Annonce
Debat

Ulven lever i os alle

Kristian Hvidtfeldt Nielsen
Annonce

I vore dages ulvedebat er det nok værd at minde om, at forholdet mellem mennesker og ulve går meget langt tilbage i historien. Nogle forskere hævder endda, at vi mennesker er formet af vores nære forhold til ulven. Som det vil være de fleste bekendt, er ulven vendt tilbage til Danmark. Efter at den egentlige ulvebestand var blevet udryddet i Danmark i slutningen af 1600-tallet, og den sidste ulv skudt ved Estvadgård syd for Skive i 1813, blev den første bekræftede ulv fundet død i Nationalpark Thy i november 2012. I foråret 2018 lød det officielle tal på 11 ulve, men efterfølgende blev der sået tvivl om, hvorvidt otte individer af de kendte ulve stadig er i Danmark og i givet fald, om de stadig er i live.

Ulve er farlige. De nedlægger får og andre husdyr, der græsser i udendørs indhegninger. De kan også være farlige for mennesker, men det er yderst sjældent. Mennesker er meget mere farlige for ulve end omvendt. Siden Antikken har ulve været jaget vildt, og i de seneste 200 år har der verden over fundet systematisk udryddelse af ulvebestande sted. Selv i dag, hvor ulven er fredet i henhold til Bern-konventionen, kan mennesker finde på at skyde ulve. Det skete for eksempel i april i år, hvor en 66-årig vestjyde skød en ulv ved Ulfborg. Han er nu idømt 60 dages betinget fængsel for at have brudt Naturfredningsloven. Biologer har tidligere hæftet sig ved, at de få danske ulve har en usædvanlig høj dødelighed og mistænker krybskytteri for at være en del af forklaringen. Mistanken forstærkes af, at ulvene ser ud til at forsvinde, når jagtsæsonen i øvrigt går ind.

I dag er ulven genstand for mange følelser og undersøgelser. Det er dog nok de færreste, der ved, at mennesket og ulven har en meget lang forhistorie og måske er meget tættere forbundet, end vi normalt forestiller os. Ulven var der, da den moderne menneskeart Homo Sapiens opstod på Afrikas sletter for 200.000 år siden, og der var ulve i skovene, da menneskene bevægede sig ind i Europa og Asien for 45.000 år siden.

Man skulle tro, at vores tidlige jægersamlerforfædre var bange for ulven, eller i det mindste så den som en naturlig konkurrent i forhold til byttedyr. Men det kan meget vel have været omvendt. For nogle oprindelige folk indtager ulven nemlig en mytisk rolle som en hjælper i jagten, mens andre ser ulven som en læremester eller endda som selve verdens skaber. Arkæologiske fund tyder desuden på, at ulveknogler kan have været en udbredt lykkebringer for tidlige mennesker mange steder i verden. Det har fået nogle forskere til at mene, at menneskene har haft en evolutionær fordel ved at være så tæt på ulven som muligt. Der, hvor ulven var, var der et godt jagtgrundlag, og ulven var også på andre måder et forbillede.

Uanset om de første mennesker havde et tæt forhold til ulven eller ej, skete der en markant ændring for mellem 30-40.000 år siden. Her udviklede de første ulve sig til første proto-hunde, altså en blanding mellem ulve og hunde. Denne udvikling førte sandsynligvis langt senere til hunden, og hunden har - som stort set alle vil vide - et helt specielt forhold til mennesker. Overalt, hvor der er mennesker, er der hunde. Der er ikke mange andre dyr, der er opmærksom på og forstår mennesker, som hunden gør, ligesom der er heller ikke er mange andre dyr, der uden videre accepterer mennesket som fører. Hesten, måske, men ikke i samme grad som hunden. Vi kan ikke engang kommunikere med vores nærmeste slægtninge i dyreriget, primaterne, som vi kan med hunden. Hunden er og bliver menneskets bedste ven.

Der er to konkurrerende teorier om, hvordan ulvene blev domesticeret. Den traditionelle bærer navnet "møddingsteorien" og går ud på, at nogle få ulve, som var blevet udstødt af deres flok, har nærmet sig menneskenes midlertidige lejre for at finde føde. Efterhånden som menneskerne blev mere bofaste, var der klare fordele for ulvene ved at leve i udkanten af bopladserne, hvor der var mad på køkkenmøddingen. Over tid har de mindst sky ulve gradvist forsøgt at nærme sig menneskeflokken yderligere, for det havde vist sig som en måde at sikre egen overlevelse. Menneskene har accepteret ulvenes tilstedeværelse og i løbet af adskillige årtusinder udviklede disse ulve sig gradvist til proto-hunde. De var nyttige på jagt og udviklede sociale egenskaber som dem, vi i dag ser hos hunde.

Den anden teori, som endnu ikke har noget navn, siger, at ulvens tilnærmelse til mennesket var resultat af en fælles udvikling, som medførte biologiske og psykologiske ændringer i såvel ulv som menneske. Teorien bygger på en konstatering af, at de første mennesker har levet tæt på ulveflokke, og drager den slutning, at denne nærhed må have haft en betydning for menneskets udvikling. På dette tidspunkt i evolutionshistorien havde ulven allerede udviklet sociale flokegenskaber og jagtteknikker, og det lærte de tidlige mennesker af. Ifølge denne anden teori er det altså ikke helt urimeligt at antage, at mennesket blev "ulvificeret" på samme tidspunkt.

Tidligt blev mennesket præget af ulven langt ind i vores genetiske konstitution, og det har muligvis været medvirkende til at give mennesker et dobbelttydigt forhold til ulven præget af lige dele frygt og fascination. I dag er vores forhold til ulven nok mere kendetegnet ved frygt end fascination. Det har en historisk forklaring i udviklingen af stadigt mere moderne samfund, hvor der er opstået en fysisk afstand og en moralsk afstandtagen til den vilde natur. Vi ligner stadigt ulven med vores hang til kød og vores stærke flokmentalitet, men vi er i dag kommet langt væk fra den.

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Nye tal: Fortsat højt smittetryk i Aarhus

CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Annonce