Annonce
Aarhus

Verdens bedste legeplads ligger lige uden for døren: Vandfeberen har ramt Aarhus

13-årige Niklas Johansen glæder sig til at komme hjem, og prøve sit nye SUP board.Foto: Jens Thaysen

Ved vandet, i vandet og ikke mindst på vandet. Sommer, sol og varme får os til at bruge havet som aldrig før.

AARHUS: Århundredets sommer har åbnet århusianernes øjne for at verdens bedste legeplads ligger lige uden for byen og kalder. At vandet er kommet i centrum kan mærkes hos en af de butikker i Aarhus, der netop har specialiseret sig i udstyr til brug på vandet. Og interessen er stor.

- Det er faktisk alt, der har med vand at gøre; undervandsjagt, svømning, snorkling, surfing, windsurfing, kitesurfing, kajak, open water svømning, der er gået vandfeber i den, fortæller indehaver af Surfline i Egå Niels Thøgersen.

Og så er der selvfølgelig den nye smarte dreng i klasse SUP'en.

- Stand up paddle er kommet til som det nye sort, siger han.

Tirsdag var der så travlt i butikken, at Niels Thøgersen, der solgte sin første windsurfer i 1976, knap nok havde tid til at tale med avisen.

- Vi sælger ti gange så mange SUP-boards som sidste år, fortæller han.

Annonce

Far har ligget på stranden en uge, ungerne er gået i falset og så sjovt er det heller ikke at lege grillkylling,

Niels Thøgersen, Surfline Egå.
SUP boards findes i mange størrelser. Hvis man bliver bidt af sporten er der nok at vælge imellem.Foto: Jens Thaysen
Travlhed hos Surfline i Egå. Asbjørn Ulsig viser hvordan man justere en SUP paddle. Foto: Jens Thaysen
Niels Thøgersen solgte sin første windsurfer i 1976. Nu er det SUP boards der for alvor trækker folk ud på vandet. Foto: Jens Thaysen

Som en tur i Legoland

Niklas Johansen er taget med sin mor, Mette Johansen, fra Viborg til Egå for at købe ikke et, men to SUB-boards.

- Det er fedt at kunne komme ud på vandet og prøve noget, man ikke har prøvet før, siger Niklas Johansen.

Det er han ikke den eneste, der synes. Niels Thøgersen regner med at kunne sælge op til 30 boards på en dag.

- En tur til Legoland i 32 graders varme koster det nogenlunde det samme som et SUP-board, siger han.

Et komplet set med bræt, paddle og leash (den lille line der sikrer, at man ikke driver væk fra brættet) koster fra 3000 kroner. Det dyreste SUP-board i butikken koster som en brugt bil; 46.000 kroner.

Travlhed hos Surfline i Egå. Asbjørn Ulsig viser hvordan man justere en SUP paddle. Foto: Jens Thaysen
Niels Thøgersen solgte sin første windsurfer i 1976. Nu er det SUP boards der for alvor trækker folk ud på vandet. Foto: Jens Thaysen

Hirtshals - Kristiansand

De fleste kunder køber et bræt, der skal bruges til ren sommerhygge.

- Man skal købe SUP'en efter den tungeste person i familien. Der skal være plads til et barn eller en hund foran på brættet, når man sejler hen efter is, siger Niels Thøgersen.

Men er det ikke sådan en lidt kedelig og langsom sport?

- Det er fordi du ikke, som Casper Steinfath, har sejlet fra Hirtshals til Kristiansand på 11 timer, der er 138 kilometer. Det har været spændende nok, tror du ikke, fortæller han.

Vil man prøve før man køber og er man ikke alt for utålmodig, afholder Surfline store-vand-plaske-demo-dag den første uge i august.

- Det afhænger af vejret, sidst var der 280, der havde meldt sig til via Facebook, men heldigvis kom de ikke alle sammen, siger Niels Thøgersen.

Og vejret? Det er jo bare godt ...

Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Vi uddanner de unge ind i en blindgyde - og det er et helt unødvendigt samfundsspild

Der findes flere løsninger på sundhedsvæsenets problemer med kvalificeret arbejdskraft end det mantra, vi hører, om 1.000 sygeplejersker. At se entydigt på udvidelsen af en enkelt faggruppe som eneste løsning er et unuanceret skridt. I kronikken, bragt i Århus Stiftstidende 5. oktober, skriver uddannelsesdekan Karen Frederiksen fra professionshøjskolen VIA University College (VIA), ernæringschef Lone Viggers fra Hospitalsenheden Vest samt Morten Albæk Skrydstrup, ledende terapeut i afdelingsledelsen ved Fysio- og Ergoterapi på Aarhus Universitetshospital, at øvrige sundhedsprofessionelle (udover læger og sygeplejersker) også har faglige kompetencer i topklasse. Jeg må erklære mig helt enig og giver kronikørerne ret i, at øvrige sundhedsprofessionelle kan bidrage væsentligt til at løse de problematikker, der er i sundhedsvæsenet i disse år. Og eksemplerne er meget rammende for behovet for nuancer i debatten. Skribenterne nævner dog ikke radiograferne i deres oplistning af sundhedsprofessionelle. Der uddannes radiografer tre steder i Danmark – i Aalborg, Odense og København - og der uddannes radiografer i tre specialeretninger: Billeddiagnostik, som fortrinsvis er røntgen og skanning med CT og MR, nuklearmedicin, som primært arbejdet med PET-CT og PET-MR, og stråleterapi, som primært planlægger og foretager strålebehandling af kræftpatienter. Og det er præcis i stråleterapi, at radiografer kan byde ind som en del af løsningerne på det, man ynder at kalde sygeplejerskemanglen. Radiograferne med speciale i stråleterapi uddannes målrettet til at løse opgaverne på de stråleterapeutiske afdelinger. Og alligevel oplever vi, at det ofte er svært for vores stråleterapiradiografer at få job på disse afdelinger. Og hvorfor så det? Det handler om, at der har været kutyme for at ansætte sygeplejersker. Det stammer helt tilbage fra, før den teknologiske udvikling gik agurk, og før radiografuddannelsen så dagens lys i Danmark for omtrent 50 år siden. Der er mange myter om fagligheder og mangler, der gør sig gældende, men ingen af dem har rod i virkeligheden – længere. Stråleterapiradiograferne har for eksempel præcis den samme uddannelse i farmakologi som sygeplejerskerne, hvilket betyder, at de er præcis lige så godt klædt på til medicinhåndtering. Radiograferne uddannes tillige præcis i den sygepleje/omsorg, der er målrettet kræftpatienterne i behandlingssituationen. Kompetencerne er således i høj grad til stede. Fakta er at der uddannes specialiserede radiografer til stråleterapi, og alligevel fortsætter man med at ansætte sygeplejersker, der skal have et års ekstra uddannelse, hvilket er resursetungt. Og dette alt imens stråleterapi-radiografer går arbejdsløse rundt. Er der tale om en fagkamp, vil den kvikke læser nok tænke? Det kan meget vel være, og det er jo i virkeligheden ikke svært at forholde sig til. Det er jo dybest set ganske menneskeligt og til at forstå, at man "hytter sine egne". Det, jeg til gengæld ikke kan forstå, er, at politikerne vender det blinde øje til. Jeg er med på, at en politiker ikke kan være inde i alle detaljerne i sundhedsvæsenet. Men jeg har brugt år på at fortælle det, jeg skriver her, både i regionerne, i ministerier og i forskellige folketingsudvalg. Men ingen vil røre ved det – beskeden er, at alle tager mine oplysninger med i det videre arbejde. Og så hører vi ikke mere. Det lader til, at beslutningen om, hvem der skal ansættes, skubbes hele vejen ned i systemet og ender hos en person, der langt hen ad vejen gør det, hun plejer. Ansætter en sygeplejerske. Uagtet, at man højere oppe i systemet beslutter, hvordan der uddannes. Jeg kan ikke fortænke vores stråleterapiradiografer i at være skuffede og vrede. Det er ministerielt besluttet, at vi skal uddanne til dette speciale. Uddannelsesstederne er således forpligtet til at levere, og dermed er der altså også radiografstuderende, der SKAL tilgå denne specialeretning, vel vidende, at det er endog yderst vanskeligt at få job efterfølgende. Vi uddanner de unge mennesker ind i en blindgyde. Lige nu mangler sundhedsvæsenet op mod 2000 sygeplejersker (alt efter politisk overbevisning). Vi kan faktisk over år bidrage med, at tallet daler med 350-400 af dem, hvis der fokuseres på at ansætte radiografer på de stråleterapeutiske afdelinger. Og lad mig så slå fast, at vi har arbejdsløse radiografer. Slutteligt vil jeg lige gøre det fuldstændig klart, at jeg på ingen måde går i rette med sygeplejerskernes faglighed, for det er der overhovedet ingen grund til. Den er i top. Jeg er også klar over, at nogle stråleterapiafdelinger er ved at se fordelen i at ansætte radiografer, selvom de stadig er i stærkt mindretal. Min højeste ambition er, at nogen vil tage dette samfundsspild seriøst og erkende, at det i høj grad giver mening at konsultere de små fagligheder også – vi sidder faktisk med de detalje-løsninger, der kan være svære at få øje på for udenforstående.

Annonce