Annonce
Navne

Troels Kløvedal er død: Farvel til det vidunderlige liv

Troels Kløvedal er død, 75 år. Foto: Richard Sylvestersen/Scanpix

Eventyreren og skipperen Troels Kløvedal, Gravlev, er efter lang tids sygdom død, 75 år.

Troels Kløvedal var ikke i tvivl, da han gjorde livet op i sin erindringsbog "Alle mine morgener på Jorden":

"Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om, og hver morgen er en stor, dejlig oplevelse".

Troels Kløvedal blev født i København 2. april 1943 og navngivet Troels Beha Erichsen. Han sejlede igennem 50 år Jorden rundt flere gange på skibet Nordkaperen, som han sammen med en kæreste og to venner købte for 40.000 kroner 1. juli 1967. Om rejserne skrev han storsælgende bøger, og han skabte populære film- og tv-serier.

"Da vi købte skibet, blev der kun lavet tre regler:
1) Vi vil sejle med så mange mennesker, som der til enhver tid kan være ombord, og skibet skal hellere være lidt overfyldt end have for få med.
2) Vi vil sejle så langt væk i verden, vi kan.
3) Hvis vi nogen sinde bliver uenige (hvad vi heldigvis aldrig blev), så skal den af os, der har lyst til at sejle længst væk, have ret", skrev Kløvedal i erindringsbogen.

Han fulgte stjernerne på sine rejser, fortrolig, som han var med gammeldags navigation, og de betød alverden for ham. Af samme grund slog han sig ned på Djursland, hvor man stadig kan finde dybsort himmel og stjerneskær, uantastet af bylys.

"Mørke bliver mere og mere sjældent at finde, ligesom stilhed", konstaterede han, der i sin barndom tilbragte en del tid hos en plejefamilie på landet og der oplevede glæden ved naturen.

"Dette betød nok, at jeg, da jeg blev voksen, altid drømte mig tilbage til landet".

Annonce

Troels Kløvedal

Født 2. april 1943 i København som Troels Beha Erichsen. Faderen var dyrlæge, moderen uddannede sig senere til børnehavelærerinde. Fire søskende. Familien gik i opløsning ved først forældrenes skilsmisse og siden moderens død. Fra syvårs-alderen tilbragte han mange år i plejefamilier, på børnehjem og kostskole.

Uddannet elektriker.

Var gift tre gange. Far til fem børn.

Var i mange år og frem til sin død bosat i Gravlev på Djursland.

Udgav på forlaget Gyldendal adskillige bøger om sit liv og sine rejser, senest erindringsbogen "Alle mine morgener på Jorden".

Døde søndag 23. december 2018.

Et livs privilegium

Hans forældre blev skilt, da han var syv år gammel, og moderen døde, da han var 11 år. Resten af barndommen og de første ungdomsår tilbragte han på børnehjem, hos en plejefamilie og på kostskole.

"Man må erkende, at man som individ dybest set er alene under stjernerne, hvilket ikke er det samme som at være ensom. At insistere på at have sit eget indre rum betyder også, at man anser alle mennesker for at være unikke", lød Troels Kløvedals erfaring.

Han kom i lære som skibsbygger, skiftede til elektriker og gik ind i handelsflåden, inden han sprang videre til en karriere som scenemester, regissør, instruktør- og fotografassistent på dansk film og tv.

"Det har været mit livs privilegium, at jeg altid kun har beskæftiget mig med det, jeg syntes var spændende og interessant", konstaterede han, der boede i det legendariske kollektiv Maos Lyst i København, når han ikke sejlede.

"Vi ved alle sammen, hvad kærlighed til et andet menneske er, men i Maos Lyst oplevede vi alle en kærlighed til hinanden, som var os ganske ukendt. Hvad der var i luften mellem os, har jeg tit spekuleret på, men tidsånden har helt sikkert været medvirkende. Dengang talte man meget om gode vibrationer, men det var noget meget større, der opstod imellem os, noget, som viste sig at være et afsæt for os i hele vores forståelse af ikke bare venskaber, men også af det samfund, der omgav os. Vi inspirerede hinanden på en helt fantastisk måde, og under os lå der ligesom en tro på, at fælles lykke er større lykke".

Kollektiv i Aarhus

Han boede i kollektiv i flere år, afbrudt af sine rejser, og han flød lykkeligt med på 70'er-bølgen af fællesskab:

"I de første år af kollektivbevægelsen var det også sådan, at kollektiverne på tværs af landet hjalp hinanden. Skulle man til Aarhus, Aalborg eller Bornholm eller et hvilket som helst andet sted i Danmark, vidste man, eller undersøgte man, om der var et kollektiv. Så tog man derhen og overnattede og fortalte, hvordan det gik i den anden ende af landet, og hørte, om der måske var planer om nye demonstrationer, eller jeg fortalte om nye togter med Nordkaperen. Der var som regel også en pige, der gerne ville sove sammen med én om natten. Og hvis der var noget, man kunne hjælpe med, så gjorde man det. Jeg var jo håndværker, og der var altid en masse, der skulle bygges eller repareres, så jeg blev tit hængende længere end beregnet, og det var på den måde, jeg lærte de første nystartede kollektiver i Aarhus at kende. På langt sigt betød det, at jeg altid havde besætninger til Nordkaperen. I kollektiverne Graven og Anholtsgade 8 kom jeg meget og fik her venner for livet, hvilket i sidste ende kom til at betyde, at jeg endte på Djursland i min gamle bondegård".

På gården har han tilbragt sit voksenliv, men det periodiske landkrabbeliv til trods kaldte Troels Kløvedal sig igennem hele livet for sømand. Han var foredragsholder, filmskaber, forfatter, eventyrer, ridder af Dannebrog, far til fem, ægtemand, ven og bror. Blandt andet. Men først og fremmest sømand.

Midt i denne skønhed

"Det store eventyr er, når man ikke er den samme person, der kommer hjem, som den, der rejste ud. At man har forandret sig, fordi alt det, man har oplevet, gør, at verden, vennerne, familien, arbejdet, Danmark ikke er helt det samme længere. Man er blevet en anden og ser anderledes på alting".

Men nu er rejserne og livet som sømand slut. Nervesygdommen ALS slukkede langsomt for alt virke i hans krop, og han døde lillejuleaftensdag, søndag 23. december:

"Midt i al denne skønhed og efter 50 år ombord på Nordkaperen har jeg slugt ankeret, som de gamle kaptajner sagde, når de gik i land. Jeg har testamenteret skibet til mine fem børn og ti unge styrmænd og -kvinder, som alle sammen har lånt Nordkaperen i en længere periode og kan gå lige ombord og sejle den".

Han betragtede til sidst livet fra sygelejet, hvor han kommunikerede ved hjælp af en iPad, og han var ikke en mand, der beklagede sig. Ikke offentligt, i hvert fald. Og han konstaterede nøgternt i bogens epilog:

"Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet".

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Islændinge pillede brodden af Århus

Leder For abonnenter

Parkering i Skejby: Gylden mulighed for at få parkering til at fungere

En arbejdsplads med næsten 9.734 medarbejdere samlet på et areal, der svarer til cirka 500 parcelhusgrunde. Det er ikke svært at forestille sig, at det vil give problemer på mange forskellige områder. Men når det drejer sig om selve en af grundpillerne i vores velfærdssamfund; nemlig et sygehus, så tillader vi faktisk ikke, at der er alt for mange problemer. Så forventer vi - alle vi skatteborgere - at tingene bare kører efter en snor, der hverken knækker eller flosser det mindste. Men sådan er det selvfølgelig ikke i virkelighedens verden og slet ikke, når sygehuset er Aarhus Universitetshospital, der siden den tankemæssige fødsel har oplevet at få fjernet millioner og atter millioner af kroner, så det har meget svært ved at leve op til betegnelsen et supersygehus. Aarhus Universitetshospital er ét af de absolut bedste sygehuse i Danmark med nogle af de absolut bedste indenfor deres fag og specialer. Ingen tvivl om det. Men de senere år har Aarhus Universitetshospital fået et ry for også at være mangelfuldt og problemfyldt. Ikke på grund af personalet, men på grund af en økonomi og nogle økonomiske krav fra stat, der gør, at der alt for ofte har været sparerunder, nedskæringer og omorganiseringer. Samtidig har hospitalet kæmpet for at blive færdigbygget med de forsinkelser og fejl, som - desværre - alt for ofte er på store byggerier i Danmark. Nu står sygehuset færdigbygget, men der er stadig mulighed for forbedringer. Især på parkeringsområdet, som vi beskrev i mandagsudgaven af Århus Stiftstidende. Det har sygehusets ledelse, Region Midtjylland og Aarhus Kommune endelig erkendt og har derfor bedt konsulentvirksomheden Cowi om at udtænke noget bedre og langt mere funktionelt end det eksisterende. Som en - heldigvis - sjælden bruger af Aarhus Universitetshospital er det ikke svært at pege på skiltningen, som et forbedringspunkt. Ikke så meget antallet af skilte, mere størrelse og selve indholdet. Som ansat ved man godt, hvor man skal hen. Som indlagt er det mere eller mindre ligegyldigt, da andre oftest afleverer én. Som pårørende og gæst er man straks mere udfordret. Men hospitalet er førdigbygget og parkeringspladserne er lavet, så nu kan Cowi studere det adfærdsmønster, vi bilister har, når vi ankommer til et sygehus. Cowi har alle muligheder for at lave en analyse, der helt ned til de enkelte pladser kan optimere det for både ansatte og pårørende, så begge grupper får optimale parkeringsforhold tæt på supersygehuset. Alt andet vil være ærgerligt.

Annonce