Vandrehistorien: Har Aarhus en port, der pisser igen?

AARHUS: De fleste af os kender det. Mændene især.

Fem fadøl ned i skakten og så videre til næste sted. Låålåålåålååålåååå.

Undervejs trænger man sådan, så man stavrer hen mod nærmeste vanddrage og i fraværet af sådan en, finder man en portåbning. Aaaahh ...

Resultatet af de natlige vandladninger kan man ved selvlugt opleve, eksempelvis hvis man går gennem smøgen mellem Telefontorvet og Strøget. Her lugter det døgnet rundt ret så meget af Roskilde Festival, og indfødte århusianere har for længst lært at holde vejret, når de passerer.

Sådan er det vel at bo i en lille storby, men i 1986 blev en mand ved navn Nils så træt af pisseriet, at han opfandt noget nyt. En port, der var specialdesignet, så enhver, der tissede op ad den, ville få sine bukser og sko strintet til.

Ja, selv hanhunde ville få vådt maveskind, erklærede Nils Madsen, der var uddannet arkitekt og havde tegnestue på Klostertorv med opgang fra en port, der rutinemæssigt blev anvendt som pissoir i nattetimerne.

Det stank, og Nils Madsen var træt af at træde på våde fliser om morgenen, så han satte sin arkitekthjerne til at udtænke et design, der kunne løse problemet.

Valget faldt på en stålport med åbne masker, lidt ligesom man måske husker det fra de seneste telefonbokse, før de blev pillet ned.

Nils Madsen designede jernlamellerne, så de pegede i en vinkel udad og ned mod fortovet. Det skulle ifølge hans beregninger få porten til at 'pisse tilbage', hvis nogen stillede sig til at strinte op ad den.

I Brabrand fik smedemester Erik Hansson opgaven med at omsætte idé til virkelighed, og regningen blev betalt af advokaterne Munch Andersen og Leth Espensen, der ejede bygningen.

Resultatet hænger der endnu, næsten 40 år senere, så det er nærliggende at teste, om porten nu også virker efter hensigten.

Stiftens reporter fyldte derfor en drikkedunk med gullig urte-te og satte porten i stævne.

Resultat: Det virker overhovedet ikke. Strålen går lige igennem porten, og der er absolut intet tilbagestrint, selv om man rammer lamellerne.

Et kontrolstrint op ad en nærliggende betonmur viser, at det sprøjter væsentligt mere tilbage på sko og bukser at lade vandet op ad en helt almindelig lodret flade.

SE VIDEO HERUNDER - STIFTEN TESTER PORTEN:

Altså må vi her 36 år efter udgivelsen af den oprindelige artikel om 'porten der svarer igen' bringe et dementi.

Portens eneste funktion i den henseende er at forhindre fulderikker i at gå længere ind i portåbningen og lade vandet. Men det er selvfølgelig også en kvalitet i sig selv, og selve porten er kunstfærdigt og solidt lavet, så helt skidt er det ikke.

Til gengæld har vi hørt hårdnakkede beretninger om, at nogle af husmurene i Reeperbahn i Hamborg (berømt værtshus- og bordelgade) skulle være malet med en speciel maling, der får tisset til at prelle af og sprøjte tilbage på den trængende.

Chefredaktionen på Århus Stiftstidende virker dog ikke umiddelbart til at være interesseret i at finansiere en studietur til Hamborg for at efterprøve påstanden, så det må foreløbig stå hen i det uvisse, om den holder vand.

Historien om porten på Klostertorv gør i hvert fald ikke.

Eller hvad?

Her på falderebet må det være på sin plads at lade tvivlen komme arkitekt Nils Madsen en smule til gode. For hvis man sammenligner det oprindelige billede af porten med de nye, så fremgår det, at porten faktisk er blevet modificeret på et tidspunkt.

I stedet for de to oprindelige brede portfløje er der blevet indsat to døre i hver portside.

Umiddelbart ser jernlamellerne ud til at være de samme, men hvis de er udskiftet til et design, der adskiller sig fra det originale, så kan påstanden om portens oprindelige egenskaber måske ikke helt tilbagevises alligevel.