Annonce
Aarhus

Unges mistrivsel - forældrenes eller uddannelsessystemets skyld?

Gitte Nørgaard, Direktør, Aarhus Business College

Sikke nogle forrygende uger. Magisk sommervejr og i tusindvis af glade unge, der fejrer deres hvide huer.

Men i hverdagen bag de store smil, den højlydte hujen og den dunkende musik fra de mange havefester slås en alt for stor gruppe unge med en anden virkelighed. Nogle af dem er nyudklækkede studenter. Nogle er i gang med en uddannelse. Andre er allerede ude på arbejdsmarkedet, men fælles for stadig flere af de unge er, at de populært sagt har ondt i livet.

Som det blandt andet fremgår af Den Nationale Sundhedsprofil 2017, der udkom i marts, så stiger antallet af unge, der lider af stress, depression eller anden mental mistrivsel, nemlig markant i disse år.

Det er ikke en statistik, som vi skal bruge til at sygeliggøre en hel generation. Generelt har de danske unge det heldigvis godt. De er blandt de unge i verden, der trives bedst. Men med dette faktum in mente, så er der stadig en klar tendens, som ikke bare er bekymrende. Den er alarmerende.

Som skolemenneske har problematikken optaget mig længe, og det er glædeligt, at der nu for alvor er kommet fokus på de mange unges mistrivsel i den offentlige debat. Flere prominente politikere fra undervisningsminister Merete Riisager (LA) til leder af oppositionen Mette Frederiksen (S) har taget emnet op.

Meget er på spil, for hvorfor er der så mange af disse skønne unge, der ikke trives? De er trods alt vokset op i et af verdens rigeste og fredeligste lande, hvor vi tager gratis uddannelse, frit internet og varmt vand i hanen som en selvfølge. Hvor skal vi placere skylds-aben? Er det samfundets, uddannelsessystemets eller forældres skyld?

Positionerne i debatten - årsager og tilhørende løsninger - kan i korthed trækkes således op:

Årsagen er Præstationskulturen. De unge er underlagt en præstationskultur i uddannelsessystemet, hvor et overdrevent fokus på karakterer og tests stresser dem. Alt fra vuggestue til studenterhue er planlagt med ét mål for øje - at optimere karaktergennemsnittet. På årets folkemøde på Bornholm lød Mette Frederiksens løsningsforslag, at vi udskyder eller afskaffer test i folkeskolen, fjerner uddannelsesloftet m.v.

Årsagen er Perfekthedskulturen. I denne gennemdigitaliserede tidsalder skal vi alle udstille vores perfekte liv på de sociale medier. De unge skal være succesfulde i skolen, leve interessante liv med spændende venner i fritiden og naturligvis se fantastiske ud. Og det skal alt sammen dokumenteres på Instagram. Løsningen er... Ja, her kniber det lidt med forslagene. For hvordan ændrer vi en kultur, der på få år er blevet er blevet en så integreret del af vores hverdag?

Årsagen er en umodenhedskultur - hos forældrene. Undervisningsminister Merete Riisager pegede i et interessant interview i Altinget d. 20. juni på sin egen og dermed også min generations mangelfulde forældreskab. Ifølge ministeren kan debatten om de unges liv og trivsel ikke reduceres til karakterer og tests. "Struktur og myndige voksne - både hjemme og i skolen - er for mig den største faktor for det gode børne- og ungeliv," sagde ministeren blandt andet. Hendes løsning er, at forældrene tager forældreskabets ansvar på sig, træder i karakter som myndige voksne og prioriterer tiden til det.

Som skoleleder møder jeg både de unge, der trives, og dem, der har det svært i livet. Og jeg ved, at et enkelt kulturfænomen ikke kan forklare de problemer, en gruppe af unge i dag oplever. Det er langt mere komplekst. Et synspunkt både Merete Riisager og Mette Frederiksen deler - tror jeg.

Så selvom den politiske debat er ønskelig, så skal der herfra lyde en kraftig opfordring til, at der ikke går partipolitik og valgkamp i den. Placeringen af skyldsspørgsmålet er langt mindre vigtigt end at finde de rette løsninger. Derfor har vi brug for en nuanceret og bred folkelig debat om vilkårene for de unge baseret på et oplyst grundlag. Et godt afsæt kunne være at lytte til de unges egne udsagn. Både alle dem, der trives, og dem, som vi er nødt til at tage hånd om. Det er meget tænkeligt, at de har noget fornuftigt at sige. Også om os som forældre.

Rigtig god sommer.

Annonce

Meget er på spil, for hvorfor er der så mange af disse skønne unge, der ikke trives? De er trods alt vokset op i et af verdens rigeste og fredeligste lande, hvor vi tager gratis uddannelse, frit internet og varmt vand i hanen som en selvfølge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce