Universitetet jagter kvinder til topjob

Lad os nu tage en dag af gangen

Disse linjer nedfældes på andendagen efter dronningens tale til nationen. Og hvor kan vores dronning dog bringe sine budskaber med enkle og sigende ord. Jeg har deadline i dag, og plejer ofte at få udsættelse med begrundelser som travlhed med foredrag eller børnepasning. Men mine foredrag er alle aflyste. Og jeg er for gammel til, at det er forsvarligt, at jeg træder til. Der kunne ellers godt være brug for en farmor til to livlige drenge på 4 og 1.5 år, når begge forældre arbejder hjemmefra. Jeg havde planlagt et andet tema, men Corona-situationen kalder på lidt dybere eftertænksomhed. Lad mig først sige, jeg er så taknemmelig over at bo i et land, hvor systemet passer på os. Taknemmelig over, at vi er så velpolstrede, at der kan gives tilsagn om milliarder til vores nødstedte arbejdsmarked. Stolt af vores folkevalgte, der, uanset politisk observans, står sammen om at gøre det nødvendige. Men selvom vi er i de bedste hænder og retter os efter myndighedernes anvisninger, så møder jeg overalt en stor frygt for, hvad det her vil ende med. Og frygten er forståelig, men den gør situationen unødvendig pinefuld. Frygten er vores stærkeste negative grundfølelse, sidder i krybdyrhjernen og er medvirkende til, at vi som art har overlevet. Den hjalp os som huleboer til at være forsigtige, så vi ikke lige løb i gabet på en sabeltiger. Men i ”coronasituationen” gavner den os ikke. Hvad kan vi så stille op med denne livsglædedræbende frygt? Vi kan forsøge at flytte fokus, øve os i at sende de negative tanker væk og fylde hjernen med de ting, vi har at være taknemmelige for. Som jeg før har skrevet: Hjernen kan kun én ting ad gangen. Vores hjerne belønner os, når vi gør noget godt. Nu er det tid til de opringninger til ældre i vores netværk, som ikke er så mobile. Og selv om de er mobile, frarådes de fra nu af offentlig transport. Jeg vil ringe en ekstra gang til min søns farmor, som er 96 og bor i Ringsted. Hun er glad og tilfreds, trods den hårde skæbne at blive enke tidligt ved en ulykke, og alt for tidligt at lægge to sønner i graven. Livet har sendt os en uventet gave i en meget grim indpakning, som vi har lyst til at sende retur uåbnet. Men det er ikke muligt. Hvad så? Ja, lad os pakke den ud og se, hvad budskabet er. Jeg kunne forstille mig, at denne krise giver os nye værdier. At vi bliver bevidste om, hvad der er vigtigt i livet. Og min forhåbning er, at vi vil se tilbage med stolthed over at tilhøre en nation, hvor vi klarede krisen ved at stå sammen og vise samfundssind. Og lige et perspektiv: ”I gamle dage blev folket bedt om at gå i krig for fædrelandet, i dag bliver nationen bedt om at blive på deres sofa”, som Ulla Therkelsen rapporterede. Vi må i skrivende stund stadig bevæge os ud i foråret. Og ”luften har godt os” som min far altid sagde, når vi sad og kukkelurede på vores værelser. Lad os bevare modet.