Annonce
Debat

Vejen til psykologhjælp gør mig mere træt end mine egne psykiske udfordringer

Vi har indrettet vejen til psykologhjælp som en forhindringsbane med så mange benspænd, at alt for mange aldrig krydser målstregen. År efter år taber vi unge, som rækker ud efter hjælp, men i stedet må kæmpe med udløbne lægehenvisninger, månedsvise lange ventelister og prioriteringssystemer, som kun fordrer de økonomiske stærke i samfundet.

Jeg besluttede for et halvt år siden, at nu måtte det være tid; det måtte være tid til at søge hjælp via kognitiv terapi til at hjælpe mig ud af flere år på angstens hest udløst af dårligt selvværd, kropshad og et forskruet forhold til mad herudaf. Overraskende for mig blev det et skridt lige ind i vores udmattende og usammenhængende psykologsystem.

Den første forhindring startede det øjeblik, jeg trådte forhåbningsfuldt og lettet ud af lægehuset med min henvisning i hånden, da det nu viste sig, at jeg var overladt til mig selv med at finde den psykolog, som matchede mine behov.

Forestil dig, hvis du havde hofteproblemer, og din læges eneste instans var at stikke en henvisning i hånden på dig og vinke dig ud med beskeden; Så finder du bare selv ud af, hvilken læge der er mest rigtig ift. dit problem ud af alle landets læger, og forresten så har du kun fire uger til både at finde en læge og sikre dig, at han har tid til at konsultere dig snarest. Systemet er nemlig også i sin reneste form selvmodsigende, når man oplever, at den lægehenvisning, som skulle være ens hjælpende hånd, er udløbet, når dens funktion bør træde i kraft.

Det er et urimeligt krav at stille til patienter. Derfor kan jeg kun stille mig totalt uforstående, hvorfor psykologhenvisninger gribes sådan an. Hvor ville det være hensigtsmæssigt, hvis psykologer f.eks. blev tilknyttet en lægepraksis.

Udover at skulle finde den rette psykolog selv indenfor de fire uger, så mødes man i sin søgen af uoverskuelige lange ventelister, hvor prioriteringslisten er rangeret efter, hvem der er villig og har midlerne til at betale mest for konsultationen. Hos mange psykologer ender patienter med lægehenvisning aller nederst på ventelisten, hvor borgere med råd til det fulde beløb placeres øverst. Man skulle fristes til at tro, at politikerne sidder bag de lukkede mure og fejrer det med kage, når privatiseringen igen udvander dele af vores velfærdssamfund?

Det skaber dog håb, når vi forsøger os med gratis psykologkonsultationer til unge mellem 18-20 år, og psykiatrifonden indsamler underskrifter til et borgerforslag om gratis psykologhjælp til voksne, men desværre må vi konstatere, at det ikke er nok. Fejlen ligger nemlig i den måde, vi indretter vores henvisningssystem på.

Mine tanker kan kun gå til alle, som ikke er født med en ressourcestærk familie i ryggen, som kæmper en endnu hårdere kamp end jeg selv. Psykiatrien har brug for omprioriteringer og omstruktureringer, for vi må ikke nøjes med at konstatere, men handle på de høje tal om psykisk udsatte unge, som vi år efter år chokeres af. For hvis det velfærdssamfund, som vi ellers har så kært, ikke griber dem, som har mest brug for det, men tværtimod taber dem på jorden, hvem gør egentlig så?

Annonce
Sofie Matilde Billeskov Moss
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce