Annonce
Østjylland

Ung magnetfisker fik usædvanlig fangst på Den Blå Bro: - Jeg måtte hellere ringe til politiet

Alexander Leuthenberger Rygaards allerførste fangst med magnetfiskerudstyret bliver nok ikke en, han lige glemmer. - Det var helt urealistisk, siger han. Privatfoto.
Alexander Leuthenberger Rygaard skulle teste sit magnetfiskerudstyr i Gudenå for allerførste gang, da han fik et noget usædvanligt bid.

Randers: Onsdag eftermiddag sad Alexander Leuthenberger Rygaard på McDonalds med sin kæreste og niece. De havde rigtig god tid inden deres næste aftale. Derfor tænkte han, at tiden endelig var kommet til at få testet sit magnetfiskerudstyr.

Han havde købt udstyret, fordi han havde set et opslag på Facebook Randers om, hvad man kunne fange i Gudenå og Randers Fjord.

- Jeg tænkte, det kunne være en sjov hobby, forklarer han.

Alexander Leuthenberger Rygaard er 19 år og går til hverdag på FGU i Randers. Onsdag eftermiddag tog han kæresten og niecen med og kastede rebet med magneten udover kanten på Den Blå Bro.

- Altså, jeg har jo ikke prøvet det før, men da jeg trak magneten ind efter første kast, føltes den ikke meget tung, men alligevel lidt tungere end da jeg kastede den ud, forklarer Alexander.

Han havde hørt om nogen, som havde fisket et oversavet jagtgevær op og jokede med, at han måske havde fanget resten. Alligevel blev han noget overrasket, da han så, at det var en pistol, han havde fået fat på.

- Det var helt urealistisk, fortæller han.

Annonce

Politiet kom hurtigt

Han overvejede, hvad han skulle gøre og kom hurtigt frem til, at han skulle ringe til politiet. Da han kom igennem, forklarede han, hvad han havde fundet.

Og fem minutter efter kom Østjyllands Politi til stedet.

- De spurgte mig, om jeg havde rørt ved pistolen, men jeg havde bare lagt den ned på broen med det samme, fortæller han.

Østjyllands Politi bekræfter, at de onsdag klokken 17.46 fik en henvendelse om en pistol trukket i land fra Den Blå Bro i Randers.

- Vi tog ud og hentede pistolen, fortæller Jakob Christiansen, Kommunikationskonsulent ved Østjyllands Politi.

Da politiet kom tilbage til stationen, fandt de ud af, at det var en luftpistol, som skyder med hagl, og derfor blev der ikke efterforsket nærmere i sagen.

- Sådan en må alle have, så længe de ikke render rundt med den i offentligheden, forklarer Jakob Christiansen.

- Hvis det havde været en pistol til skarp ammunition, havde vi efterforsket sagen nærmere, fortæller han.

Samtidig understreger Jakob Christiansen, at det er godt og rigtigt, at Alexander ringer til politiet i situationen, så politiet kan undersøge våbnet.

Spændende hobby

Alexander Leuthenberger Rygaard fik kun en ting mere på magneten onsdag eftermiddag. Det var til gengæld en meget stor ting.

- Jeg får ikke kastet magneten langt nok ud, så den sidder pludselig fast på Den Blå Bro, fortæller han.

Derfor måtte han ud at klatre på siden af broen for at få den løs.

- Jeg var godt nok bange for at falde ned, siger han og understreger, at hans første oplevelser bestemt ikke har skræmt ham væk fra sin nye hobby.

- Jeg syntes, det var spændende, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce