Annonce
Kultur

Usexet Dracula-musical: 'Dance of the Vampires' er crazy komik, platheder, sentimentalitet og drama

I krypten under grev Krolocks slot - mellem sarkofagerne - samles hans hof af vampyrer (ensemblet). Foto: Miklos Szabo
"Dance of the Vampires" er fra forfatterens hånd en højtråbende affære, som med sin besynderlige blanding af crazy komik, platheder, sentimentalitet og drama kun kan skuffe.

Anmeldelse: Vampyrindustrien stortrives. Tvetydig seksualitet, underkastelse, dominans og mørkets kræfter fascinerer. På Netflix huserer Claes Bang som en James Bond-agtig Dracula. Senere på foråret præsenterer Aarhus Teater og Den Jyske Opera en musikdramatisk gendigtning af Dracula-myten.

De kommende måneder opfører Det Ny Teater i København "Dance of the Vampires", som siden urpremieren i 1997 har fået status af kultmusical, især i Tyskland. Men hvad det er, der har fået Det Ny Teater til at satse på Michael Kunze og Jim Steinmans besynderlige musicaleksperiment, forstår jeg ikke.

Det virker da også, som om teatret er gået nølende til opgaven. Nok er kostumerne overdådige i deres miks af luksus-goth og farveeksplosiv transsylvansk folklore, men scenografien er ufokuseret, skiftevis ekstravagant og spartansk, og det pæne, men ikke prangende lysdesign bliver suppleret med kluntet skyggeteater og video-sne.

Annonce
At lydniveauet er generende højt og teksterne svære at høre, hjælper ikke på oplevelsen.

Fra anmeldelsen

Elastikken springer

Handlingen er ikke mere gemacht end mange andre musicals, men manuskriptet skøjter rundt mellem parodi, crazy komik, platheder, sentimentalitet og drama, og så langt kan ingen musical-elastik strække sig uden at springe.

I betragtning af, at hovedpersonen, den dystert-lækre, sjæleplagede grev Krolock, prædiker, at menneskes urkraft er det sanseløst syndige og fortærende begær, er musicalen forbløffende uerotisk og lidenskabsløs. Her risikerer ingen at føle deres blufærdighed gået for nær.

Ufarlig rockopera

Siden 1977 har jeg haft en svaghed for Jim Steinmans opulente, symfoniske rock - og Meat Loafs fortolkning af de ekstremt storladne ballader. I "Dance of the Vampires" er Steinman forhippet på at vise, at han ikke er blot endnu en pop-snedker, men som en anden Andrew Lloyd Webber magter det komplekse kompositoriske udtræk. Det, der kunne være blevet en iørefaldende nummermusical, ender som en svulstig, men absolut ufarlig rockopera, hvor alt lyder som løsrevne citater fra sange, man kender, men ikke kan huske, hvad hedder.

At lydniveauet er generende højt og teksterne svære at høre, hjælper ikke på oplevelsen.

Om musicalen

"Dance of the Vampires"

Det Ny Teater, København.

Musical af Michael Kunze og Jim Steinman. Iscenesættelse: Daniel Bohr. Scenografi: Paul Farnsworth. Kapelmester: Per Engström.

Medvirkende: Peter Jorde, Kim Hammelsvang, Jesper Asholt, Monica Isa Andersen, Søren Torpegaard Lund, Julie Steincke og Anders Bilberg m.fl.

Musicalen varer to timer og 35 minutter. Opføres til og med 9. april

Tournesol og Balthazar

Vokalt brillerer musicalveteranerne Peter Jorde og Julie Steincke. Selv når de bliver presset til det yderste, synger de med stort overskud, men jeg er ikke sikker på, at deres stemmer holder til så vild en kraftanstrengelse to måneder endnu.

I første akt har Peter Jorde godt greb om Krolocks mystiske tiltrækningskraft, men efter pausen bliver han, eller rollen, næsten for forpint.

Som vampyr-forskeren Abronsius er Kim Hammelsvang en herlig og rablende blanding af professor Tournesol, Holger Bech Nielsen og professor Balthazar.

Ingen musical uden to unge, lidt anonyme, elskende, og Søren Torpegaard Lund og Monica Isa Andersen er kønt syngende som Alfred og Sarah. Tilmed får Torpegaard en kær dreng ud af den befippede forskningsassistent.

Ved midnatsballet er Sarah det velvillige offer, som lægger hals til grev Krolocks vampyrkys (Monica Isa Andersen, Peter Jorde og ensemblet). Foto: Miklos Szabo

Bowie og Iggy Pop

Jesper Asholt må grave dybt i skuespiller-falckkassen for at få en tilnærmelsesvis vellykket figur ud af den smaskliderlige krovært, mens Charlotte Guldberg, som kromutteren, er henvist til at spæne hændervridende tværs over scenen og kalde på sin datter. Det har hun ikke fortjent.

På den absolutte plusside er Anders Bilberg, som gør Krolocks androgyne søn, Herbert, til en gnistrende blanding af David Bowie, Mick Jagger og Iggy Pop.

Instruktøren Daniel Bohr, der på samme scene netop har haft stor succes med "Spillemand på en tagryg", er gået entusiastisk og professionelt til vampyr-udfordringen, men for ham - og dermed også ensemblet - er det en umulig opgave at få et pjanket og forskruet manuskript til at fænge.

Så når "Dance of the Vampires" skuffer, er det forfatterens skyld - og Det Ny Teaters, som valgte at sætte musicalen op.

Abronsius (Kim Hammelsvang) og Alfred (Søren Torpegaard Lund) vil bore en pæl gennem hjertet på Magda (Julie Steincke). Den nyslåede vampyr, krofatteren Chagal (Jesper Asholt) skjuler sig under bordet. Foto: Miklos Szabo
Peter Jorde har hovedrollen som grev Krolock, vampyrernes ukronede konge. Foto: Miklos Szabo
Alfred forsøger at vriste Sarah fri af vampyrernes magt, men vil hun reddes? Og hvis ikke, er han så parat til at følge hende i stedet? (Søren Torpegaard Lund og Monica Isa Andersen). Foto: Miklos Szabo
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kunstværk er vigtigere end kunstkøn

Lad os bare slå det fast fra start: ja, der er stadig åbenlyse udfordringer med ligestilling i dagens Danmark. Det er der på mange områder, og på mange områder er der heldigvis også bevægelser mod mere ligestilling. Måske ikke på alle områder, og måske er der heller ikke lige meget fart i bevægelserne mod det bedre, men der er bevægelse mange steder. Et af de steder er i kunstens verden, og seneste eksempel er hentet i hovedstaden, hvor Københavns Kommune har et udvalg; Rådet for Visuel Kunst, der støtter og køber kunst af "høj kvalitet" (som der står skrevet på kommunens hjemmeside) Rådet for Visuel Kunst køber kunst til kommunens mange institutioner og kontorer og har nu besluttet, at der fremover skal være kønskvoter på den kunst, som Københavns Kommune køber. Det vil sige, at der fra nu af skal være en kønslig ligefordeling mellem de indkøbte værker. At kunstnerens køn skal være et parameter, når der købes et kunstværk. Men måske burde Rådet for Visuel Kunst vende øjnene 180 grader og kigge nærmere på kønsfordelingen blandt dem selv. Der er nemlig otte medlemmer af rådet, hvoraf kun to er kvinder. De seneste seks år har rådets seks mænd og to kvinder købt 190 kunstværker, hvoraf 109 er udført af en mand, og 81 er udført af en kvinde. Det er ikke kønslig ligefordeling til sidste decimal, men det er vel ikke et udtryk for et kønsligt fravalg af kvinder. Havde den kønslige fordeling af kunstværker været mere lige, hvis rådet havde været mere lige kønsfordelt? Måske. Måske ikke. Men når det drejer sig om kunst, så bør kunstnerens køn ikke spille nogen rolle overhovedet. Kunstværket er vigtigere end kunstnerens køn, og selv om intentionen bag beslutningen om et ligeligt kønsfordelt indkøb af kunstværker er prisværdig, så er beslutningen også latterlig, netop fordi den siger, at kønnet er vigtigere end værket - og hvorfor så købe værket? Nu risikerer Københavns Kommune at købe kunstværker af "mindre høj kvalitet", fordi der er truffet en beslutning om kønslig ligefordeling, og dermed kommer kunsten i anden række. Det er vel ikke meningen.

Danmark

Første dansker er blevet ramt: TV2-medarbejder er konstateret smittet med coronavirus

Aarhus For abonnenter

Nelson boede 14 år i en flygtningelejr: - Det betyder alt for mig at blive dansk statsborger

Annonce