Annonce
Debat

Udkørt sygeplejerske i coronakamp: Jeg overvejer at sige op

- Jeg stiller gerne op for mit land. Jeg møder ind i alle vagtlag og giver den en ekstra skalle, når Danmark og, ja, hele verden er i sundhedsmæssig krise. Jeg løber stærkere i min faste stilling og tager gerne en ekstra tørn, når det hele gælder. Men det er ikke omkostningsfrit, skriver Josefine Ellgaard. Tegning: Jens Nex

Jeg vil gerne fortælle, hvordan det er at være sygeplejerske lige nu, i 2020, midt i en epidemi.

Jeg hedder Josefine, og jeg er sygeplejerske på Skejby i Aarhus og arbejder til dagligt i klinik. Jeg blev ansat, da corona brød ud i Danmark tilbage i marts. Jeg valgte derfor, efter blot 14 dage i min nye stilling, at melde mig frivilligt som sygeplejerske til beredskabet. Min afdeling skulle stille med fem sygeplejersker i beredskab, og da jeg ikke kendte min afdeling endnu, tænkte jeg, at jeg kunne gøre mere gavn der.

Få dage efter stod jeg på et sengeafsnit, der var lavet om til et coronaafsnit. Her gik der to måneder, indtil jeg en aften skrev til min afdelingssygeplejerske, at det nu var på tide, at jeg kom tilbage i klinikken.

Jeg blev takket for min indsats og kom i oplæring i min nye stilling. Efter godt tre måneder skulle vi igen stille med sygeplejersker til beredskabet. Eftersom vi desværre havde erfaret, at frivillighed fra sygeplejerskernes side blot gjorde, at vi ikke kunne forhandle tillæg for at træde i beredskab og ud af vanligt arbejde, måtte det ske via tvang. Denne gang skulle vi stille med én sygeplejerske til akutafdelingen. Efter udpegning og i samråd med min afdelingssygeplejerske blev det atter mig, der skulle i beredskab.


Jeg er stolt af at være sygeplejerske, og jeg elsker at hjælpe andre. Men jeg er udkørt.


Nu skulle jeg over på akutafdelingen og lære denne afdeling, personale og arbejdsopgaver at kende. Jeg skulle være der i minimum fire uger, før jeg kunne trække mig.

Efter 14 dage faldt smittetallet i Aarhus, og jeg kom tilbage i klinikken. Dette holdt et par uger, og jeg skulle igen over på akutafdelingen i 14 dage. Da vi ramte november måned, kunne jeg endelig trække mig fra beredskabet. Nu var det en andens tur, og jeg havde "aftjent min værnepligt". Troede jeg.

Det er nu midt i december. Min kollega, der aktuelt er i beredskab, er blevet sygemeldt, positiv for corona. Dette har medført et krav om, at vi yderligere skal stille med en sygeplejerske som erstatning for hende og som backup ved sygemelding julen over.

Da der ikke er flere oplæringsdage i år for sygeplejersker, der ikke har været i beredskab, faldt udpegningen til juledagene igen på mig. Denne gang skal jeg over på traumeafsnittet. Et nyt sted, nye kollegaer, ny sygepleje, ny patientgruppe og atter engang nye arbejdsopgaver.

Jeg er træt, og jeg er udkørt. Jeg har på 10 måneder været i beredskab tre gange. Startet og skiftet afdeling tre gange med udsigt til en fjerde. Jeg har været omstillingsparat, engageret og stolt over at kunne gøre en forskel. Men jeg må erkende, at jeg sidder tilbage med en følelse af at være træt og udkørt.

Jeg stiller gerne op for mit land. Jeg møder ind i alle vagtlag og giver den en ekstra skalle, når Danmark og, ja, hele verden er i sundhedsmæssig krise. Jeg løber stærkere i min faste stilling og tager gerne en ekstra tørn, når det hele gælder.

Men det er ikke omkostningsfrit. Jeg går omkuld, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg græder, fordi jeg er udkørt. Jeg glemmer, hvor jeg har sat min cykel om morgenen. Jeg skal for fjerde gang være den nye, der ikke kender arbejdsgangene og opgaverne og lære et nyt speciale at kende.

Når sygeplejersker udlånes til beredskab, kommer der ikke en vikar ind som erstatning for denne person, i hvert fald ikke på min afdeling. Det betyder, at vi skal løbe hurtigere. Der er færre sygeplejersker til samme mængde opgaver.

Vi er mange afdelinger, der stiller med personale til coronaafsnittene. På den måde giver det et stort pres ud i hele sygehuset, og alle skal løbe stærkere. De sygeplejersker, der fast arbejder på coronaafsnittene, er udkørte og har brug for ekstra hænder. De sygeplejersker, der er tilbage, når andre træder i beredskab, skal løbe endnu stærkere.

Nogle af de sygeplejersker, der tvinges i beredskab, har valgt en bestemt stilling for at få privatlivet til at hænge sammen i en børnefamilie, måske endda som enlig forælder. Nogle af de sygeplejersker, der tvinges i beredskab eller fast arbejder på afsnittene, er utrygge ved at arbejde med coronasmittede patienter. Og alle sygeplejersker lever i en hverdag med risiko for at blive tvunget i beredskab.

Vi er i en epidemi, og vi kan og skal gøre vores arbejde. Vi gør det hver dag, hele døgnet og har gjort det og løbet stærkere i over 10 måneder nu. Jeg er ikke på nogen måde ude på at få mere ros, men jeg vil gerne nuancere det billede, der er af, at sygeplejersker og andre sundhedspersoner "bare gør det, vi skal". For mig er det vigtigt, at andre ved, hvilken hverdag vi lever i, og hvilke personlige og arbejdsmæssige konsekvenser det har.

Jeg ved ikke, om jeg er alene om det, men jeg overvejer at sige min stilling op. Ikke, fordi jeg ikke kan lide at være sygeplejerske. Ikke, fordi jeg ikke kan lide mit arbejde. Men fordi jeg er udkørt. Fysisk, psykisk og mentalt.

Det handler også om min fremtid. Hvad med mit arbejdsliv, når corona ebber ud? Er jeg kørt ned med stress? Så langt ned, at jeg ikke kan være på arbejdsmarkedet i en længere periode? Har jeg sagt op og står uden job?

Jeg er stolt af at være sygeplejerske, og jeg elsker at hjælpe andre. Men jeg er træt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Et år med corona: Restaurantejer, sognepræst, selvstændig og butiksindehaver gør status på året der gik

AGF

David Nielsen efter sejr som kulmination på utrolig uge: - Nogle troede, at hængelåsen var røget af for os

Danmark

Formand for landets intensivlæger: - Børn med corona kan blive efterårets store udfordring

Annonce