Annonce
Portræt

Troels skal leve med kræft i sin hjerne: - Er der overhovedet brug for mig?

Troels Borring var formand for Efterskoleforeningen, da han blev ramt af kræft. Nu har han måttet forlade dét, der har været hans livsvej. Foto: Claus Fisker/Scanpix
Den frygtede sygdom er ikke længere nødvendigvis lig med en dødsdom, men det er svært at lære at leve med kræft. Troels Borring har en kræftsvulst i sin hjerne, og den har fået store konsekvenser for hans liv.

Han sidder i lægevagtens venteværelse på Regionshospitalet i Herning. Det er marts måned sidste år, og mens han venter, presser forvirrede tanker sig på. Er han stresset? Han, der ellers altid har kunnet magte alt. Lederjob, hus og have, familie med fire børn. Han har altid været stærk og haft overskud til det hele.

En uge tidligere var Troels Borring som formand for Efterskoleforeningen det centrale midtpunkt på foreningens årsmøde. Han nød det i fulde drag.

- Jeg var rigtig godt kørende og havde masser af energi. Jeg var i hopla.

Men et par dage efter årsmødet er han ude at træne. Troels Borring er gammel fodboldspiller og en fysisk aktiv mand, som holder sin over 60-årige krop i god form. Han møder tre mænd, der hilser på ham. Han undrer sig. Han synes aldrig, han har set dem før. Hvorfor hilser de på ham?

Senere er han og hustruen Anna Mette på besøg hos sønnen Jonas og hans familie i Ikast. Børn og voksne sidder sammen og hygger sig i sofaerne i stuen. De ser "Voice" i fjernsynet, og der står tre personer på scenen. Men Troels kan kun se de to. Den tredje er pist væk.

Den næste dag kører han til vagtlægen i Herning.

- Det er sgu for mærkeligt med de der små hints.

Da han kommer ud fra vagtlægen, er det med besked om at sygemelde sig og opsøge egen læge. Han husker tydeligt beskeden:

- Du har fået stress. Din hjerne er overophedet. Tag den med ro.

Han følger lægens råd, trækker stikket og skriver en mail til Efterskoleforeningen om, at han er blevet ramt af stress og må sygemelde sig.

Annonce

Troels Borring

Opvokset i Rødding. Har aldrig selv været på efterskole, men var som ung elev på Vejle Idrætshøjskole. Han har altid spillet meget fodbold.

Oprindelig landbrugsuddannet, men besluttede sig for at tage en læreruddannelse, da hans hustru, Anna Mette, havde fået job på Brejninggaard Efterskole ved Ringkøbing.

I 1989 var Anna Mette og Troels Borring som lærere med til at starte en ny idrætsefterskole i Glamsbjerg. I 1994 blev han forstander for Sdr. Nærå Fri- og Efterskole i Årslev på Fyn.

I 2004 blev han medlem af Efterskoleforeningens bestyrelse og i 2007 formand frem til i år.

Hjerneblødning

En uge senere sidder han sammen med Anna Mette og ser "X-Factor" hjemme i huset i Årslev på Fyn. Anna Mette bliver nervøs, da hun ser, at Troels pludselig ikke kan styre kniv og gaffel og kommer til at skubbe salaten ud over kanten på tallerkenen.

De kører med det samme ind til skadestuen i Odense. Troels Borrings hjerne bliver CT-scannet, og lægen kommer tilbage og siger, at der er noget galt derinde. Måske en hjerneblødning.

- Det er voldsomt. Jeg tror, jeg har stress, og så taler de om en hjerneblødning.

Men det skulle blive værre endnu. Efter en MR-scanning har lægerne en ny besked til Troels. Og den er slem. Inde i hans hjerne gror en kræftsvulst. På scanningsbilledet er den på størrelse med de kulørte marcipanæg, man kan købe til påske, og den sidder lige over højre øre.

De kan operere, og de kan give stråler og kemo. Men han bliver ikke helbredt.

- De siger, at der er gode chancer for at få sat kræften i bero, men de kan ikke fjerne den helt. Jeg kommer til at leve med kræft som en kronisk sygdom. Jeg tror faktisk, det er den værste besked. Jeg får et chok, da jeg får at vide, at det aldrig kan forsvinde helt.

Lær at leve i nuet

Flere og flere danskere får samme besked som Troels Borring. Vi bliver ældre, og derfor får flere kræft, men samtidig er behandlingsmulighederne og dermed overlevelsen blevet bedre.

Ifølge Bo Rix Andreassen, chef for "Dokumentation & Udvikling" i Kræftens Bekæmpelse, lever cirka 300.000 danskere i dag med eller efter kræft. Det tal anslås at stige til cirka 400.000 i 2025. Tallene rummer både helbredte og kræftpatienter, som ikke er helbredt, men må leve med kræft.

- Jeg bliver voldsomt angst for døden, men faktisk også for livet. Jeg føler, at jeg står og kigger ned i afgrunden og skal tage afsked med alt det, jeg holder af. Angsten er det værste. Angsten er rigtig svær at styre, og den er der hele tiden.

For Troels Borring bliver kroppen et vigtigt middel til at lære at leve med kræften og angsten. Han har altid været i god form, men nu bliver han mere målrettet. Det bliver næsten en besættelse for ham.

- Jeg tænker, at jeg skal få min krop op at køre, så den kan holde til det, den bliver udsat for. Det lykkes, og den klarer både flere operationer, kemo og stråler. Det betyder meget for mig, at jeg selv føler, jeg kan gøre noget.

En helt tom kalender

Men Troels Borrings kræftsygdom kommer til at vende mere op og ned på hans liv, end han i første omgang havde forestillet sig. Han troede, at han kunne vende tilbage som formand for Efterskoleforeningen efter sin sygdomsperiode. Men i efteråret 2018 må han sande, at det ikke kommer til at ske. En scanning i september viser, at der må en ny operation til og mere kemo. Han er nødt til at opgive sin livsgerning.

Den oprindelige stress-sygemelding fra marts bliver i oktober til en beslutning om afsked. For nylig sagde han endeligt farvel som formand på Efterskoleforeningens årsmøde. Den nu 62-årige Troels Borring skal til at skabe sig et nyt liv, en ny identitet. Men det er svært. For efterskoleverdenen har altid været mere end et arbejde. Siden han var ung efterskolelærer, har det været en livsstil, en del af ham, hvor han ikke kan sige, hvornår han er på arbejde, og hvornår han har fri. Han har elsket det liv, og nu er det slut.

- Det er hård kost. Det er noget underligt noget at sidde og kigge på en helt tom kalender. Det er svært. Vil der overhovedet være brug for mig? Jeg oplever, at alt bliver taget fra mig.

Troels Borrings hustru og voksne børn siger til ham, at der er andet i livet end at være formand for Efterskoleforeningen. Det vigtigste er, at de stadig har hinanden.

- Jeg tænker, at det kan de sagtens sige. Jeg har jo elsket det liv. Alt det, jeg skal give afkald på, gør mig ked af det. Men samtidig ved jeg godt, at de har ret. Jeg har jo været glad for meget andet end Efterskoleforeningen, og min sygdom skal ikke have lov at tage alt fra mig.

Trækker en trailer fuld af sten

Sammen med familien er Troels Borring nu ved at stable sit nye liv på benene. Over hans højre øre kan man se et rødt, buet operationsar, og inde bagved arret i hjernen rumsterer planer om en fremtid som foredragsholder. Han vil dele sine erfaringer om arbejdet med børn og unge mennesker.

- Det er så mærkeligt at tænke på. Som efterskoleforstander har jeg til morgensang stået foran de cirka 3.000 efterskoleelever, som jeg har haft gennem årene, og talt til dem om udfordringer i livet, og hvordan de skal kunne mestre modgang. Nu står jeg selv midt i bøvlet, og jeg må sgu sige, at det er noget nemmere at tale om, end det er selv at skulle føre ud i livet.

Han har det, som om han trækker en trailer fuld af sten efter sig. Alle de sten, som menneskelivet har i sig.

Lige i øjeblikket har han alt for mange sten i traileren. Men hver dag føler han, at han smider flere og flere af dem, og traileren bliver lettere.

- Om morgenen kan jeg nogle gange tænke, at når jeg står op af sengen, så er jeg den gamle Troels Borring. Ham, der ikke har kræft. Jeg ved godt, at det ikke er sådan, men det er stadig mit håb. Også selv om jeg godt ved, det nok aldrig kommer til at ske.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce