Annonce
Debat

Utopiske klimamål og jagt på vores skattekroner er de rødes eneste interesse

Politik: Under valgkampen hørte vi så ofte ordet ”symbolpolitik” nævnt, at man skulle tro, at det er et almenkendt begreb. Ikke mindst de venstreradikale råbte det så ofte og så højt, selv efter at valgresultatet var offentliggjort, at besværgelserne vel måtte finde vej til det egentlige indhold i ”forståelsesdokumentet”.

Men lad os lige se på forhistorien. Næsten alle partier – især dem i rød blok – løb med hensyn til den åh, så elskede klimapolitik efter en lille svensk skoleforsømmende pige, der talte i så fede floskler, at selv den hellige pave i Rom var begejstret.

Hvad skete der så i forhandlingerne i rød blok inden regeringsdannelsen? Alle fagfolk pegede på, at f.eks. kravene om CO2-udledninger i Danmark skulle reduceres med 70 pct. inden 2030 var helt utopiske. Beløbet fremgår ikke i Paris-aftalerne, og skulle der endelig sættes ind på den af de røde foreslåede måde, burde man sætte ind i Polen, som ligesom de øvrige østeuropæiske lande er de største miljøsyndere. Det vil have langt mere miljømæssig effekt ligesom det vil være langt billigere.

Men nej, kvidrede bl.a. Pernille Skipper – det skal være en dansk ambition, vi skal vise verden, skal vi. Hvem sagde symbolpolitik? Er der to ting, de fire røde partier er totalt ligeglade med, så er det klimaet og andre folks penge – dvs. skatteydernes. Det blev eksponeret ganske tydeligt af folketingsmedlem Tesfaye i en valgudsendelse, hvor han brugte vendingen: ”Socialdemokraterne vil ikke smide penge ud af vinduet til skattelettelser.”

Hvis de penge, danskerne tjener, tilhører danskerne, så er det vel deres penge, og så er det kun dem, der kan ”smide dem ud af vinduet”, men bevares, socialisterne har åbenbart den holdning, at alt, hvad skatteborgerne tjener, er i princippet statens. Så ved vi det.

Da klimaet jo – i modsætning til, hvad de mest røde partier åbenbart ikke ved – er lige så grænseoverskridende som vores nye udenrigsministers seksualmoral, bør vi vel satse på et langt mere globalt og internationalt perspektiv i vor klimapolitik. Det kan derfor ikke undre, at når nu realiteterne for den nye regering nærmer sig, er man pludselig helt opgivende på området, og som klimaministeren i avisen Danmark omtrentlig siger 28. juni: ” Jeg ved ikke, hvordan jeg lige skal gribe det hele an, jeg må lige spørge departementschefen”.

Man skulle da ellers tro, at han havde haft tid nok til at tænke over tingene!

Annonce
Kell Schellerup
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Selvfølgelig skal de møde til tiden, men...

En del af børn og unges opdragelse er at lære at møde til aftalt tid. Det handler ikke kun om skolen, men også når man laver aftaler med andre. Vi skal kunne stole på hinanden. Derfor skal unge lære at møde til tiden. Også når de er nået i gymnasiet. At de ikke altid gør det, er en kendt sag. Men der kan være gode forklaringer på, at en elev ikke er til stede, når klokken ringer ind til en times undervisning. Ved dagens begyndelse kan bus eller tog være forsinket, og hvis eleven er taget hjemmefra i passende tid til at nå frem til første time, har det ingen mening, at han eller hun skal have fravær for for sent fremmøde, hvis forklaringen ligger i, at den offentlige transport ikke fungerer som lovet. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kommer eleverne i møde, når hun har besluttet at afskaffe den bekendtgørelse om fravær, som den tidligere regering indførte i oktober sidste år. Hun vil lade landets gymnasier og deres lærere vurdere, hvornår en elev skal noteres for fravær. Hun mener, at lærerne fuldt ud er i stand til at vurdere, hvornår der er tale om en elev, som kommer for sent sammen med 300 andre, fordi busserne er forsinkede, og hvornår det handler om elev, der er sløv i optrækket. For de findes også. Der er sikkert også dem, der regner på, om de kan holde sig inden for grænsen for advarsler og lignende og tager sig en ekstra fridag på den konto. For slet ikke at tale om dem, der kan finde på at gå hjem før skoledagen slutter eller dem, der ikke sørger for at være i klassen, når frikvarteret slutter. Her skal gymnasiet og lærerne selvfølgelig gribe ind. Sløvhed, slendrian og ligegyldighed skal ikke tolereres. Men den sunde fornuft skal råde, når en elev, der kommer for sent, har en forklaring, som lyder plausibel. Systemet med at notere fravær bør heller ikke afskaffes, for det giver skolen en mulighed for at gribe ind, hvis en elev har brug for støtte i det faglige eller på trivsel i skolen. Så skal der sættes ind på andre måder, og ikke alle elever er lige åbenmundede om deres eventuelle problemer.

Annonce