Annonce
Debat

Ung er rystet over adfærden på de sociale medier: Tænk lige på, at det, du sender ud, kommer tilbage - til dig selv

"Hver dag flyder en uendelig strøm af umodne, usmagelige mudderkastninger fra den ene næse bag skærmen til den anden, og jeg får lyst til at gribe efter nærmeste krammebamse, da det går op for mig, at mange af kommentarerne stammer fra folk, jeg ved et øjekast umiddelbart ville skyde til at være langt mere voksne end jeg selv", skriver Dicte Vejvad. Arkivfoto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

DEBAT: Her sidder jeg, en klassisk, nutidig ung, og scroller igennem min tætpakkede facebookprofil, hvor jeg hver dag snildt som enhver anden ung kan spilde timer af mit potentielt udmærkede liv.

Her præsenteres adskillige nyhedsopslag, især pt. om covid-19, og når blikket glider ned i kommentarfeltet, indtræffer chokket. Jeg forstår helt grundlæggende ikke, om noget er gået min næse forbi, når jeg ser, hvor modbydeligt folk skriver til hinanden såvel som til kendisser med ord som ludere, fejltagelser etc.

Hver dag flyder en uendelig strøm af umodne, usmagelige mudderkastninger fra den ene næse bag skærmen til den anden, og jeg får lyst til at gribe efter nærmeste krammebamse, da det går op for mig, at mange af kommentarerne stammer fra folk, jeg ved et øjekast umiddelbart ville skyde til at være langt mere voksne end jeg selv, da jeg (heldigvis) stadig på retfærdig vis kan proppe mig i den famøse ung-og-dum-kategori.

Annonce

Hvor stammer denne frygtelige kultur fra? Har du nogensinde oplevet, at du gjorde en forskel, der ændrede verdenen til noget bedre, ved at skrive, at nogen er en kælling, i en kommentartråd på Facebook? Nej, vel?


Næste gang du i vrede sætter dig til tasterne, så gør dig selv en tjeneste og stil dig selv nogle spørgsmål.


Grunden, til jeg først og fremmest skriver dette indlæg, er, fordi, når jeg læser et hvilket som helst nyhedsopslag på Facebook og en sjælden gang imellem begiver mig ud i junglen, kommentarfeltet, ender jeg oftest ud i at få helt ondt i hjertet af flere årsager.

En grund er, at jeg slet ikke kan se medmenneskeligheden. Medmenneskeligheden, hvor vi stoler på hinanden og udviser almen respekt, bliver udvisket af skyklapper og tunnelsyn.

Pandemien har beklageligvis forstærket ubehageligheder på internettet, og det giver på sin vis også mening, da der er meget på spil for os alle. Jeg må dog fastholde, at jeg selv ville blive ulykkelig af både at skrive og modtage så uempatiske kommentarer, som jeg ofte falder over i diverse facebooktråde.

En anden grund er, at jeg, som den spæde voksen jeg endnu er, stadig har brug for en tryghed i de ægte voksne, dem, som har opdraget mig. Brug for, at der er nogle derude, der "har bolden". Derfor gør det mig utryg og ubehageligt til mode, når jeg ser et væld af ubehageligheder på nettet skabt af netop de generationer. De generationer, der har målt og vejet os. Os, som konstant har næsen i vores mobiler, har mistet evnen til at kede sig eller ikke kan gå igennem teenageårene uden en form for stressbaseret psykisk lidelse.

Jeg har tit mærket kritikken af min generation og det manglende håb, vi medfører, men helt ærligt: Det er på ingen måde en undskyldning, at alle "de ægte voksne" ikke har fået Facebook ind med modermælken, så kan de kaste om sig med fornærmelser, som de lyster. Man bliver ikke mindre et menneske med følelser, fordi man sidder bag en skærm. Færdig bum basta!

Dette er ikke en måde at ansvarsfralægge for min egen generation, for jeg tror bestemt, der er lige så mange fladpandede kommentarer fra mine jævnaldrende, men derimod en bøn til forbilledet. En bøn til at huske, at jo ældre vi bliver, jo klogere skulle vi helst også forsøge at blive.

Vi får intet ud af at kalde hinanden det ene eller det andet, for ingen bryder sig om et spontant angreb med skældsord, og især ikke når vedkommende, der slynger om sig med skældsord, ikke tør kigge andet end en skærm i øjnene. Hvis du er nogenlunde voksen, er du også et forbillede - for dine børn, din niece eller til tider din storesøster, hvis hun er lidt dumdristig af sind.

Jeg forstår sagtens, især i dagens Danmark, at mange kan føle, at afgørende beslutninger bliver taget hen over hovedet på dem, det mærker jeg bestemt også selv som dagshøjskoleelev og sidste led i genåbningsplanen. Hvis jeg ønsker at ændre min omgivende verden, tror jeg ikke, at straks at slibe høtyven og spidde mine omgivelser med skrækkelige fraser er løsningen. Jeg tror på, at vi skal udvise omsorg og forsøge at sætte os i hinandens sted og tro på, at vi ønsker hinanden det bedste.

Jeg vil gerne leve i et land, hvor vi stoler på hinanden og, hvis vi er utilfredse, stiller spørgsmål, kræver uddybelse og forbedring i stedet for harm og vred at fare til tasterne i selvretfærdighedens navn.

Så næste gang du i vrede sætter dig til tasterne, så gør dig selv en tjeneste og stil dig selv nogle spørgsmål. Hvad vil jeg ændre? Hvordan gør jeg det bedst? Vil jeg selv være modtageren af det, jeg skriver, og hvad hvis min datter/kæreste/ven skrev sådan her?

Så gode læser, vil du ikke gøre dig selv og os alle sammen tjenesten at genoverveje, når du sidder i ophidselsens stund, at tænke over, at det, du sender ud, har det med at komme tilbage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AGF

AGF ændrer i historiebøgerne: - Det er respektløst over for tidligere spillere

Annonce