Annonce
Livsstil

Vi bliver alligevel alle sammen glemt

Judy Gringer fylder 75 år 23. januar, og der er meget at huske den farverige komedieskuespiller for. Sketchen »Babs og Nutte« med Dirch Passer og stribevis af film og teaterstykker fra 1960?erne og 1970?erne.

Da jeg spørger, hvad Judy Gringer helst vil huskes for, svarer hun prompte: »Det kan være lige meget, for vi bliver jo alligevel alle sammen glemt, med mindre vi er Napoleon. Det var Anatole France, den store franske forfatter, der sagde sådan, og det tror jeg på.«

Annonce
Skuespiller Judy Gringer fylder 75 år i januar 2016.

Første gang jeg taler med Judy Gringer i telefonen, efter jeg har spurgt, om hun vil give et interview om karrieren som skuespiller i anledning af, at hun snart fylder 75 år, nøler hun en smule.

Judy Gringer og Dirch Passer i sketchen "Babs og Nutte". Billedet er fra Stig Lommers 25 års jubilæum.

»Jeg er ikke meget for den slags, for jeg er jo ingen Kim Larsen, men så lad gå da«.

ARKIVSOLO - DENGANG FOR 50 ÅR SIDEN - 'Halløj i Husum' skriver Berlingske Tidende mandag den 19. september 1960 om Aveny-Teatrets nye forestilling, den engelske farce 'Sømænd og Svigermødre, som for det danske publikums skyld er henlagt den københavnske forstad Husum. I farcen, som spiller på alle fordommene om svigermødre, medvirker en række af den tids folkekære skuespillere. Her Judy Gringer, som er brudepige, brudgommen Ove Sprogøe og forloveren Dirch Passer.

Da vi nogle dage senere mødes til en let frokost og et glas hvidvin på LêLê Street Kitchen på Rådhuspladsen i København, bliver der ellers ikke sparet på anekdoterne.

Skuespiller Judy Gringer fylder 75 år i januar 2016.

Judy Gringer er ikke meget for at invitere journalister hjem til sig.

Judy Gringer

»Jeg gider ikke støvsuge«, siger hun og vedkender sig med uskyldigt smil, at hun er lidt doven.

Skuespiller Judy Gringer fylder 75 år i januar 2016.

»Min datter siger, at jeg er undskyldt, fordi jeg er født sådan.«

Skuespiller Judy Gringer fylder 75 år i januar 2016.

Gringer bor i en lille lejlighed i Pisserenden i det indre København, hvor hun snart har boet i 40 år. Meningen var, at hun skulle bo der et par år, fordi hendes kæreste på daværende tidspunkt havde atelier i samme baggård.

ARKIVSOLO - Danmark Dengang.I filmen" Mine tossede drenge" danser Poul Reichardt jitterbug med Judy Gringer der er kæreste med Otto Brandenburg

Men dagene løber som vilde heste, og nu sidder vi der og samler op på det hele.

Tyngden i Judy Gringers karriere var tilbage fra en tid, hvor hun blev kaldt »sexbombe«, uden der var nogen feministbevægelse til at hæve øjenbryn.

I Morten Piils opslagsbog »Danske Filmskuespillere« kaldes Gringer for »en af dansk films morsomste comedienner«. Humor og selvironi har hun stadig masser af, og hun har glimt i øjet. Læbestiften, smilet og hårpragten er den samme som i hendes unge dage. Oplevelserne undervejs og årene, der er gået, har givet ansigtet karakter.

Judy Gringer forlod teatret og tildels også filmen allerede i 1984. I en alder af kun 43 år.

Gennem nogle år var hun gået fra at glæde sig til at optræde på teatret hver aften til at være træt af at bruge hele dagen, fra hun slog øjnene op, til hun skulle på scenen, på at spekulere på aftenens kraftanstrengelser.

SÅ LAD OS spole tiden tilbage til 1958 og sketchen »Babs og Nutte«, hvor Judy Gringer brød igennem med et brag i forsøget på at købe en forsikring til sine to hunde af Dirch Passer, der misforstår situationen, så han tror, det er Judy Gringers fremskudte bryster, der skal forsikres.

Var det en velsignelse eller en forbandelse at blive kendt for den sketch?

»Seks år senere havde jeg pæn succes i stykket »Cæsar og Cleopatra«, og da stod jeg en aften ved en pølsevogn med min kæreste Knud Leif Thomsen, hvor der kommer en mand ivrigt gestikulerende hen til mig og siger »ih« og »åh«. Jeg tror, han vil komplimentere mig for det aktuelle stykke, men så siger han i stedet for en masse om Babs og Nutte. »Hold nu op«, tænkte jeg. En overgang var jeg godt træt af den, men senere har jeg egentlig kun tænkt, at det var sjovt at være med«.

Gringer begyndte som balletbarn på Det Kongelige Teater, da hun var ti år, men blev sorteret fra, da hun var 15 år.

Hun kom derefter med som danser i Tivolirevyen i sommeren 1957, hvor Osvald Helmuth var den store stjerne. Derefter så Stig Lommer fra ABC Teatret et billede af Judy Gringer i avisen og hun blev inviteret ud for at danse. Til prøven skulle hun også synge en sang, og det blev »Hist hvor vejen slår en bugt«.

»Selv om jeg synger ret forfærdeligt, så Stig Lommer noget i mig,« fortæller Judy.

Dirch Passer stod i døren og kiggede på den audition, og han godkendte også Judy Gringer inden i sig selv, men der skulle gå et stykke tid, før de blev kærester.

Fra ret tidligt i vores interview, der nærmest bliver en samtale, hopper Judy Gringer selv videre i fortællingen med spring, der er logiske for hende.

Hun fortæller med en blanding af undren over at have været til stede på så store og vigtige tidspunkter i den danske underholdningshistorie og stolthed over mindre begivenheder. Gringer har gået sine egne vilde veje.

Der bliver droppet hints om celebre affærer, men selv om Gringer har levet livet med mange mænd og ofte med champagneglasset fyldt, ved hun godt, hvad der skal med i den officielle udgave, og hvad der ikke skal.

Så derfor får hun selv ordet i resten af historien:

»FØRSTE GANG, jeg dansede med Dirch Passer og Kjeld Petersen, var til Birgitte Reimers »Så ta'r vi den én gang til for Prins Knud«. I den samme revy blev jeg spurgt om at spille med i Babs og Nutte. Dirch sagde, at han var ligeglad med alle de andre numre i revyen, men lige netop det ville han spille. Det var i forestillingen »Spræl, sprællemænd, spræl« på ABC Teatret i 1958, og jeg var kun 17 år. Det var også i »Spræl, sprællemænd, spræl«, at »Tømmerflåden« var med første gang. Både »Babs og Nutte« og »Tømmerflåden« lå i anden del, hvor de stærkeste numre altid ligger i en revy, og på det tidspunkt kunne jeg mærke, at Dirch var blevet forelsket i mig.

Men jeg kom så til at optræde i Tivoli med Four Jacks. Det var fire flotte fyre. Min mor sagde til mig, at nu skulle jeg ikke brænde varm på nogen af dem, men jeg faldt for Otto Brandenburg.

En dag tilbød han at køre mig hjem til Bagsværd i sin røde sportsvogn. Og det er altså utroligt, hvad sådan en bil kan bruges til, skulle jeg hilse og sige. Vi havde det dejligt sammen. Men så kom Dirch hjem fra Stockholm, hvor han havde optrådt med Kjeld, og så begyndte vi sammen prøverne på »Charle's Tante«. Otto forsvandt, og så blev det alvor mellem Dirch og jeg.

Dirch var utrolig charmerende og smuk dengang. Og sjov og gavmild og sød og morsom. Han øvede sig altid.

Han gik hele tiden og afprøvede sine virkemidler i det små, men han kunne også godt være alvorlig. Han var god og sød ved sin egen familie og tænkte meget på andre. Jeg har kun gode ting at sige om ham.

I dag bliver hver eneste lille revy optaget på video, men Kjeld og Dirch blev aldrig optaget på film. Det tænkte Stig Lommer slet ikke på, og det er virkelig ærgerligt. Ingen har overgået Kjeld og Dirch på en scene siden da. Som et gammelt ægtepar kunne de gøre hinandens sætninger færdige. Jørgen Ryg kom tættest på.

Han var næsten ligeså god som Kjeld og Dirch, men med tiden blev han doven og kunne ganske ofte ikke sine replikker. Til premieren på et stykke af Dario Fo begyndte han bare at danse russerdans foran sufflørkassen, fordi han ikke kunne huske replikkerne. Det gik ud over os andre, men Jørgen fik de bedste anmeldelser, og Preben Kaas blev rasende.

Jeg har ofte hørt, at det skulle være min skyld, at Dirch og Kjeld privat gled længere væk fra hinanden. Det er rigtig nok, at Dirch gik mindre i byen og blev knap så længe ude om natten. Men Dirch var 33 år dengang, så det var hans egen beslutning.

Kjeld holdt jeg meget af, og jeg har talt meget med ham, fordi Dirch altid gik i dampbad før vores forestillinger. Han var utrolig intelligent og drak ikke så meget, som man siger. Han spillede for eksempel »Oscar« et helt år på Folketeatret, hvor han var tørlagt. Godt nok på antabus men alligevel. Vi prøvede på et stykke med titlen »Der er ikke noget ved noget«. Ingeborg Brams var med, og hende og Kjeld Petersen var to nervebundter, der slog gnister. Natten efter premieren var han død. Og angående rygterne om selvmord, ja, hvad skal man sige? Den slags bliver jeg rasende over, for jeg ved, hvem han døde sammen med. Det var en sygeplejerske, han havde mødt og gik i byen med. Hun vågnede op ved siden af ham, og kunne som sygeplejerske med forstand på den slags med det samme se, at han var død en naturlig død«.

Filmen »Dirch« er i øvrigt helt håbløs. Sine steder er den så langt ude, at jeg kom til at grine, da jeg så den. Instruktøren, jeg har glemt, hvad han hedder, har udtalt, at det ikke er en film om Dirch, men en film om hans far. Jamen hvorfor lavede kan så ikke en film om faren i stedet for? Sikke noget pladder. Det er kun én lang nedtur. Selvfølgelig gik vi ud efter forestillingerne og festede, men der var ingen, der drak på teatret før forestillingerne.

Dirch røg helt ned i kulkælderen, da Kjeld døde, og jeg var kun 21 år og havde ikke været tæt på døden før. Det var uvirkeligt. Vi havde alle sammen lige været på turné i tre uger. Det bragte Dirch og jeg tættere sammen, men vi drev alligevel fra hinanden i længden. Der kom andre mænd ind i billedet for mig, og vi gik fra hinanden, da jeg var 23 år. Da havde vi boet fem år sammen i en lejlighed på Gråbrødre Torv.

I »Mus og mænd« ville Dirch gerne spille en alvorlig rolle på teatret, men det lykkedes ikke for ham. Jeg kan huske en scene, hvor Dirch skulle ligge i en køjeseng sammen med Ove Sprogøe, hvor hans fødder ragede langt ud over sengekanten. Det så morsomt ud, og det havde han ikke behøvet. Det var en usikkerhed hos ham, simpelthen. Jeg har hørt ham sige højt, at han var færdig med det alvorlige. Og det var endda før »Mus og mænd«. Lige da vi havde mødt hinanden, var han med i en en-akter af Frank Jæger i TV nytårsaften. Vi kunne lige nå hjem og se den efter teaterforestillingen. Dirch var bedårende, alvorlig og trist sammen med Birgitte Reimer. Men han syntes ikke rigtigt selv, at det gik. Det var kedeligt og ikke nok, mente han. Man vil jo altid gerne udfordre sig selv som skuespiller. Lave noget andet end det, man plejer, men det blev for svært for ham, fordi han var så stor en komiker. Og så gav han op. Og det kan jeg egentlig godt forstå.«

»DA DE REV ABC Teatret ned i 1998, gik jeg forbi det store hul i jorden. Der var ikke noget med at græde, for det var jo dengang. Jeg var meget heldig med tiden og heldig at være med til at arbejde for Stig Lommer, som jeg holdt meget af. Og så selvfølgelig på grund af Kjeld og Dirch. Det er måske det, som jeg er mest stolt af i mit liv. Ud over mine år i New York og min datter, Julie.

»Cæsar og Cleopatra« med Henrik Bentzon på Folketeatret i 1964 var en god oplevelse, men Bentzon var ret uforudsigelig. Han var altid god i første akt, mens det kneb lidt mere i anden akt. Især med alle de her bånd på sandalerne. Han kunne nemlig godt lide Van Oosten og Underberg, og da han først skulle på ret sent i andet akt, havde han altid fået rigelig at drikke, så det var lidt af et gedemarked, når vi skulle klatre rundt på hinanden.

Jeg er ikke uddannet skuespiller, og jeg synes altid, jeg har manglet lidt, når det gælder min stemme. Der var nemlig kun én mikrofon på scenen dengang. Jeg var indskrevet til taletimer på Nordisk Film, men jeg skulkede og var der kun et kvarters tid, når jeg endelig mødte op. Det kan jeg godt fortryde. Ellers gik jeg glip af nogle gode udfordringer på teatret senere, fordi min mand, instruktør Knud Leif Thomsen, var ret jaloux anlagt. Især ville jeg gerne have været med i Jens August Schades »Mennesker mødes - og sød musik opstår«. Da jeg for nylig tilfældigvis stod med bogen i hånden igen, kunne jeg mærke ærgrelsen stige op i mig.

I ti år dannede jeg par med Knud Leif Thomsen. Mit livs dumhed var, da jeg lod min datter flytte til Jylland med sin far, da hun kun var 11 år gammel. Desværre protesterer børn ikke i den alder. Jeg kunne ikke selv betale huslejen i den store lejlighed, vi havde boet i på Frederiksberg, så jeg flyttede ind i en lille iskold lejlighed i Pisserenden med petroleum og koldt vand. Dengang kostede den 178 kroner om måneden.

Min datter kunne alligevel ikke have boet i kvarteret, for der var ludere og lommetyve, men det har forandret sig siden. Nu er det kaffe-dit og dat i stedet for kroer og barer.

Da jeg kvittede underholdningsbranchen i 1984, rejste jeg til New York hjulpet på vej af et legat, som min gode kollega Ove Sprogøe hjalp med at søge, men pengene slap hurtigt op. Jeg havde haft et ønske om at opleve New York gennem hele mit liv via bøger og film, og i årene fra 1985 til 1991 rejste jeg frem og tilbage. Det var hårdt, for pengene slap hurtigt op, og det er dyrt at bo selv på et værelse på størrelse med et spisestuebord. Det var sjovt at rejse alene, men det var på lykke og fromme, og jeg følte, at jeg var nødt til at bo på Manhattan, fordi det var for farligt at tage undergrunden til for eksempel Queens om natten. De få mennesker, jeg fortalte om min karriere, troede jeg var fyldt med løgn. Hvis man sagde, man havde været med i 50 film, troede de, at det var pornofilm, og havde jeg sagt, at jeg havde været på Det Kongelige Teater i København, havde de vendt det hvide ud af øjnene. Alle overdriver meget derovre, og enhver servitrice drømmer om at blive skuespiller, og taxachaufførerne om at vinde nobelprisen.«

»PÅ ET TIDSPUNKT levede jeg af at uddele flyers foran teatrene på Broadway, hvor der ofte gik opsætninger af teaterstykker, som jeg selv havde spillet hovedrollerne i derhjemme. Og det skete af og til, at der kom danske turister forbi og råbte »Hvad fanden, det er Judy Gringer, hvad laver du her?«

Jeg fik et kort til Actors Studio, hvor jeg var til en omgang undervisning med Al Pacino, og jeg havde flere chancer til at tale med sådan en som Shelley Winters, der var vicerektor på Actors Studio-skolen i New York, men jeg kunne ikke sproget godt nok til at turde. Jeg havde besvær med tallene, fordi man siger dem omvendt af i Danmark. Da jeg engang var ved lægen, fordi jeg havde ondt ørerne, blev jeg spurgt om min alder og svarede 84. »Du holder dig vel nok godt«, sagde han tørt, og først da jeg kom ned på gaden igen, slog det mig, at jeg ikke fik sagt 48 år, som jeg virkelig var.

Jeg fablede altid om New York. I den tid kom jeg på besøg i Danmark ind i mellem, og så blev jeg opfordret til at skrive et manuskript om mit liv derovre. Jeg skrev det med to fingre, og vi fik en halv mio. kr. i offentlig støtte. Til en festlighed mødte jeg Jørgen Roos, hvis film »Seksdagesløbet« jeg havde haft en lille rolle i. Han interesserede sig for projektet og blev min fotograf. Han tog til New York med et kamera, der var så gammeldags og tungt, at han ikke selv kunne finde ud af at håndtere det. Han indspillede næsten ikke noget, og jeg begyndte simpelthen at tude midt på Fifth Avenue. Jeg meldte mig derefter ind i FAF og fandt ud af, at han havde gjort noget lignende med andre. Påbegyndt projekter og fået penge for dem uden at gøre dem færdige. Det hele endte i en retssag, hvor dommeren ikke ville slippe Roos ud af retssalen, før han havde betalt 15.000 kr. til mig for min historie og noget af det arbejde, jeg havde udført. Man vidste nemlig af erfaring, at Roos i flere andre sager havde lovet at betale, men bare ikke havde gjort det. Det var usædvanligt, sagde min advokat.

Jeg har en datter og tre børnebørn på 19, 11 og ni år. Og jeg har haft tre langvarige forhold. Dirch, Knud og en psykolog, jeg var gift med et års tid. Jeg har spurgt en veninde fra Italien, der læser i håndfladerne, hvor mange mænd der er til mig? Hun fortalte mig, at jeg her på siden af venstre hånd har tre dybe furer, og det signalerer tre gange den store kærlighed. »Er der ikke en fjerde?«, spurgte jeg, og rakte hende min højre hånd, men det svarede hun nej til! Det kunne jeg ellers godt tænke mig.«

»JEG GIDER IKKE spille teater mere, men jeg vil gerne lave en film. Jeg fejrer min 75 års fødselsdag på en café i Pisserenden. Det bliver sådan, at folk selv skal tage rødvin og kager med, for på den måde er festen gratis. Det bliver jeg nødt til. Jeg har ikke rigtigt haft penge i 30-40 år. Efter folkepensionen har jeg lidt til overs til mad, men jeg køber sjældent tøj. Da jeg fyldte 70 år, foregik det på samme måde, og vi havde det sgu sjovt i mange timer.«

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce