Annonce
Debat

Utopiske klimamål og jagt på vores skattekroner er de rødes eneste interesse

Politik: Under valgkampen hørte vi så ofte ordet ”symbolpolitik” nævnt, at man skulle tro, at det er et almenkendt begreb. Ikke mindst de venstreradikale råbte det så ofte og så højt, selv efter at valgresultatet var offentliggjort, at besværgelserne vel måtte finde vej til det egentlige indhold i ”forståelsesdokumentet”.

Men lad os lige se på forhistorien. Næsten alle partier – især dem i rød blok – løb med hensyn til den åh, så elskede klimapolitik efter en lille svensk skoleforsømmende pige, der talte i så fede floskler, at selv den hellige pave i Rom var begejstret.

Hvad skete der så i forhandlingerne i rød blok inden regeringsdannelsen? Alle fagfolk pegede på, at f.eks. kravene om CO2-udledninger i Danmark skulle reduceres med 70 pct. inden 2030 var helt utopiske. Beløbet fremgår ikke i Paris-aftalerne, og skulle der endelig sættes ind på den af de røde foreslåede måde, burde man sætte ind i Polen, som ligesom de øvrige østeuropæiske lande er de største miljøsyndere. Det vil have langt mere miljømæssig effekt ligesom det vil være langt billigere.

Men nej, kvidrede bl.a. Pernille Skipper – det skal være en dansk ambition, vi skal vise verden, skal vi. Hvem sagde symbolpolitik? Er der to ting, de fire røde partier er totalt ligeglade med, så er det klimaet og andre folks penge – dvs. skatteydernes. Det blev eksponeret ganske tydeligt af folketingsmedlem Tesfaye i en valgudsendelse, hvor han brugte vendingen: ”Socialdemokraterne vil ikke smide penge ud af vinduet til skattelettelser.”

Hvis de penge, danskerne tjener, tilhører danskerne, så er det vel deres penge, og så er det kun dem, der kan ”smide dem ud af vinduet”, men bevares, socialisterne har åbenbart den holdning, at alt, hvad skatteborgerne tjener, er i princippet statens. Så ved vi det.

Da klimaet jo – i modsætning til, hvad de mest røde partier åbenbart ikke ved – er lige så grænseoverskridende som vores nye udenrigsministers seksualmoral, bør vi vel satse på et langt mere globalt og internationalt perspektiv i vor klimapolitik. Det kan derfor ikke undre, at når nu realiteterne for den nye regering nærmer sig, er man pludselig helt opgivende på området, og som klimaministeren i avisen Danmark omtrentlig siger 28. juni: ” Jeg ved ikke, hvordan jeg lige skal gribe det hele an, jeg må lige spørge departementschefen”.

Man skulle da ellers tro, at han havde haft tid nok til at tænke over tingene!

Annonce
Kell Schellerup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Annonce