Annonce
Kultur

Troels Kløvedals sortie: En skøn, levende bog - skrevet af en døende

Troels Kløvedal, som vi altid vil huske ham. Vejrbidt, på Nordkaperen. Den karismatiske skipper, eventyrer og fortæller. (Foto: Troels Kløvedals hjemmeside)

Fænomenet Troels Kløvedal er uhelbredelig syg, men hans afskedshilsen til livet og til danskerne er en begavet, sprudlende erindringsbog om kvinder og mænd og hvad deraf følger - sprængfyldt med glæde og begejstring over livet, blottet for bitterhed og sentimentalitet.

Bøger: Vi er mindst to generationer af danskere, for hvem Troels Kløvedal er et ikon. Den lange, karismatiske eventyrer og livskunstner, der gjorde Nordkaperen og dens togter til en del af vores hverdag, har plads i hjerte og sind hos de fleste af os. Fordi Kløvedal ikke alene havde modet til at vælge det totalt frie liv, men også besad evnen til som selvlært fortæller at give os del i oplevelserne.

"Alle mine morgener på jorden" er den poetiske titel på Kløvedals skønne erindringsbog, der netop er udkommet. Det er en prægtig bog, både i indhold og udseende. Og bogen er en læseoplevelse af format. Det er tungt at erkende, at det sandsynligvis er den sidste bog, Kløvedal når at udgive. Han er uhelbredelig syg af nervesygdommen ALS. Døden er den sidste begivenhed i et liv, der har rummet langt mere og budt på langt større oplevelser, end de fleste mennesker når.

"Jeg er syg og mærker her dag, hvordan mit legeme forfalder", skriver Kløvedal i bogens epilog. "Mit hoved er normalt, men min krop forlader mig. Jeg kan ikke synke mad mere og får næring genne en sonde i maven, kan ikke trække vejret uden en respirator, kan ikke tale mere og hoster slim op mange timer her dag."

Sådan. Lige på og hårdt. Kløvedal fortæller, hvordan situationen er. Men ellers er bogen fyldt med liv. Den er varm og glad. Helt uden bitterhed og selvmedlidenhed.

Annonce
Et af bogens billeder - fra de muntre dage på verdenshavene. Troels Kløvedal er i arbejde som gast. Bagved nyder maleren Per Kirkeby den friske tur.

Om kvinder og mænd

Det er en erindringsbog spækket med kærlighed, med historier om kvinder og mænd, om børn - og om rejserne over havene, om fremmede folk og skikke - men også om de spændende år i Danmark i slutningen af 60'erne og 70'erne, hvor normerne blev udfordret, hvor samfundet ændrede sig, hvor kvinderne rev sig ud af lænkerne. Og alt sammen fortalt med Kløvedals talentfulde pen og illustreret af hans glimrende fotos.

Det er en bog, der kun har én fejl: At forfatteren er så syg.

"Alle mine morgener på jorden" er en poetisk titel. Kløvedal har hentet titlen fra en af sine egne yndlings-romaner, skrevet af franskmanden Pascal Quignand. Det blev også navnet på en lille båd, Kløvedal nu og da sejlede rundt i herhjemme, når han havde lånt Nordkaperen ud til vennerne.

Kløvedal har altid elsket morgenstunden, og han skriver i bogen:

"Alle mine morgener skal være poetiske. Det besluttede jeg mig for som helt ung og har holdt det. Jeg elsker tidlige morgener og nyder dem hver eneste dag året rundt. At sætte sig ud i solen eller gå ud i regnvejret eller sidde på ankerspillet med en kop kaffe, hvis man ligger for svaj, eller lave to kopper og gøre rorgængeren selskab, hvis man er i søen...det er virkelig det dejlige liv. At lade dagen komme til sig, mens man spekulerer på eller taler om, hvad man skal bruge den til."

En sygdomsmærket Troels Kløvedal modtager Ridderkorset. Dronningen sendte kontraadmiral Niels Wang for at overrække ordenen.

Hvis alle sender blomster

Inde i dette poetiske syn på morgener gemmer sig også Kløvedals holdning til livet. Det skal bruges, men til lyst og nydelse og oplevelser. Det har præget hans beslutnings-processer. Som f.eks. den dag, han blev tilbudt et spændende job i et filmselskab, tænkte sig om, rejste sig fra stolen og sagde pænt nej tak, mens direktøren stirrede vantro på ham. Kløvedal ville leve i frihed. Så det blev Nordkaperen og verdenshavene.

Undervejs får læserne både direkte og indirekte, mellem linjerne, at vide, at friheden og trangen til den hist og her også havde omkostninger. Som når Kløvedal fortæller, at forholdet til hans første barns mor blev opløst, fordi parterne var enige om, at et fast parforhold var i vejen for den totale frihed.

Det skal så i sandhedens interesse oplyses, at det absolut ikke har forhindret Troels Kløvedal i at forsøge sig med andre forhold. Han lægger ikke skjul på, at kvinderne har været det mest fascinerende af det hele. Han har nydt kvinderne - og det ser ud til at have været gensidigt. Hvis alle de kvinder kloden over, der har holdt af Troels Kløvedal, vil sende blomster til begravelsen, vil det forvandle Danmark til en regnskov.

"Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om", fastslår Kløvedal. Og det enestående ved ham - det, der skiller ham ud fra alle de andre, der siger den slags - er, at han har gjort det.

Troels Kløvedals bog er en rejse på flere plan. Det er fortællingen om mandens eget liv, om en barndom, der blev slået i stykker af moderens død. Om ensomhed, om at kæmpe sig tilbage til glæden. Om håndværker-uddannelse, om medfødte intellektuelle evner, om samfundsændringer der tenderede små revolutioner, om ungdom, kærlighed, om børn, om drømme. Om kammeratskab. Og gennem alle disse ingredienser bliver "Alle mine morgener på jorden" også til en stor bog om livet.

Jeg kan huske, da jeg sidst i 70'erne læste Kløvedals debut-bog, "Kærligheden, kildevandet og det blå ocean".

Jeg sad på Berlingske Tidende og tænkte: Her er en autodidakt skribent, der skriver de fleste af os professionelle ud af stuen.

Det er Kløvedal blevet ved med. Også i det, der nok bliver hans sidste bog. Han fortjener en smuk ankerplads.

Troels Kløvedal

"Alle mine morgener på jorden"

448 sider, rigt illustreret

Gyldendal

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce