Annonce
Danmark

Ufaglærte halter bagefter: Mindst tilbøjelige til at tilegne sig nye kompetencer

Arkivfoto: Claus Fisker/Scanpix
En ny undersøgelse fra fagforeningen Djøf viser, at det i højere grad er akademikerne end ufaglærte, der modtager kompetenceudvikling på deres arbejdsplads på trods af, at de ufaglærte er den gruppe, der oplever størst usikkerhed i forhold til at have de nødvendige kompetencer på arbejdsmarkedet. Det er en samfundsopgave, som skal ses efter i sømmene, hvis man spørger formanden for Djøf.

Kompetenceudvikling: Når det kommer til at tilegne sig nye eller udvikle sine kompetencer på sin arbejdsplads, halter de ufaglærte langt efter akademikerne.

På arbejdsmarkedet er de ufaglærte den gruppe, der oplever størst usikkerhed i forhold til at have de nødvendige kompetencer på deres arbejdsplads, men det er også den gruppe, der i laveste grad får kompetenceudvikling. Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af Megafon for akademikernes fagforening, Djøf, blandt 2065 lønmodtagere i både den offentlige og private sektor.

Ud af de 29 procent af lønmodtagerne, der ikke har deltaget i kompetenceudvikling det seneste år, er 41 procent ufaglærte, mens det kun er 21 procent af akademikerne, der ikke har deltaget i udvikling af kompetencer inden for et år.

Og det er en statistik, der ærgrer fagforeningens formand, Henning Thiesen.

- Jeg ved ikke, om det er overraskende, at det er de ufaglærte, der ikke føler, at de har de rette kompetencer, når de nu er ufaglærte, men det er helt sikkert et wakeupcall, at undersøgelsen viser, at de ufaglærte er dårligst kørende, når det kommer til efteruddannelse. Der er ingen tvivl om, at det er i samfundets interesse, at vi uanset baggrund får den nødvendige efteruddannelse.

Annonce

Fire nedslag i undersøgelsen

1 Halvdelen af de adspurgte vurderer, at kompetenceudvikling er vigtig for deres jobsikkerhed. Derudover er hver tiende i høj eller meget høj grad bekymret for sin fremtid på arbejdsmarkedet.

2 Kun 48 procent af de ufaglærte mener, at de har de rette kompetencer, der kræves på arbejdsmarkedet om fem år.

3 29 procent af arbejdstagerne har ikke deltaget i kompetenceudvikling inden for det seneste år. Blandt de ufaglærte er der tale om 41 procent, mens det blandt akademikerne kun er 21 procent, der ikke har deltaget i nogen form for kompetenceudvikling.

4 Knap hver tredje oplever i mindre grad eller slet ikke, at deres kompetenceudvikling bliver tilstrækkeligt prioriteret af deres arbejdsgiver.

Kilde: Djøf

En samfundsopgave

Selv om Henning Thiesen mener, at den enkelte har ansvar for at modtage efteruddannelse og kompetenceudvikling, er det ikke udelukkende den ufaglærtes ansvar.

- Det er samfundsopgave at sikre befolkningen livslang læring. Og derfor ligger ansvaret både ved den enkelte, men i høj grad også hos arbejdsgiveren, da det er i alles interesse, at virksomhedens medarbejdere har de rette kompetencer.

Frygten for, at ikke at kunne følge med på fremtidens arbejdsmarked kommer i høj grad også til udtryk i undersøgelsen. Kun lige knap halvdelen af de ufaglærte i undersøgelsen mener, at de har de rette kompetencer der kræves på arbejdsmarkedet om fem år.

- Med den udvikling vi ser på arbejdsmarkedet for tiden, er det en reel bekymring. Lige meget hvor vi kigger hen, skal man have nogle færdigheder, som kræver en form for efteruddannelse eller kompetenceudvikling, lyder det fra formanden.

Skab bedre overblik

Ifølge undersøgelsen er de ufaglærte den gruppe på arbejdsmarkedet, som er mindst tilbøjelig til at gennemføre kompetenceudvikling. Og derfor mener Henning Thiesen også, at man fremover skal skabe et bedre overblik over, hvilke typer efteruddannelser, man kan tilbyde ufaglærte, så der er større chance for, at de gennemfører en efteruddannelse.

Ifølge Djøf tilbydes der i dag over 4000 forskellige typer af efteruddannelser.

- Der er ingen tvivl om, at det ville give alle et bedre overblik over efteruddannelserne og kompetenceudviklingerne, hvis der var bedre kommunikation blandt udbyderne af efteruddannelser og dem, der modtager kompetenceudviklingen.

- Vi skal sørge for, at udbyderne af efteruddannelse hele tiden tilpasser sig et arbejdsmarked med skiftende behov, så også de ufaglærte vælger at gennemføre en efteruddannelse.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget i Megafons panel af Megafon for fagforeningen Djøf i perioden 25. oktober til 29. oktober 2019.

Der indgår 2065 besvarelser i analysen, og undersøgelsen er foretaget blandt danskere i job - i både den private og den offentlige sektor.

Svarpersonerne i undersøgelsen er i aldersgruppen 25-65 år.

Kilder: Djøf og Megafon

Formanden for Djøf, Hennig Thiesen, mener ikke udelukkende, at det er den enkeltes ansvar at man får efteruddannelse og kompetenceudvikling på sin arbejdsplads. Foto: Michael Daugaard.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce