Annonce
Erhverv

Trægrossist i Horsens får nye ejere: Sælger driften for 112 millioner kroner

Trægrossisten flyttede i 2018 ind i spritnyt domicil på 18.000 kvadratmeter på Orionvej i Horsens. Arkivfoto: Morten Pape
Efter nogle turbulente år er trægrossisten Dalhoff Larsen og Horneman, som sidste år rykkede til Horsens i nyt domicil på Orionvej, landet på et solidt fundament, som nye ejere nu skal bygge videre på.

Horsens: Trægrossisten Dalhoff Larsen og Horneman - i kort form DLH - får, om aktionærerne vil, nye ejere.

I en selskabsmeddelelse oplyser DLH, som sidste år flyttede til Horsens, at alle driftsmæssige aktiviteter i virksomheden nu er solgt til et konsortium bestående af det norske selskab Treschow Fritzøe AS og det svenske selskab Ljunghold AB. Aftalen er betinget af, at salget godkendes af DLH's aktionærer på en ekstraordinær generalforsamling 5. december.

Køberen vil etablere et nyt dansk selskab, der skal drive DLH videre som hidtil i Horsens:

- Den danske aktivitet vil i det nystiftede selskab blive drevet videre som hidtil med samme ledelse, organisation, lokationer, kunder og leverandører, forklarer bestyrelsesformand Michael Hove i selskabsmeddelelsen.

Han tilføjer, at bestyrelse, ledelse og medarbejdere er stolte af og glade for, at det er lykkedes at bevare DLH som dansk virksomhed.

I 2008 kunne DLH fejre 100 års-jubilæum som verdens største trægrossist med kontor i 25 lande og en årsomsætning på mere end fem milliarder kroner. Men finanskrisen ramte både byggebranchen og DLH, og over en årrække blev aktiviteter i udlandet afviklet eller solgt fra.

I 2016 var DLH igen en ren dansk virksomhed og gældfri. En ny strategi blev lagt for dagen med fokus på at genoprette en dansk drift med lønsom vækst. Opførelsen af nyt domicil i Horsens, hvor aktiviteterne fra to tidligere adresser blev samlet, var blandt de vigtige milepæle i den proces.

- Salget afslutter nu en tre års målrettet og meget succesfuld turnaround, forklarer Michael Hove.

Annonce
Som led i handlen får DLH nyt navn, men driften fortsætter som hidtil i Horsens med samme ledelse, organisation, lokationer, kunder og leverandører, forklares det i en selskabsmeddelelse. Arkivfoto

Pris: 112,5 mio. kr.

Årsregnskabet for 2018 blev det bedste siden storhedstiden i 00'erne, og herpå vurderede bestyrelsen, at DLH var klar til at indgå i en konsolidering, oplyser han.

- Der har været afsøgt mange muligheder, og det er bestyrelsens vurdering, at processen nu har fået en succesfuld konklusion for alle parter, fastslår formanden.

Det er sket ud fra en helhedsvurdering af hensyn både til den fortsatte drift som selvstændig dansk virksomhed, medarbejderne, konkorrencesituationen på det danske marked, det strategiske match til køberne og endelig den tilbudte præmie til aktionærerne, lyder det i meddelelsen.

Den samlede købesum er fastsat til 112,5 millioner kroner.

Som et led i aftalen er Dalhoff Larsen & Hornemann A/S forpligtet til at ændre navn. Generalforsamlingen skal derfor også beslutte en vedtægtændring, hvor selskabets navn ændres til Lyskær Holding A/S.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce