Annonce
Debat

Udligning eller nationalt selvmål?

Illustration: Jens Nex

Udligningsordningen mellem landets kommuner har skabt debat i årevis, og den politiske uenighed er stor.

Kommunal udligning er en økonomisk ordning, der skal sikre alle kommuner økonomisk bærekraft til udførelse af deres opgaver. Det er en omfordeling af penge mellem kommunerne for at sikre den enkelte borger adgang til service og velfærd af samme kvalitet - uanset hvilken kommune man bor i.

Der er et stort behov for at få en udligningsordning, der opleves fair og retfærdig. Det gør den nuværende ordning ikke.

Der er kun én provinskommune at finde blandt landets 25 rigeste kommuner. Omvendt ligger alle landets fattigste kommuner i provinsen. Det er et klart tegn på, at noget er helt skævt og dybt uretfærdigt. Hvis ikke der hurtigt findes en løsning, får vi et Danmark, der knækker over. Denne udvikling er allerede godt i gang, og den uheldige udvikling tager fart.

Ingen har interesse i et skævt Danmark. Et samfund, der knækker over. Et Danmark på kanten. Der er behov for et mere samlet Danmark, med muligheder for vækst og udvikling i alle kommuner.

Særbehandlingen af hovedstadskommunerne må høre op. Det er vanskeligt - fagligt og sagligt - at blive ved med at forsvare en næsten 80 år gammel særordning for hovedstadsområdet.

En retfærdig udligning handler om de enkelte kommuners økonomiske vilkår. Den handler om den service og velfærd, den enkelte kommune har mulighed for at yde sine borgere. Udligningsordningen skriger på at blive moderniseret og fremtidssikret.

Der er store forskelle på de enkelte kommuners finansieringsmuligheder og udgiftsbehov. Nogle kommuner har et markant bedre skattegrundlag end andre. Nogle kommuner har en betydeligt mere krævende befolkningssammensætning med eksempelvis flere borgere på overførselsindkomster. Der er stor forskel på Norddjurs og Gentofte, men forventningerne, til hvilke opgaver der løses og på hvilket serviceniveau, er ens.

Det er et faktum, at mange borgere i provinsen får et lavere serviceniveau. En dårligere kommunal service end borgerne i hovedstadsområdet. Flere kommuner i hovedstadsområdet bruger væsentligt flere penge på eksempelvis folkeskole- og ældreområdet end kommunerne i provinsen.

Norddjurs Kommune er tvunget til at hæve kommuneskatten til landets højeste niveau, mens nogle hovedstadskommuner kan tilbyde en betydelig bedre kommunalservice til sine borgere. Samtidig med at skatten er lav og kommunekasserne velpolstrede.

Der er behov for en snarlig løsning på dette problem. Debatten om en ny og retfærdig udligningsordning skal foregå på et faktuelt grundlag, da politikerne på Christiansborg skal træffe de nødvendige og meget tiltrængte beslutninger på et oplyst grundlag. Hvis vi ikke sikrer udligningen, risikerer vi et nationalt selvmål.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

Annonce