Annonce
Debat

Tror vi stadig på folks dømmekraft - eller lader vi os styre af teknokraternes systemer?

Britta Schall Holberg

Vi har i Danmark i en lang række år ment, vi havde svaret på, hvad velfærd er. Måske er det på tide, vi eftertænker, om det virkelig er velfærd, vi skaber. Vi har en lang tradition for en frihedskultur, som bygger på den kristne tankegang: Hvert enkelt menneske har fået givet livet som en gave og en forpligtelse. Det enkelte menneske er noget, betyder noget og er sat ind i fællesskabet med andre. Nogle tror, at frihed betyder, at jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til, men jeg begrænses af, at jeg ikke kun er mig selv. Friheden, styrken, men også trygheden ligger netop i, at jeg ikke er overladt til mig selv.

Vi genfinder dette tankesæt i bondefrigørelsens oprør mod at være almue og i arbejderbevægelsens samme bestræbelse, men også i andelsbevægelsen, hvis grundholdning er en mand en stemme, uanset rang og stand. I vores kirkeordning taler vi om det myndige lægfolk, et tankesæt, der går igen i vores retssystem og i den almindelige valgret: Altid understregningen af det enkelte menneskes værdighed, men også betydningen af at han tænker og vælger selv og tager ansvar for sine valg - med værdigheden følger den enkeltes forpligtelse i fællesskabet. Til denne værdighed hører som naturlig følge, " at der er brug for mig", at det har mening, at jeg yder selv, og at jeg gør mig umage. Tankegangen indebærer samfundets tro på, at vi alle har kræfter, få eller mange, men kræfter har vi alle. Fællesskabet har brug for hver enkelts kræfter.

Vi fik om ikke andet så ved Murens fald syn for sagn om, hvad det betyder, når samfundet opgiver at bygge på og respektere det enkelte menneskes værdighed og selvfølelse. Samfundet går i opløsning. Det forsimples: Vi slår bagud, finder smutveje, snyder hinanden, hytter os, passer vores, vender ryggen til. Giver op eller bliver aggressive: Ansvar og forpligtelse er så noget, de andre må påtage sig. Jeg er kun solidarisk med mig selv, som HK`s slogan lød for nogle år siden. Det har hverken noget med frihed eller fællesskab at gøre. Hensynet overfor andre er væk. Det gælder om at rage til sig selv. At nyde i stedet for at yde.

I vores traditionelle velfærdsmodel har vi defineret frihed, som frihed FRA. Friheden blev at slippe for forpligtelsen. Frihed blev at kunne realisere sit eget jeg uden snærende bånd. Vi begyndte at lægge vægten på, at vi er kunder, forbrugere snarere end på, at vi er borgere. Og hvem er købmanden med varerne? Politikerne. Vi kaldte denne form for velfærd for tryghed. Men tryghed er ikke, at andre agerer for en, men at man selv er i stand til at agere. Og menneskelig velfærd er ikke kun et spørgsmål om ydelser.

Vi burde definere frihed, som friheden TIL: til at skabe og bruge alle de mangfoldige muligheder, friheden giver. Det er en tilsnigelse, at tryghed er stilstand. Tryghed er, at vi føler, at vi kan og tør agere selv. At vi tør tage vare på hver vores liv, og at vi erkender, at de valg, vi foretager, har en konsekvens. Hvis vi skærmer os mod tilværelsens vilkår, bliver vi alt for bange og usikre og dermed alt for sårbare.

Til grund for velfærdstankesættet, som vi har udformet det, har netop ligget, at vi har opereret med begreberne de stærke og de svage. Vi har betragtet krav og forventning som noget direkte asocialt. Det var simpelthen synd at stille forventninger og krav til hver enkelt. Kravene kunne adresseres til samfundet: om lykken, om at levere ydelserne, og det selv om vi vist alle sammen ved, at det netop er af forventningerne og kravet til os - vore egne eller andres - vi vokser, glæder os, oplever livets fylde, fordi vi oplever, at andre har brug for vores indsats. Denne oplevelse af, at der kaldes på netop mine kræfter, store eller små, at de har brug for mig, har den syge, den svage, barnet, den ældre, den unge, den arbejdsløse, den fremmede mere brug for end nogen. Jeg er ikke ligegyldig. Jeg er vigtig. De regner med mig. Forventningen er der dybt kristen etik i. Friheden er i virkeligheden at gøre det, jeg skal. Ikke nødvendigvis det, jeg har allermest lyst til, men det, jeg føler mig forpligtet til. Hvis ikke det er sådan, forsimpler vi det menneskelige liv.

Vi har gjort noget andet. Vi har nurset og omsorget mennesker - i den bedste mening. Vi har fået rubriceret flere og flere som svage, og årsagen skal søges i, at politikernes genvalg betinges af den idé, at der er nogle, de kan gøre noget for. Men politikernes opgave er at skabe rammerne og mulighederne for den enkeltes udfoldelse. Det er ikke en politisk opgave at foranstalte lykken. Ikke desto mindre efterlod forventningen herom mange med den opfattelse, at:" Jeg betyder ikke noget". Hvad det betyder for et samfund, siger sig selv. Denne folkelige usikkerhed kommer til at betyde, at hver enkelt ikke får en tro på, at vi kan påvirke noget, ændre noget - men heller ikke får oplevelsen af, at vi behøver stå til personligt ansvar for det, vi gør. Vi overlader det hele til politikerne.

Den personlige selvusikkerhed kan også let komme til at betyde, at enhver forandring opfattes som en trussel. Samt at vi ikke får stillet de nødvendige spørgsmål ved det, der sker, ikke sætter andre mål for vores tilværelse end de, vi får vist i TV og i bladene eller får anvist af socialforvaltningen eller det politiske system som det rigtige liv. Selvsikkerheden kan komme til at betyde, at det folkelige fundament under vores folkestyre bliver alt for svagt og ude af stand til at slå igennem med de folkelige signaler uden hvilke, der ikke er tale om et demokrati, men om et centraliseret specialiststyre. De fås styre. Jeg tror, vi er begyndt at spørge - desværre også i vores land: dur folkestyret overhovedet i en moderne verden? Hvis svaret er nej, er vi ved at vende tilbage til diktaturet.

I et samfund, som i lutter velvilje og omsorg har misforstået begrebet tryghed og gjort mennesker selvusikre, kan det ikke undre, at man for at holde sammen på det hele, griber til at lovgive mere og mere minutiøst. Dermed bliver politik mere og mere moralsk og mere og mere indgribende i det enkelte menneskes tilværelse. Vi stoler ikke på, at de/vi kan/vil stå til ansvar selv. Det bliver politik det hele... noget andre tager sig af. Det liv bliver jo imidlertid uudholdeligt for mennesker. Det vil føles mere og mere som en indblanding og et diktat og som en større og større umyndiggørelse, at jeg hele tiden skal flyttes rundt af andres meninger og kontrol i stedet, for at jeg lytter til min egne signaler og handler efter det, jeg synes er rigtigt og forkert. Eller sagt på en anden måde: Lytter til min samvittighed, også i den måde jeg udfører mit daglige arbejde på. Ellers bliver en ond spiral sat i gang: Hvor bliver glæden, højden i tilværelsen, initiativlysten, spændingen, men også risikoen i tilværelsen af? Men såmænd også menneskers personlige ståsted og identitet af i et sådant samfund?

Det afføder en folkelige apati, som kalder på endnu mere regeri og kontrol, som, hvis det fortsætter, fuldstændig stækker menneskers kræfter og lyst til at trække med. Mistroen, misundelsen, men også ligegyldigheden stiger, fordi apellen til selvansvarlighed helt forsvinder. Min næste, det andet menneske, den fremmede, bliver min fjende. Ikke en, jeg er forpligtet overfor, men en, der vil tage noget fra mig. Det er der ikke megen glæde og livskraft i. Men angst, mistro og sygdom. Vi er efterhånden nået det punkt, hvor frihedsidealet er overtaget af mistillid i stedet for tillid: Jeg tror, du kan, er blevet til: jeg tror ikke, du kan.

Det blev dyrt. Så dyrt, at vi nu som det vigtigste samfundsmål sætter effektiviteten og bundlinjen, selv om et samfund ikke kan drives som en købmandsforretning. Samfundets opgave må også skal være at tage sig af de, der ikke magter at klare sig selv, så også de kan opleve, at de er med til at tilføre et samfund værdi. Men det er også samfundets opgave at sikre, at rammerne for menneskelig udfoldelse og kreativitet bliver så vide, at så mange, som muligt føler sig inspireret og tilskyndet til hver især at yde til det fælles.

Meningen med hele demokratiseringsprocessen, foreningslivet, højskolebevægelsen og hele vores uddannelsessystem var, at vi skulle sætte mennesker i stand til at være frie og ansvarlige mennesker, der ikke var sig selv nok, men som brugte bevidstheden om eget værd til at yde deres til fællesskabets bedste. For mig er der tale om nu to alvorlige samtaler, vi nu må tage: Vil vi folkestyret? Tror vi på det almindelige menneskes almindelige dømmekraft, eller vil vi lade os styre af et stadig stærkere teknokratisk præget system uden idè og af enkeltsager? Og: Er det rimeligt, hvis det system, vi har troet på, skal gå i knæ, fordi vi har overbebyrdet det med opgaver, som i virkeligheden fører durk bort fra det menneskesyn, vi engang lagde vægt på, var målet: den værdige, ansvarlige borger?

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Opløsning i den ene lejr i fodboldkrigen: Flere klubber trækker sig fra Super League, melder medier

Aarhus For abonnenter

På rundtur til de fredede bygninger i Aarhus: - Alt er gennemtænkt

Annonce