Annonce
Aarhus

Udvalg sender forslag om patientflytning tilbage - igen: - Det er heller ikke godt nok denne gang

Formanden for hospitalsudvalget Henrik Gottlieb Hansen (S) mener ikke, at udvalget har tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling i spørgsmålet om flytning af sengepladser fra Horsens og Randers til Aarhus. Arkivfoto: Annelene Petersen
For to måneder siden sendte Region Midtjyllands hospitalsudvalg et forslag om at flytte genoptræningssenge fra Horsens og Randers til Aarhus tilbage til embedsværket. Nu er forslaget igen på dagsordenen, men både formanden og næstformanden, som tilsammen har et komfortabelt flertal bag sig, mener, at grundlaget for at træffe beslutning stadig er mangelfuldt.

Region Midtjylland: "Regionens hospitalsudvalg om forslag: Det er en ommer".

Under den overskrift fortalte vi tilbage i september, at hospitalsudvalget havde sendt et forslag om at flytte i alt ti genoptræningssenge for apopleksi-patienter fra regionshospitalerne i Horsens og Randers til Aarhus Universitetshospital tilbage til embedsværket.

Efter blandt andet en ny høringsfase, er forslaget igen på dagsordenen, når udvalget holder møde mandag 11. november. Og meget tyder på, at vi herefter vil kunne genbruge overskriften. Hverken udvalgsformand Henrik Gottlieb Hansen (S) eller næstformand Ib Bjerregaard (V) kan nemlig på det nu foreliggende grundlag stemme for forslaget, og da de begge taler på vegne af deres respektive partigrupper, er der faktisk flertal mod at flytte sengepladserne til Aarhus.

Da udvalget første gang vendte tomlerne ned og valgte at sende forslaget tilbage til embedsværket, var det med henvisning til, at de høringssvar, som dengang var en del af grundlaget for forslaget, var blevet afgivet på et falsk grundlag. Svarene forholdt sig nemlig til en oprindelig plan om at flytte de pågældende ti genoptræningssenge til Viborg. Men inden forslaget nåede frem til udvalget, var det altså blevet ændret til, at man i stedet ville samle det i Aarhus, hvor også den akutte behandling af apopleksi (blødning eller blodprop i hjernen) finder sted.

Annonce

Mangelfuldt grundlag

En samling i Aarhus er stadig, hvad der lægges op til i det forslag, der er på dagsordenen på mandagens udvalgsmøde, men både Henrik Gottlieb Hansen og Ib Bjerregaard mener altså fortsat, at grundlaget for at træffe en beslutning er for mangelfuldt.

- Det kan jo ikke passe, at når man fratager regionshospitalerne i Randers og Horsens nogle sengepladser, at de så samtidig pålægges at finde millionbesparelser andre steder på sygehusene. Men det ser faktisk ud til at være tilfældet, siger Henrik Gottlieb Hansen.

Regnestykket bag er kort fortalt, at en seng til genoptræning af apopleksipatienter ifølge regionen koster en million kroner om året. Men i Horsens og Randers har man ikke brugt mere end henholdvis 750.000 kroner og 700.000 kroner. Alligevel er det planen, hvis sengene flyttes fra de to sygehuse til Aarhus, at fratage dem en million kroner per seng eller i alt henholdsvis fire og seks millioner kroner. Med andre ord slipper eksempelvis Randers for en årlig udgift på 4,2 millioner kroner men mister indtægter på seks millioner. Det betyder, at forskellen på de 1,8 millioner skal findes gennem bespareler andre steder på hospitalet. For Horsens' vedkommende udløser det på samme måde et ekstra sparekrav på en million kroner.

- Udover økonomien har jeg også mine bekymringer om, hvad en flytning vil betyde for koordineringen af den opfølgende behandling, når patienterne er blevet udskrevet. I dag er der nemlig et unikt og velfungerende samarbejde mellem hospitalet og kommunerne på det område, siger Henrik Gottlieb Hansen.

Ubalance

Heller ikke Ib Bjerregaard og de øvrige Venstremedlemmer i udvalget kan støtte forslaget.

- Der er alt for stor uklarhed om økonomien i det. Jeg er godt træt af, at man ikke bruger den reelle økonomi, men opererer med mere eller mindre fiktive tal i beregningerne, siger Ib Bjerregaard og tilføjer:

- Dertil kommer, at jeg heller ikke finder forslaget balanceret i forhold til de sigtelinjer, der hidtil har været enighed om, og som kort fortalt blandt andet går ud på, at man skal tilstræbe geografisk balance. Hvad der kan laves på regionshospitalerne skal laves der. Det handler om nærhed.

Steen Thomsen fra Dansk Folkeparti, der ikke er repræsenteret i hospitalsudvalget, har fra starten været kritisk over for forslaget om først at flytte sengene til Viborg og siden til Aarhus. Også han opfordrer udvalget til at droppe ideen og påpeger blandt andet, at høringssvar fra blandt andet personale afslører bekymring for både nærhedsprincipper, når man ikke kan være indlagt tæt på sit hjem, men også faglige bekymringer ved integrationen af den akutte neurologiske behandling og den efterfølgende rehabilitering.

Og alt tyder altså på, at Thomsen ikke behøver at være bekymret. Formand Henrik Gottlieb Hansen bebuder, at han vil foreslå, at man dropper ideen om at flytte senge her og nu for i stedet at vente og lade spørgsmålet indgå i arbejdet med en ny samlet plan sundhedsplan. En sådan skal være på plads i løbet af foråret 2020.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce