Annoncørbetalt indhold

Vågekonen Vivian: Ingen skal dø alene

Vågekone Vivian Sinkjær Søndergaard hjælper døende i den sidste tid. Foto: Liv Høybye

Hvert år dør cirka 5000 danskere alene. Tallet kunne være endnu højere, hvis det ikke var for de frivillige vågere, der sidder hos døende i den sidste tid. Vivian er vågekone i Røde Kors, og her hjælper de både børn, voksne og ældre over på den anden side.

- Vi lever i et samfund, som vi kalder lykkeligt og overskudsagtigt, og alligevel dør rigtig mange mennesker alene. Det er simpelthen ikke i orden. Ingen skal dø alene.

Sådan siger Vivian Sinkjær Søndergaard med let dirrende stemme, da hun fortæller om baggrunden for, hvorfor hun blev frivillig vågekone i Røde Kors i Aarhus. I mange år arbejdede Vivivan som finansrådgiver, men på et tidspunkt får hun øjnene op for noget andet. Et andet liv. En trang til at fordybe sig i samspillet mellem krop og sind. Den trang opstår i 1990 med fødslen af deres handicappede datter. Og trangen bliver ikke mindre, som årene går.

- Det var vores datter og de mennesker omkring hende, der fik mig til at tage mit eget liv op til revision. For hold da op, hvor gør de en forskel de omsorgspersoner, der arbejder med mennesker med særlige behov. Det har været fantastisk at være vidne til, fortæller Vivian.

Derfor parkerer Vivian også arbejdslivet med rådgivning omkring privatøkonomi, investeringer og pension for at søge ind på drømmeuddannelsen som psykomotorisk terapeut. Efter et halvt år må Vivian dog droppe drømmen, da hun ikke kan være der 100 procent for sin handicappede datter og familien. Men kort tid efter dør datteren kun 20 år gammel. Og i 2014 og fire år efter datterens død står Vivian med eksamensbeviset i hånden. Nu kan hun kalde sig psykomotorisk terapeut og starter op som selvstændig behandler med egen klinik i Tranbjerg. Men hun vil mere end det.

- Mens jeg skrev min bachelor, var min far på vej til at blive dement. Og jeg kunne se på plejehjemmet, hvor han endte med at komme hen, at der var meget ensomhed blandt beboerne. Jeg fornemmede en tristhed, en vrede og en manglende livslyst. Og jeg tænkte, at det ikke kan passe, at vi skal være så vrede, når vi skal herfra. Så mødte jeg tilfældigvis en kollega, som var i vågetjenesten i Røde Kors, og så tænkte jeg: Det skal jeg også! Herefter tog jeg kontakt til lederen af vågetjenesten og blev godkendt.

Rense og rumme

Vivian har de sidste fire år været på vågevagt cirka én gang om måneden. Og det er vidt forskellige steder, hun har besøgt. Sygehuse, plejehjem, private hjem og beskyttede boliger. Enten som aflastning, fordi der ikke er pårørende, eller fordi de pårørende bor langt væk. Vivian og vågekonerne i Røde Kors bliver tilkaldt, når de døende er holdt op med at indtage føde og væske. Når de ofte ikke længere er ved bevidsthed. Når tiden er nær.

- Når de ringer fra vågetjenesten for at høre, om jeg kan komme på vagt, så mærker jeg lige efter. Er det i dag, jeg skal våge? Kan jeg rumme at være ved et andet menneske, der er på vej væk herfra? Hvis jeg kan, så prøver jeg at rense mit sind i bilen på vej derud. Så jeg kan træde ind i rummet og bare være der. Jeg skal ikke løse nogen problemer, jeg skal bare være der for denne her person, som kan mærke, at der er en hos dem. Og jeg er overbevist over, at den døende fornemmer, at vi er der, påpeger Vivian.

Før Vivian kommer ind til den døende, spørger hun altid plejepersonalet, hvordan forløbet har været, så hun er forberedt på, om vedkommende har været urolig, og hvor meget medicin han eller hun har fået. Herefter spørger hun ind til den døendes ønsker. Er der noget de falder til ro af, eller er der noget, de føler, der er godt for dem? Eller bryder de sig måske ikke om berøring?

- Er det nu én, der har været glad for musik, så kan jeg godt nynne lidt eller synge fra en salmebog. Men mange gange er det roen. Det at turde at være i roen. Så falder de selv til ro. Jeg forsøger at formidle min ro videre over i deres krop og sidder altid ved siden af deres seng. Oftest holder jeg dem i hånden. Der er også nogle gange, hvor personen ikke har behov for det. Så er jeg der bare, fortæller Vivian.

Den sidste tåre

Selvom Vivian har haft mange vågevagter, er det sjældent, at hun har nået at følge de døende helt afsted. Faktisk er kun fem mennesker døde, mens hun har siddet hos dem, og hun husker stadig tydeligt den første gang. Vivian er på vågevagt på sygehuset hos en ældre kvinde, som har været enormt urolig og bange. Vivian har overtaget vågevagten fra en kollega i Røde Kors, og den ældre kvinde falder til ro efter vagtskiftet. Efter et par timer fornemmer Vivian, at der ikke er lang tid igen.

- Pludselig åbner kvinden øjnene og løfter hovedet fra puden, og jeg tænker, at vi alligevel ikke er så langt i processen. Så tager hun en dyb vejrtrækning og lægger sig ned på puden igen, og jeg sidder og overvejer, om jeg skal ringe efter personalet. Men så begynder hun at trække vejret igen. Meget overfladisk. Ligesom når man hyperventilerer. Så fælder hun lige en tåre, før hun stille sover ind. Det var virkelig rørende, og man kan jo tolke meget i den tåre, men jeg tænker, at det var hendes tak til, at der var nogen hos hende. At hun ikke skulle dø alene, siger Vivian.

Det har haft en stærk virkning på Vivivan at følge flere mennesker helt over på den anden side. Og hver gang anstrenger hun sig, så hun kan være der 100 procent for dem. Så de kan mærke, at det er helt okay at give slip. At det ikke er farligt.

Få det bedste ud af livet

Mens de fleste mennesker helst går i en stor bue udenom alt, hvad der handler om død, så er det for Vivian helt naturligt. I hendes barndomshjem har døden aldrig været tabubelagt, og samtidig har hun oplevet døden på tæt hold flere gange. Både med sin datter, lillebror, mor, far og bedsteforældre. Og hun gider ikke at bruge livet på at være bange for døden. For som Vivian siger:

- Det eneste vi ved med sikkerhed her i livet, det er, at vi alle skal herfra. Så er det jo op til os selv at få noget godt ud af livet, mens vi er her.

Derfor bringer det også mange tanker frem, når Vivian sidder hos de døende. Tanker om deres liv, og om de har levet det gode liv og fået dyrket de nære relationer og snakket med familien, inden døden begyndte at banke på. Også om ønsker i forhold til hvordan de gerne ville dø. For er der noget, som jobbet som vågekone har ændret for Vivian, så er det tanker om, hvordan hun selv vil ende sine dage.

- Mit ønske er at dø i eget hjem og ikke på et hospital. Fordi det er her, jeg hører til. Det er her, der er ro, fred og minder. At ligge og dø på et hospital må være klinisk og koldt, så jeg tror, at hvis man får muligheden, så er der også flere, der vil vælge at dø hjemme. Specielt hvis de ved, at de ikke skal dø alene.

Artiklen er sponseret af Bedemand H.J. Madsen, som sætter fokus på døden.

Annonce

Værd at vide om vågetjenesten i Røde Kors

En våger er en kvinde eller mand, som giver nærvær og omsorg til døende i den allersidste tid. Den første vågetjeneste opstod i 2005, og i dag har Røde Kors 81 afdelinger landet over.

I 2017 var vågetjenesten ude hos 1932 personer.

Cirka 5000 danskere dør hvert år alene, og derfor mangler Røde Kors flere frivillige til vågetjenesten.

For at blive frivillig i Vågetjenesten skal du have erfaring med omsorg for døende mennesker - enten personligt eller fagligt, og så skal du være moden og robust.

Har du lyst til at blive frivillig i vågetjenesten, kan du henvende dig til din lokale Røde Kors-afdeling.

Kilde: Røde Kors

Om Annoncørbetalt indhold

Annoncørbetalt indhold er et annonceformat, der er blevet til i samarbejde mellem Jysk Fynske Mediers kommercielle afdelinger og en annoncør.

Jysk Fynske Mediers uafhængige redaktionelle medarbejdere er således ikke involveret i nogen faser af udviklingen af det betalte indhold. Lige som annoncørerne ikke har nogen indflydelse på det redaktionelle indhold på Jysk Fynske Mediers nyhedssites.

Når en artikel er markeret med ’annonce’ eller ‘annoncørbetalt indhold’, betyder det, at en annoncør har betalt for artiklen og har haft indflydelse på indholdet i den konkrete artikel.

Annoncørbetalt indhold skal leve op til Jysk Fynske Mediers nyhedssites øvrige stil, tone og den generelle kvalitet, som læserne normalt forventer sig at møde.

Annoncørbetalt indhold vil altid være tydeligt afmærket med ‘Annoncørbetalt indhold’ og annoncørens logo for at gøre det tydeligt for vores læsere, at artiklen er betalt. Desuden vil valg af skrifter, farver og design adskille sig fra Jysk Fynske Mediers uafhængige redaktionelle artikler for at undgå forveksling.