Annonce
Debat

Værdigheden på vej tilbage til den algierske befolkning

Fredag 5. juli kunne man mærke historiens vingesus i Algeriet. Det var årsdagen for uafhængigheden i 1962. Og det var samtidig den 20. fredag i træk, hvor store dele af befolkningen demonstrerede for at opnå politiske forandringer. Algeriet er Afrikas største land. Med grænser til lande som Libyen, Mali og Niger spiller Algeriet en afgørende rolle for den regionale stabilitet i Nordafrika. Som naboland til Europa udgør Algeriet også et vigtigt bolværk mod irregulær migration, terrorisme og radikalisering. Det er derfor langt fra ligegyldigt, heller ikke for Danmark, hvad protestbevægelsen fører til. Hidtil har det været imponerende at være øjenvidne til de fredelige protester, som har fundet sted over hele landet siden februar, hvor præsident Bouteflika annoncerede, at han efter 20 år ved magten ville genopstille. Bouteflika trådte tilbage i april, men protesterne er fortsat uge efter uge under parolen silmiya, fredelig.

Algeriet rummer med sin enorme størrelse mange forskellige befolkningsgrupper. Ikke desto mindre samler de ugentlige protestdemonstrationer et bredt udsnit af befolkningen på tværs af etniske, ideologiske og sociale skel. Protesternes fredelige karakter er også bemærkelsesværdig. Særligt i et land som Algeriet, der har kendt megen vold og konflikt. Algierne betalte en høj pris for deres uafhængighed fra Frankrig. Og igen i 1990’erne var landet præget af en blodig konflikt mellem hæren og radikale islamiske grupper.

Protesterne har allerede ført til resultater. Foruden Bouteflikas afgang er der igangsat en omfattende anti-korruptionskampagne og sigtelser mod en række indflydelsesrige politikere og erhvervsfolk. Alle forsøg på ’top-down’ diktater fra den midlertidige ledelse er blevet fejet af banen. Sidst, men ikke mindst, synes mange algiere gennem bevægelsen at have genvundet deres værdighed og nationale stolthed. Det er fantastisk flot at være vidne til.

Men samtidig mærkes det tydeligt, at mange her er bekymrede. Ikke mindst for økonomien, som har oplevet en opbremsning de seneste måneder. Algeriet er et rigt land på grund af store olie- og naturgasforekomster. Men årene under Bouteflika har kostet dyrt – umådelige summer er forsvundet til korruption i stedet for at blive brugt til investeringer eller til at liberalisere og diversificere økonomien. Store summer er også blevet brugt til offentlige ydelser, der ikke længere er råd til. En ny regering vil derfor som noget af det allerførste være nødt til at introducere en række upopulære besparelser.

Mange af dem, jeg taler med, er også bekymrede over den videre vej frem. Hvem skal styre landet og hvordan skal det foregå? Algier summer i disse dage af dialogmøder og reformforslag. Alle ønsker en fredelig og demokratisk udvikling – men de er rivende uenige om, hvordan man sikrer det. Nogle ønsker et hurtigt præsidentvalg, for at sikre politisk og økonomisk fremdrift, mens andre kræver en omfattende transitionsproces og forfatningsreformer først. Der kan også spores uenigheder mellem islamistiske partier og sekulære kræfter om vejen frem. Hidtil har det dog ikke forhindret dialog.

Hærens rolle diskuteres også ivrigt. Historisk har den haft stor legitimitet pga. dens rolle i uafhængighedskrigen og i 1990erne. Mange algiere er også taknemmelige for dens sikring af landets grænser, ikke mindst til de konfliktramte nabolande Libyen og Mali. Men hvor megen politisk magt, vil hæren få fremover? Vil den forblive i rollen som garant for statens og befolkningens sikkerhed – eller vil den påtage sig en rolle som i Ægypten? Hæren og sikkerhedsstyrkerne har i de seneste uger gennemført en række kontroversielle arrestationer og lagt begrænsninger i befolkningens adgang til at protestere og udtrykke sig. Men de har hidtil, som demonstranterne, altovervejende afholdt sig fra at bruge vold. I 1962 vandt Algeriet sin uafhængighed. 2019 ser ud til at blive året, hvor algierne genvinder deres værdighed.

Annonce
Julie Pruzan-Jørgensen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) går i glemmebogen som kæmpe succes

Alt imens de nye, store FGU-institutioner (FGU = Forberedende Grund Uddannelse) kæmper for at finde fodfæste, viser det sig, at forløberen, Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU), har været en stor succes (https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2019/sep/190927-syv-ud-af-ti-unge-kommer-godt-videre-efter-kombineret-ungdomsuddannelse). FGU-institutionerne er opbygget som meget store institutioner (Aarhus ca. 700 elever) og skal løse opgaven med at hjælpe unge uden forudsætninger for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. KUU havde samme målsætning, men uddannelsen var baseret på institutionssamarbejder og dermed mindre pædagogiske miljøer med plads til individuelle forskelle. I Aarhus havde vi gennem pilotforsøg gjort positive erfaringer, med at forskellige mindre institutioner (bl.a. produktionsskoler og daghøjskoler) arbejdede sammen i respekt for indbyrdes forskelligheder og med plads til forskelligheden i målgruppen. Det førte naturligt frem til et forbilledligt samarbejde omkring den KUU, der nu viser sig at have været en stor succes, og hvor syv ud af ti unge er kommet godt videre. Lovgivningsprocessen bagved KUU var desværre præget af politisk uenighed, så opbakningen var ikke bred. Derfor blev KUU-lovgivningen tidsbestemt med udløb i 2021. Lovgiverne på Christiansborg købte sig tid til at blive enige om en løsning på den udfordring, man vidste var der. Resultatet blev FGU, en stor og samlende lovgivning med bred opbakning, hvilket naturligvis er positivt og helt nødvendigt. Desværre levner FGU-loven umiddelbart ikke plads til undervisningssamarbejder med mindre, selvstændige institutioner (f.eks. daghøjskoler), der dermed afskæres fra at bidrage med massiv erfaring og kompetencer, der nu ses dokumenteret gennem den succes, som KUU har været. Politiske ønsker om indflydelse og styrbarhed gik forud for hensynet til den sårbare målgruppe; systemkrav trumfer menneskehensyn og sund fornuft. Alt imens vi slikker sårene og kæmper for at holde os på benene, efter at have investeret massivt i at gøre det godt til gavn for målgruppen, ønsker vi FGU-institutionerne held og lykke med at løse opgaven. Men vi savner en forklaring på, hvorfor eksempelvis daghøjskolerne i Aarhus, der nu gennem fem år har bidraget massivt til en sjælden set succes på uddannelsesområdet, atter skal kæmpe for overlevelse efter at have spillet rollen som nyttige idioter. Når det så viser sig, hvor FGU oplever problemer, er vi naturligvis klar til at indgå i samarbejder, til glæde for de mange, der ikke lige er skabt til at trives på kæmpe institutioner.

Annonce