den her samtale. Hvis man skulle have fulgt 70’ernes bekymring for atomkrig, kunne vi ikke have gjort det. Men alle de mennesker, der bliver ved med at tro, at verden går under, har taget fejl hver eneste gang, siger han.

Men bekymringen er nødvendig midt i optimismen. For den sætter fokus på de problemer, der skal løses.

- Det er kun, fordi jeg og en masse andre mennesker er bekymrede, at jeg er optimist. Fordi vi turde sige, at vi var pissebange for atomvåbnene, og fordi vi nu siger, at vi er alvorligt bange for klimaproblemet. Mennesket er meget adræt, så når det først kommer i gang med at løse problemerne, sker der noget. Det sker med klimaet nu. Vi er stadigvæk for sent ude, og vi kan ikke nå at afværge problemerne, og vi kommer til at leve med forandringer i hundredvis af år, men jeg tror på, at vi er nået til det punkt, hvor vi gør noget. På den måde er jeg optimist, siger Tor Nørretranders.

- Men er samfundsglæde mere end bare et tankeeksperiment. Kan det virkelig drive et samfund? Mange ville hævde, at det er ulighed og jagten på penge, der skaber udvikling.

- Ja, men det er simpelthen empirisk forkert. Historien har vist, at de mest lige lande, som Danmark er en del af, også er de mest rige. Det skaber rigdom og velstand at have et stærkt lige samfund, siger han.

Hans daglige gåture på en times tid holder kroppen, men også hjernen igang, mener forfatter Tor Nørretranders. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Forfatter og foredragsholder Tor Nørretranders har skrevet bogen "Samfundsglæde", der handler om, hvordan glæde kan være en drivkraft for udvikling af samfundet. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Tor Nørretranders flyttede for snart halvandet år siden til Samsø. - Jeg ville gerne undersøge, hvordan man bliver bevidst om, hvilket samfund man bor i. Og i et lille samfund som Samsø bliver det mere tydeligt, at alting er vigtigt, siger han om beslutningen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Hans daglige gåture på en times tid holder kroppen, men også hjernen igang, mener forfatter Tor Nørretranders. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Tor Nørretranders har skrevet bogen "Samfundsglæde". Foto: Birgitte Carol Heiberg
Tor Nørretranders brød bredt igennem som forfatter i 1991 med bogen "Mærk verden". Nu er han aktuel med "Samfundglæde", der udkom 4. oktober 2019. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Jada giver ekstrakoncert på Train

Læserbrev

Læserbrev: Stop fodboldbaners plastsvineri

Vidste du, at det måske smadrer havmiljøet, når dit barn går til fodbold? Hvis dit barn spiller på en gammel kunstgræsbane, er det desværre tilfældet. Kunstgræsbaner er ofte lavet af gamle bildæk, der bliver sprættet op og raspet. Det gør banen blød og rar at falde på. På den måde minder det om rigtige græsbaner. Men det raspede bildæk, bliver ikke på banerne, det hentes med hjem og alle mulige andre steder, hvor fodboldspillerne færdes. Derfor kommer det også i grundvandet, og det ryger i havene, derved ødelægges havmiljøet. Og vi risikerer selv at komme til at spise mikroplasten, når de fisk, vi spiser, har indtaget plasten enten som direkte føde, eller fordi de spiser andre dyr, der har det i sig. Nåh, ja de fisk spises også af andre dyr, der spises af større dyr, og så har vi det overalt i naturen. Enhedslisten kræver derfor et stop for anlæg af kunstgræsbaner med det forurenende granulat i, og at vi får de gamle baner skiftet ud med nyt, miljøvenligt kunstgræs. Der findes i dag alternativer lavet af f.eks. kokosfibre, sukkerroer eller olivenkerner – så der er ingen undskyldning for ikke at komme i gang! Sverige overvejer et forbud, og EU-Kommissionen skal til foråret diskutere, hvilke tiltag der skal til. Lad den grønne bølge gå på vores boldbaner – så vi og vores børn kan spille fodbold med god samvittighed!

Aarhus For abonnenter

Bevaringsværdigt byggeri til salg: Prisen starter ved 14 millioner

Danmark

Fund af væsentligt bevismateriale: Ledende nynazist og 27-årig varetægtsfængslet for hærværk på jødisk gravplads

Annonce