Annonce
Kultur

Ud under den lysegrønne: Da herremændene rejste, tog vi andre på skovtur

Turbåden Turisten lægger an ved Ørnereden i 1939. Familierne flokkes til en søndagsskovtur. Foto: Århus Stiftstidendes arkiv
Marselisborgskovene har haft deres plads langs den østjyske kyst så længe, som nogen kan ane. Men deres lange historie er præget af forandringer. Tag med i skoven fra istiden til nu.

AARHUS: Mor havde den pæne kjole på, far havde sat stråhatten let på sned, og begge havde de tilføjet et bredt smil med en antydning af ærefrygt og benovelse. Man var på tur. På søndagstur. Med ungerne ved hånden, nyskurede og viltre. Skoven lå lige derude for enden af turbådens stævn, og snart kunne man gå i land ved Ørnereden, hvor madkurven skulle åbnes og liflighederne åbenbares.

Det var nyt, det var smart, og det var i 1896. Aarhus Kommune havde 30. april overtaget Marselisborgskovene fra de private ejere, pris: 1.183.750 kroner og 70 øre for knap 120 tønder land. Og meningen med købet var ganske klar hos politikerne i Aarhus Byråd: Når først byen havde fået sin luns af området til at udbygge Frederiksbjerg på, kunne resten af skoven bruges til såvel tømmerhugst som fornøjelse for århusianerne.

- I slutningen af 1800-tallet voksede Aarhus kolossalt, og i Aarhus Byråd fik man bl.a. øje på Marselisborg. Kommunen købte herresædet for at bygge, og skoven beholdt man som rekreativt område for byens borgere – det var ret fremsynet faktisk. Endelig gav man et stykke jord til kongefamilien, hvor det nuværende Marselisborg Slot er bygget, fortæller Mikael Frausing, historiker på Dansk Center for Byhistorie.

Annonce

Vi er kun en parentes

Århusianerne tog frydefuldt imod skovgaven. Og det gør vi stadig hver eneste dag. Det anslås, at tre millioner gæster runder Marselisborgskovene årligt. En stor del af dem er gengangere, naturligvis, for vi er mange, der har gjort skovene til en del af vores tilbagevendende fritidsfornøjelse.

Kaster man et vue ud over trætoppene og anskuer dem i det historiske lys, er århusianernes glæde ved skoven dog en parentes i den lange fortælling. Eller som biolog Lars Brøndum fra Tænketanken Vild siger:

- Skoven og dens brug har altid været og er stadig under udvikling.

Ørnereden, som stedet så ud i 1890. Seks år senere overtog Aarhus Kommune skovene. Foto: Den Gamle By

Og han fortsætter:

- I dag er vi nødt til at diskutere, hvor vi vil lægge de forskellige formål med skoven. Der er interesser, som skal forenes. Vi må indse, at vores produktion af tømmer og vores rekreative benyttelse af skoven risikerer at gå ud over naturens behov. Vores skove er i dag multifunktionelle over det hele, og det er der ingen, der vinder på – og slet ikke naturen. De arter af flora og fauna, som er forsvundet gennem vores brug af skoven, er primadonnaer - hvis de ikke får det, som de vil have det, har de kun én mulighed, og det er at uddø. Hvis vi skal vinde dem tilbage, er vi mennesker nødt til at indordne os under naturens krav – i hvert fald på nogle af arealerne, mens vi så til gengæld kan give los med produktion og friluftsliv på andre arealer, forklarer Lars Brøndum.

Annonce

Klove og hove i skoven

I dag diskuterer vi århusianere heftigt, om Marselisborgskovene skal lades vilde. Om vi skal gøre dem urørte. Om vi skal hegne dele af skovene ind og lade køer og heste befolke indhegningerne, så de kan græsse sig igennem spirende trævækst og skabe lys og plads til de sarte primadonnaer.

Der er for og imod, men en ting er sikkert: Det vil ikke være første gang, at skovene lægger jord til klove og hove.


Skoven vil altid forandre sig. Der er ikke noget, der er statisk.

Lars Brøndum, biolog


- Frem til 1800-tallet sendte bønderne de store dyr ind i skovene om vinteren for, at de kunne få deres vinterfoder der. I 1805 blev det med en ny skovforordning forbudt, for man besluttede, at man ville give træerne optimale betingelser for vækst. Man havde brug for tømmer til flåden og til byggeri. Men set i det lange perspektiv er det en relativt kort periode, hvor vi har forment de store dyr adgang til skoven. Ligesom det er et relativt nyt fænomen, at vi mennesker kan bruge skoven rekreativt, som vi gør i dag, siger Lars Brøndum.

Annonce

Bøgen kom vandrende

Før 1896 var det ikke almindeligt, at hr. og fru Aarhus pakkede madkurven og børnene og tog på skovtur på den ugentlige fridag. Ganske vist drev de lokale skovfogeder smugkroer og tjente glimrende på udskænkning, men ellers færdedes menigmand ikke i skoven, for den var ikke hvermandseje, men tilhørte herremændene på egnens store godser, Moesgård, Marselisborg, Vilhelmsborg og Constantinsborg.

Også i 1947 tiltrak skoven gæster, selvom vintervejret var barsk. Foto: Århus Stiftstidendes arkiv

Skovene var opstået af sig selv i forne tider. I takt med, at isen krøb nordpå og trak sig ud af Danmark omkring 10.000 f.Kr., vandrede træerne op sydfra. I begyndelsen var det arter som birk og asp. Senere kom bl.a. elm og eg. Og omkring 1500 f.Kr. spadserede den helt store lysegrønne højdestræber ind i landet i sit adstadige tempo: Bøgen.

Den slog sig også ned her hos os i Aarhus, hvor dens arvtagere og deres arvtagere bredte sig vildt og flot i det østjyske.

Annonce

Skov blev til penge

Efterhånden fik bøgen kam til sit løv af os mennesker. Byer skød op. Herregårde blev bygget. Og jorden inddraget til ejendom. Mange stammer blev lagt ned til fordel for kornavl, men langs kysten syd for Aarhus fik skovene lov at leve.

- Fra gammel tid var skoven en fødevareressource, men senere blev den et statussymbol for adelen. Sammen med den vældige hovedbygning og parken var skoven det, der adskilte herremænd fra bønder, fortæller historiker Mikael Frausing og fortsætter:

Hvem er skoven til for?

Aarhus Byråd har i et forlig besluttet, at 600 hektar ud af Marselisborgskovenes 750 hektar skal udlægges til vildskov. Det betyder i praksis, at kommunen indstiller tømmerhugst og almindelig forstmæssig pleje af skoven. Man planlægger desuden at indhegne 100-200 hektar, hvor heste eller kvæg skal skabe lysåbne arealer til glæde for biodiversiteten.

Debatten raser mellem tilhængere og modstandere af vildskoven. Århus Stiftstidende søger i denne og i kommende aviser at grave os ned under de opildnede indlæg, finde substansen og skabe klarhed over fordelene og ulemperne ved vildskoven. Det gode spørgsmål er: Hvem er skoven til for?

- Skov hører herregårde til. En velstillet herregård havde både marker og store skove i modsætning til bønderne, der kun havde marker. Man havde skov for tømmerets skyld, men også for at kunne gå på jagt. Jagten var et gammelt statussymbol for adelen.

I skoven har der altid været konflikter - mellem dem, der vil skærme naturen, og dem, der vil benytte den. Engang var det jægerne og skovfogederne, der førte an i kontroverserne. Foto: Børge Venge, Århus Stiftstidendes arkiv

Herremændene jagede først og fremmest råvildt, men indimellem også ræv. Det var en herlig fornøjelse, men først og fremmest var det en fornøjelse, når den klingende mønt fra tømmerproduktionen gled ned i portemonnæen. Indtægt var godt, og det led skoven under.

- Frem til midt i 1800-tallet drev herregårdene et meget omfattende skovbrug, hvor man fældede det, man havde behov for, uden at passe på skoven. Senere begyndte man at arbejde intenst med at genplante og introducere nye arter og dermed skabe en moderne forstdrift i bred forstand. Man plantede bl.a. fyrretræer, fordi de vokser hurtigt, fortæller Mikael Frausing.

Annonce

Jæger og skovfoged i konflikt

Skoven var der for at blive brugt, mente ejerne, og akkurat som i dag gav det brydninger mellem dem, der ville skærme naturen, og dem, der ville benytte skoven til egen fordel.

- Rekreativ brug og tømmerhugst har altid givet konflikter. Jægerne og skovfogederne havde ikke samme interesse i skoven i herremændenes tid, og det samme gør sig gældende i dag, konstaterer Mikael Frausing.

Før Marselisborgskovene blev kommunens eje, færdedes menigmand ikke meget i skovene, men skovfogedernes smugkroer tiltrak dog gæster. Her Ørnereden i 1890. Foto: Den Gamle By

Enige bliver parterne sjældent. Men diskussionen forandrer karakter hen over årtierne.

- Skoven har altid været en dynamisk størrelse, og formålet med den har ændret sig fra århundrede til århundrede. Engang var skoven et græsningssted for bønders dyr, senere blev den til et produktionssted af tømmer til flåde og byggeri. Siden slutningen af 1800-tallet har vi i høj grad brugt skoven som et rekreativt område, og nu er vi så der, hvor vi taler om biodiversitet og om at gøre skoven urørt igen. Skoven vil altid forandre sig. Der er ikke noget, der er statisk, forklarer biolog Lars Brøndum.

Annonce

Vågnet af vinterdvalen

Men ét er sikkert: Vi vil stadig derud. Ud i skoven. Ud under bøgen. Vi vil mærke den lysegrønne omfavnelse, det milde lys, den sagte sitren. Vi vil høre bølgerne slå mod kysten nedenfor skrænten. Vi vil trække vejret lidt lettere under kronerne.

På en forårsdag forsamledes århusianerne i Marselisborgskovene - her til en såkaldt ulveturnering i 1944. Foto: Århus Stiftstidendes arkiv

Sådan var det også, da mor tog den fine kjole på, far satte stråhatten på sned, og familien tog på tur. I Aarhuus Stiftstidende kunne man 2. maj 1921 læse en begejstret reportage:

"Der var formelig trængsel i Marselisborg og Riis Skove i går. For første gang i år oplevede århusianerne en søndag med strålende solskin og mildt vejr. Allerede om formiddagen begyndte skovvandringen, og om eftermiddagen var hele Aarhus i skoven. Bøgen står nu næsten overalt fuldt udsprungen, klædt i sin skønneste, lysegrønne dragt, kodriver, violer, skovjordbær og al skovbundens anden flora har afløst anemonerne, og den enlige forårsfugl i skoven er blevet et tusindstemmigt kor, som priser skovens skønhed og skygge og farver. Udover vejene igennem skovene gik i går ud over fodgængerne cyklisternes store og brogede tog. Sporvognene til skoven var overfyldte, og selvejervognene havde travet. Aarhus er vågnet af vinterdvalen og har med beredvillig begejstring taget mod sin sundeste og bedste søndagsbeskæftigelse: Turen i skoven".

Kilder: Århus Stiftstidende, Den Gamle By, Aarhus Stadsarkiv og Trap Danmark

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AGF For abonnenter

Kampen kort: Når tilskuerne er på plads i Aarhus, ligner AGF et helt andet hold

Annonce