Annonce
Aarhus

Uddrag af bog: Det grumme mord på Marie fra Hjortshøj

Marie Sørensen blev fundet myrdet tæt på sit hjem ved Hjortshøj og bragt hjem til gården af familien. Her blev hun fotograferet af Århus Stiftstidendes fotograf få dage senere. Foto: Rigsarkivet, Viborg
I "Dødens årsag" skildrer forfatterparret Tommy Heisz og Markil Gregersen begivenhederne, da 21-årige Marie Sørensen i maj 1902 blev fundet myrdet tæt på sit hjem ved Hjortshøj. Her bringes et uddrag af bogen, hvor en journalist og fotograf fra Århus Stiftstidende bevæger sig i sporet af opklaringsarbejdet.
Annonce

BOGUDDRAG: Journalisten og fotografen sad spændte i toget, da det klokken halv to om eftermiddagen en majdag i 1902 forlod Østbanegården i Aarhus og dampede af sted i nordlig retning. De havde fået et tip om, at der var sket et mord i Hjortshøj, en lille stationsby umiddelbart nordøst for Jyllands største by. Journalisten brugte togrejsen på at tale med andre passagerer. I Lystrup steg et par mænd på, som havde hørt om sagen. De kunne fortælle, at en ung pige var blevet myrdet på vejen mellem Hesselballe og Hjortshøj. Pigen var forlovet med en handelsagent i Aarhus, og hendes far var vist enkemand. Mere vidste de ikke.

Snart fik journalisten fra Århus Stiftstidende historien bekræftet af andre kilder. Pigen var 21 år, og hun hed Marie Sørensen. Få dage tidligere var hun blevet knivdræbt og fundet i en vejside ikke langt fra sit hjem. Da faren og søsteren havde fundet hende, var liget stærkt medtaget. Halsen var skåret over helt ind til nakkehvirvlerne, og hun var blevet placeret siddende op ad et træ.

Forløbet, der fulgte, skulle i den grad vise, at tiden var løbet fra de danske procedurer i forbindelse med drabssager. En hel serie af fejl og misforståelser var formentlig medvirkende til, at man aldrig fandt Maries morder. Med hjælp fra journalisten og fotografen fra den lokale avis får vi et godt indblik i, hvad der udspillede sig i Hjortshøj, og hvordan det blev håndteret af myndighederne.

Annonce

Tavs herredsfuldmægtig

"Vi steg ud ved den lille landstation og begav os ad de dyndede veje op til landsbyen, som ligger nogle minutters gang fra stationen", skrev journalisten. Lige da de var kommet til byen, stødte de tilfældigt på distriktslæge Feilberg, herredsfuldmægtig Bay og en politimand. De tre havde netop været forbi mordstedet, og de kom nu gående med en lille kvist af en hvidtjørn og en knækket ellestub, som bar spor af blod. Da det gik op for herredsfuldmægtigen, at de to kom fra avisen, lod han dem forstå, at han ikke vidste noget som helst. "Det skulle vi jo ikke blive særlig kloge af, og vi begyndte derfor at underkaste herredsfuldmægtigen et mere indgående interview", skrev journalisten i sin reportage.

Bay indså, at han måtte forsøge at svare på spørgsmålene, så godt han kunne. Han bekræftede i store træk, hvad de allerede havde hørt om kvindens død. Marie gik på højskole i Hesselballe, ikke langt fra Hjortshøj, og hun havde været på vej hjem, da drabet var sket. Det var formentlig sket fredag, og hun var først blevet fundet lørdag aften. Politiet havde endnu intet spor af forbryderen.

"Er der mulighed for, at det er et rovmord", spurgte journalisten. "Nej, det er det ikke. På liget fandtes endnu ringe på fingrene, lommeur og nogle småpenge i lommen", svarede herredsfuldmægtigen.

"Har der fundet voldtægtsforsøg sted?".

"Absolut ikke!", bemærkede distriktslæge Feilberg.

"Hvad kan da grunden til udåden være?".

"Aner det ikke! Jeg kan kun gisne på, at den er forøvet af en sindssyg, som muligvis er undveget fra Aarhus Sindssygeanstalt".

Annonce

Inde hos Maries far

Interviewet blev gennemført gående, mens mændene bevægede sig frem ad landevejen. De var efterhånden kommet hen til Maries fars gård. Her stoppede herredsfuldmægtigen op. Han lod journalisten og fotografen forstå, at han ikke kunne tillade dem at gå med ind. Journalisten tænkte sig lidt om. Så fik han en idé. Han sagde til herredsfuldmægtigen, at han og fotografen måske kunne hjælpe. Det ville jo være fornuftigt at få taget nogle billeder af liget. "(…) vi stiller i den henseende meget gerne vores fotograf til disposition", sagde han.

Listen virkede. De fik lov at gå med. Journalisten beskrev omgivelserne: "Gården, hvori vi kom ind, er stor, men bygningerne er af gammelt bindingsværk. Midt på den store gårdsplads ligger en mægtig mødding, hvor en flok høns under lydelig kaglen skrabede omkring, men ellers hvilede en dødstung, trykkende stilhed over hele gården".

De gik ind ad en lav indgangsdør og kom til en stue, hvor liget af den unge pige lå. Journalisten skrev: "Under de lave bjælker i det store, sparsomt møblerede værelse stod en mægtig, hjemmelavet seng i det ene hjørne, og på det kolde, hårde strå hvilede den unge piges lig. Hun var nøgen til bæltestedet, og liget frembød et højst uhyggeligt skue. Det kastanjebrune hår lå ud over den stride rughalm, og ansigtet, som var smertefortrukket og med åben mund, viste tydelige spor af, at den unge pige havde haft meget smukke træk. Hendes jomfruelige skikkelse var sammensunken og mager, brystet aldeles indfalden og farven af blålig tone, men rædselsfuldt uhyggeligt var det frygtelige gabende sår, som fuldstændig havde gennemskåret halsen og viste den sønderflængede strube og spiserør".

Fotografen tog billeder af den mishandlede kvinde. Faren, som havde mistet sin datter på så brutal vis, gik hvileløst rundt i stuen ved siden af. "Med tåreblændet blik betragtede han politiet og de andre fremmede mennesker, som her trængte sig ind i hans gamle hjem og gik omkring, som om de rådede over hele gården", skrev journalisten.

Det virkede, som om herredsfuldmægtigen igen var ved at fortryde sin beslutning om at lade de to komme så tæt på. Han understregede, at de under ingen omstændigheder måtte publicere billederne i avisen. Dagen efter blev der heller ikke bragt noget billede af liget, men det var nu ikke på grund af herredsfuldmægtigens ord, lod journalisten sine læsere forstå. "Ikke et øjeblik skulle vi have respekteret forbuddet, havde det ikke været for den omstændighed, at billedet var alt for uhyggeligt til, at vi ville forstyrre vore læserinders nervesystem med at gengive det". To dage senere bragte avisen alligevel et af fotografens billeder af den døde.

Annonce

Maries sidste gåtur

Journalisten og fotografen forlod stedet og lagde nu vejen forbi mordstedet. Hesselballe og Hjortshøj ligger så tæt på hinanden, at der kun er en 15-20 minutters gåtur mellem dem. Det var omtrent midtvejs på denne strækning i nærheden af et lille krat, at Marie var blevet slået ihjel. En rødbrun pøl af blod afslørede, hvor det var foregået.

Ved at tale med andre i lokalområdet fik journalisten efterhånden stykket brikkerne sammen. Det viste sig, at Marie fredag morgen havde været på Hesselballe Højskole, hvor hun var elev. På vej hjem for at spise frokost gik hun forbi den lokale købmand, hvor fru Nielsen stod bag disken. Her havde hun købt en flaske brændevin. Udenfor væltede regnen ned, og fru Nielsen havde spurgt, om ikke Marie ville blive lidt, til bygen drev over. "Nej, jeg har jo selv tag med mig", havde Marie svaret og peget på sin paraply. Hun havde forladt butikken og begivet sig ad landevejen mod Hjortshøj. "Klokken var akkurat 7 minutter over 12, da Marie gik", kunne fru Nielsen oplyse.

En ukendt mand tilstod mordet på Marie Sørensen i et brev sendt fra Amerika nogle måneder efter drabet. Foto: Politimuseet

Men Marie nåede aldrig hjem til sin fars gård. På højskolen noterede de sig, at hun ikke kom tilbage efter at have været hjemme at spise, men det gjorde dem ikke synderligt bekymrede. Måske havde regnen fået hende til at blive. Faren blev heller ikke nervøs, da hun ikke kom hjem om aftenen. Måske overnattede hun bare hos en veninde, tænkte han.

Først næste dag blev der slået alarm. Efter planen skulle Marie have været i Aarhus for at mødes med sin forlovede. Søndag havde de begge fødselsdag, Marie fyldte 22, og samme dag skulle de til hans forældres sølvbryllup. Da Marie ikke dukkede op, telefonerede kæresten til Hjortshøj, og en eftersøgning blev sat i gang. Klokken 10 om aftenen fandt Maries søster det maltrakterede lig ved landevejen. Hun løb til sin far på gården, og sammen med naboerne fik han fragtet liget hjem på en vogn. Her blev det pakket ind i et lagen og lagt i stuen. Først havde de ikke i mørket kunnet se det store sår i halsen; det gik først op for dem, da liget var kommet hjem, hvor medtaget Marie var.

Læge Hans Lemming fra Skødstrup blev tilkaldt. Han ankom ved 23-tiden om aftenen og skrev en kort erklæring, hvori han konstaterede, at pigens hals var overskåren.

Annonce

Sendrægtige myndigheder

Århus Stiftstidendes dækning af sagen kom hurtigt til at handle om myndighedernes tvivlsomme håndtering. Journalisten listede en række forhold, der var "af en lidt mærkelig beskaffenhed". For eksempel undrede han sig over, at sognefoged Niels Nielsen ikke foretog sig noget som helst, da han blev orienteret om mordet lørdag aften, umiddelbart efter at liget var fundet. Nielsen havde formodet, at det drejede sig om et selvmord, og at sagen derfor ikke hastede. Først dagen derpå gik han til gerningsstedet. Han lod det dog ikke afspærre, og da rygtet hurtigt var løbet i lokalområdet, kom folk til fra nær og fjern for at se stedet med egne øjne. Da landpolitibetjent Christensen i Hornslet endelig ankom til stedet ved middagstid, havde en mængde mennesker været forbi og nedtrampet eventuelle spor efter morderen. Først hen på eftermiddagen fik betjenten kontaktet herredskontoret i Randers.

Da herredsfogeden ikke havde telefon, og det ikke var muligt at sende et telegram på grund af pinsen, måtte et ridende bud sendes af sted, og det var første fremme søndag aften ved 23-tiden. Herredsfogeden selv var ude at rejse, så han kunne desværre ikke møde op. Hans stedfortræder, herredsfuldmægtig Bay, dukkede først op den efterfølgende dag, hvor han altså rendte ind i journalisten og fotografen fra den lokale avis.

Om herredsfuldmægtigens indsats skrev journalisten: "Han undersøger ligeledes mordstedet og hjemfører en hvidtjørnskvist og en lille ellestub med blodpletter som erindring om den største sag, hr. Bay nogensinde har haft med at gøre". Der er ingen tvivl om, at journalisten har haft et horn i siden på manden, der forsøgte at forhindre ham i at komme tæt på den myrdede kvinde, men det virker nu, som om kritikken var berettiget. Flere lokale fortalte om, hvordan de blev afvist, når de forsøgte at fortælle Bay, hvad de havde set. At håndteringen af sagen var præget af en utrolig langsommelighed, stod i hvert fald fuldstændig klart. I avisen konstaterede journalisten: "Morderen kunne jo allerede nu være på Sicilien!".

Annonce

Et rituelt mord

Der var en del mystiske omstændigheder omkring drabet ved Hjortshøj. Maries lig var blevet slæbt et stykke væk fra stedet, hvor selve drabet var blevet begået. Her var det blevet placeret halvt siddende op ad et træ. Frakken var knappet helt op i halsen, så man ikke kunne se det lange og dybe snitsår. Der var strøet violer ud over liget, og ved siden af det stod den indpakkede flaske brændevin, og paraplyen var stukket i jorden. Det hele virkede næsten rituelt. Det kunne se ud, som om gerningsmanden havde kendt Marie og haft følelser for hende. Det var det eneste, der ville kunne forklare blomsterne og det faktum, at sårene var dækket til.

Fem dage efter drabet lagde Hornslet Sygehus rammer til en obduktion, som blev foretaget af stiftslæge Joachim Bünger og distriktslæge Louis Feilberg. I deres erklæring skrev de, at de på højre kind omtrent to centimeter fra mundvinklen kunne konstatere en rødligbrun plet. På overlæben lidt til højre for midtlinjen var et lille, spidst sår. På hagen lidt til venstre for midtlinjen fandtes et to centimeter langt sår med retning ovenfra nedad, strækkende sig igennem hud og bløddele, og i bunden føltes kæbebenet. Fem centimeter neden for højre øreflip fandtes et to centimeter langt sår med retning ovenfra og forfra, bagtil og nedad. Randene var skarpt afskårne. I snittet var den store halsmuskel overskåret, og igennem såret kunne en finger føres ind i den store sårhule. På halsens forflade var et 10 centimeter langt, gabende sår (…) Såret var meget dybt, og i dets bund sås halshvirvlerne blottede. Spiserøret var fuldstændig overskåret, så en finger kunne bringes igennem dets nedre dels øverste åbning. Strubehovedet var ligeledes fuldstændig gennemskåret. Musklerne på halsens højre side helt gennemskårne, og det samme gjaldt alle de overfladiske arterier og vener. På det øvrige legeme var ingen spor af vold. Der fandtes ingen skader på hjernen, og genitalierne blev efterset, såvel de ydre som de indre. Konklusionen lød, at dødsårsagen var "blodtomhed som følge af det stærke blodtab fra den dybe læsion på halsen".

Annonce

Hjælpen kom omsider

Dagene gik, og der kom ikke noget afgørende nyt i sagen. Århus Stiftstidende skrev: "I hele egnens navn skal vi stille det krav, at undersøgelserne overlades til folk, som har øvelse i og særlige evner til at befatte sig med sådanne sager. Man kan ikke forlange, at en herredsfuldmægtig og en landbetjent skal have særlige gaver som opdagere eller kriminalister".

Avisen fik sin vilje. Der blev forsøgt hentet hjælp udefra. Den 24. maj anmodede herredsfogeden om assistance fra politiet i Aarhus og Opdagelsespolitiet i København, men begge steder blev det afslået. Til sidst bøjede myndighederne sig dog, og en betjent fra Københavns Opdagelsespoliti blev sat på sagen.

I bogen "Dødens årsag" oprulles retsmedicinske historier, herunder også sagen om Marie Sørensen fra Hjortshøj. PR-foto

Der blev taget kontakt til alle sindssygehospitaler i et stort område, men der var ingen undvegne. Opdagerne havde nu også en idé om, at der måtte være tale om en, som kendte Marie. Efter nogle ugers efterforskning kom der endelig noget, som lignede et gennembrud i sagen. Maries far blev anholdt. Der gik rygter om, at han var imod Maries forlovelse, og nogle mente, at han havde opført sig mistænkeligt i forbindelse med sagen. Hvorfor havde han for eksempel haft så travlt med at få flyttet liget, da det blev fundet? Han havde også, ifølge flere vidner, opført sig underligt til Maries begravelse. Der gik dog ikke længe, før faren blev løsladt igen. Han havde beviseligt opholdt sig på gården på det tidspunkt, hvor Marie blev myrdet. Det var ikke muligt for herredsfogeden at finde nogen beviser, der pegede på, at faren skulle være skyldig.

Han måtte lede videre efter en gerningsmand. En tidligere forlovet kom også i søgelyset. Omkring tre år før sin død havde Marie hævet forlovelsen med en mand fra egnen. Men også det spor måtte opdagerne droppe igen. Tiden arbejdede til morderens fordel. Der kom et punkt, hvor herredsfogeden og Opdagelsespolitiet fra København måtte pakke sammen og acceptere, at det ikke var lykkedes at finde Maries morder.

Annonce

Nye spor, men ingen morder

I de følgende år dukkede forskellige nye spor op. I august 1902, flere måneder efter drabet, modtog Maries bror et brev fra en mand i USA. Manden skrev, at han var løjtnant og tidligere kæreste med Marie. Manden påstod, at det var ham, der havde myrdet Marie. Der var så mange detaljer i hans gengivelse af Maries sidste gåtur, at politiet tog henvendelsen ganske alvorligt. Man fik foretaget en analyse af konvolutten og brevpapiret, og det blev bekræftet, at ingen af delene var dansk. De amerikanske myndigheder blev kontaktet, men de kunne ikke hjælpe med at identificere manden. Rygter var i omløb om, at Maries morder var flygtet til USA, hvor han tynget af skyldfølelse havde begået selvmord. De danske efterforskere fandt dog aldrig nogen beviser, der kunne underbygge den teori.

I 1948 fandt Rigsarkivet i forbindelse med et dødsbo en kniv, hvorpå der stod, at den havde været benyttet til Hjortshøj-drabet. Kniven havde tilhørt Frederik Blichfeldt, der havde relationer til familiens gård i Hjortshøj. Politimester Hoeck fra Aarhus iværksatte en undersøgelse i sagen, men også det spor måtte efterhånden opgives.

Drabet på Marie Sørensen i 1902 er således stadig uopklaret. Sagen har fået status som en af det 20. århundredes store mordgåder. Den udstillede politiets manglende evne til at opklare alvorlige forbrydelser. Samtidig blev det også tydeligt, at medierne fremover ville blive en vigtig aktør i forbindelse med sensationelle drabssager. Det var ikke tidligere set, at journalister gik så aktivt og aggressivt tæt på opklaringsarbejdet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF For abonnenter

AGF-karakterer: Alt for mange ramte helt ved siden af i Slovenien

AGF

Ny storaktionær i AGF forklarer aktieopkøb: - Klubben har et kæmpe potentiale

Annonce