Annonce
Aarhus

Ugens wiki: Jernbanen opslugte Jægergården

Jægergården ved Jægergårdsgade klemt inde mellem Centralværkstedets industribygninger. Fotograf Edvard Monsrud, ca. 1905, Aarhus Stadsarkiv.
Når man i dag går på Frederiksbjerg og forbi Jægergårdsgade, så er det nok de færreste, der tænker over, hvordan denne gade oprindeligt fik sit navn.

Aarhus: Jægergården var oprindeligt et markhus under Marselisborg Gods. Den blev efter nybygning i 1724 kaldt Marselisborg Jægergaard. Navnet bæres dog fortsat videre i dag, idet Aarhus Kommune i 2001 valgte at give sin administrationsbygning på Værkmestergade navnet ''Jægergården''.

Selvom bygningen er ny, er administration på Jægergården det dog ikke. Helt tilbage til den oprindelige bygning har der været administrative kræfter forbundet til denne.

Annonce

Administrationshus for godset

Den nuværende Marselisborg Allé var oprindelig en marksti, der forbandt Jægergården med Marselisborg Gods. Fra herregården alene kunne man ikke overskue opsynet med godsets jord og flere ’administrationshuse’, som Jægergården, blev derfor opført.

I starten af 1700-tallet beskrives det, at Peder Nielsen boede i Marselisborg Markhus. Da han også var skytte, blev det af og til betegnet som Skyttehuset, men endnu ikke som Jægergården. Huset har formentligt også haft mindre prangende karakter dengang. I 1724 blev markhuset erstattet af en mere standsmæssig bindingsværksgård, der for første gang omtales som 'Marselisborg Jægergaard.

Denne lå omtrent midt imellem Aarhus og Marselisborg, og bygningens første beboer – Johan Christoffer Redder – fik titlen ''skovrider''. Det var dog ikke just nogen ridderlig opførsel, som blev forbundet med ham, idet der findes flere eksempler på voldsdomme og lignende i hans forholdsvis korte arbejdstid på Jægergården.

Fra enkesæde til traktørsted

I sidste halvdel af 1700-tallet ændrede Jægergårdens formål sig. Skovridernes arbejde udgik fra en skovridergård i syd, og Jægergården i nord begyndte således at ændre karakter. Den tjente herefter i flere forskellige foretagender, heriblandt som enkesæde og tjenestebolig for Marselisborgs ansatte. Huset blev i 1778 beskrevet til at bestå af stuehus, sidehus, lade, kreaturstald og et lille vognhus.

Det var i langt højere grad de omkringliggende herligheder, der tilskrev Jægergården værdi. Aarhus’ borgere skulle have frugt og grønt, og derudover nærede de også et behov for at komme ud af de trange kår i byen. Derfor indrettede Marselisborgs gartner, Henrik Anton Flentie, som i 1788 havde fået bopæl på gården, i slutningen af 1790erne Jægergården som et eftertragtet traktørsted.

Langt uden for byen

Traktørstedet på Jægergården fik en kort levetid, og da der i 1831 udbrød koleraepidemi, blev Jægergården bestemt til isolationslokaler, hvis Aarhus skulle blive ramt. Epidemien gik dog Aarhus forbi, men beredskabet bestod fortsat, og først i 1837 blev der indbudt til auktion på koleralazarettets inventarer for Jægergården.

I 1843 købte købmand Anders Malling Jægergården samt de tilhørende 26 tønder land af godsejer Ingerslev. Efter et par år måtte Malling dog indse, at det ikke var noget for ham at bo ’så langt uden for byen’, så han flyttede tilbage til byen igen og solgte hurtigt Jægergården igen.

Efter gennem nogle år at have haft mange skiftende beboer opkøbte Mads Pagh Bruun (navnefader til M.P. Bruuns Gade) i 1857 Jægergården, og nye tider fulgte.

Jernbanens indtog

I 1962 kom jernbanen til Aarhus, og dette fik stor betydning for både Jægergården og for Aarhus. I 1880 blev de Danske Statsbaner (DSB) oprettet, og jernbaneværkstedet i Aarhus blev gjort til hovedværksted for Jylland og Fyn. I den forbindelse skiftede det navn til Centralværkstedet. Centralværkstedet krævede plads, og snart var den før så idyllisk beliggende Jægergården klemt inde af industribygninger.

Under sin levetid havde M.P. Bruun allerede frasolgt sig noget af Jægergårdens jord til Centralværkstedets udvidelse, og kort tid efter hans død i 1884 solgte hans enke Jægergården til DSB, der indrettede kontorer og tjenesteboliger i gården. Jægergården stod nu som et gammelt faldefærdigt fremmedelement mellem Centralværkstedets bygninger. Den blev derfor nedrevet, og den nye administrationsbygning blev opført i 1910 lidt længere oppe af gaden.

I 1998 blev mange af Centralværkstedets bygninger nedrevet, hvorefter Aarhus Kommune opførte en ny administrationsbygning efter tegninger fra NCC Rasmussen og Schiøtz på samme grund, som den gamle gård havde ligget – og med samme navn. ”Jægergården”.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Racisme skal standses og andet end det

Et fodboldstadion har sin egen retorik. Der er næsten ingen grænser for, hvad publikum tillader sig at råbe efter aktørerne på banen. Det gælder både spillere og dommere, som bliver udsat for tilråb, som kunne have kostet en dom, hvis de var blevet råbt på åben gade. Men stadions har deres egne regler. Mere bliver tilladt indenfor end udenfor. Racisme burde slet ikke forekomme, heller ikke på fodboldstadions. Ethvert menneske har ret til respekt uanset hudfarve, og det er godt, at der nu bliver taget fat på at standse racismen på internationalt niveau. I yderste instans skal en fodbolddommer afbryde en kamp, hvis racistiske tilråb bliver gentaget. Det skete to gange i Bulgarien-England forleden. Men kampen blev spillet færdig. Reglen er ikke uden problemer. Hvis et hold er bagud, og tilhængerne ønsker at få kampen standset, kan de råbe racistiske udtryk, så dommeren må gribe ind. Og så ekstrem som sport på øverste niveau er blevet, er mange parate til at udnytte enhver regel og mulighed for at vinde eller undgå at tabe. Et andet sted kan vi begynde. Herhjemme sker det meget ofte, at tilskuerne råber "ludersøn" efter en dommer, hvis de mener, han har dømt forkert - selvfølgelig mod deres eget hold. Det tilråb er krænkende og uholdbart, og Dansk Boldspil-Union bør give dommeren eller endnu bedre fjerdedommeren ret til at standse kampen, når tilråbet forekommer. I gentagne tilfælde kan han standse kampen helt. Det er også upassende, når fodboldlandsholdet og andre hold synger den sejrssang, som slutter med "store patter". Det er plat og lummert. Selv om der kan være voldsomme fysiske udfoldelser, når det går hårdest til i fodbold, kan spillet også være elegant. Stemningen på et stadion kan være fantastisk og hjertegribende, og stedet bør ikke være skueplads for latrinære, platte, upassende og racistiske tilråb. Det vil også klæde spillet, hvis elegancen føres videre, når kampen er forbi. Spontan jubel og glæde hører med, og den skal der selvfølgelig være plads til, men den kan også udføres værdigt.

Annonce