x
Annonce
Kultur

Vi elsker Aarhus: 12 kendte århusianere tager en tur ned ad mindernes boulevard

Fotograf Anders Bach og forfatter Jesper Stein har kendt hinanden siden de var små knejter. Derfor var Anders Bach heller ikke i tvivl om, at Jesper Stein skulle bidrage, da han fik ideen til bogen "Vi elsker Aarhus", hvor 12 århusianere fortæller om deres forhold til Smilets By. Fotos: Axel Schütt og Anders Bach

"Vi elsker Aarhus" er titlen på en ny bog, hvor 12 kendte århusianere tager en tur ned ad mindernes boulevard og deler historier om deres Aarhus.

- Cykelstien var den bro, som bar mig væk. Den var pausen. Et fredfyldt og smukt intermezzo mellem to stationer i mit liv, som hele tiden forandrede sig.

Sådan lyder det i forfatter og journalist Jesper Steins bidrag til den netop udkomne bog, "Vi elsker Aarhus", hvor 12 nuværende og tidligere århusianere fortæller om deres forhold til Smilets By.

Idémanden til bogen er fotograf Anders Bach. Han og Jesper Stein er begge vokset op på Rampen, en lille sidevej til Stationsgade i Risskov, og deres bekendtskab strækker sig derfor helt tilbage til barndommen.

- Det var et andet Risskov end i dag. Det var med kollektiver og akademikere og ikke voldsomt velbjærgede folk, som man har indtryk af, at det er i dag. Det var et idyllisk og roligt, lille kvarter. Der var en stærk kvartersfølelse, fortæller Jesper Stein, der har vundet priser for sin krimiføljeton om den hårdt prøvede politimand Axel Steen.

Både han og Anders Bach gik på Risskov Skole, men ikke i samme klasse.

- Der var to verdener, en på skolen og en hjemme på vejen. Anders var min bedste ven, men han gik to klasser over mig, så når vi var i skole, talte vi nærmest ikke sammen. Han skulle ikke snakke med en lille lort som mig, men derhjemme så vi hinanden hver dag, fortæller Jesper Stein, der er født i 1965.

Annonce

Vi elsker Aarhus


  • "Vi elsker Aarhus", udgivet på Bachs Forlag.
  • Idé og foto: Anders Bach.
  • Medvirkende: Nils Malmros, Wassim Hallal, Jesper Stein, Stine Pilgaard, Peter Falktoft, Peter Laugesen, Fatma Øktem, Jens Blendstrup, Mette Birk, Karl William, Line Arlien-Søborg og Anders Bach.
  • Udkom 2. oktober og koster 249 kroner.
  • Bogen kan købes i byens boghandlere, på Saxo eller direkte på bachsforlag.dk.

Uden overvågning

Anders Bach er en rigtig hjemmefødning, som han siger. Født på første salen i sit barndomshjem.

- Det var en meget tryg barndom. Og fuld af sjov og ballade. Man måtte utroligt meget. Vi kunne sejle ud i en jolle klokken ni om aftenen, der kom ikke nogen og tjekkede os. Så der var ikke meget overvågning, fortæller Anders Bach, der fortsat har base i Risskov.

Som 18-årig flyttede Jesper Stein til Aarhus i et par år, indtil han flyttede til København i 1985. Her har han boet lige siden, kun afbrudt af nogle år på Journalisthøjskolen, hvor han for en kort periode igen boede i Aarhus.

- Selv om der er sket meget, er det stadig en rimeligt overskuelig by, som er meget sig selv på trods af forandringerne, nye byggerier og fritlægning af åen, som er sket i forlængelse af byens ånd. Tingene går lidt langsommere her, og som min kone bemærker, så er folk væsentlig mere venlige end i København, siger Stein med et smil.

- Jeg har altid syntes, at Aarhus på alle mulige måder er en velbjærget by. Ikke bare økonomisk, men også kulturelt er det en utroligt blomstrende by. For mig har Aarhus altid været en overskudsby, siger Jesper Stein.

Anders Bach blev i Aarhus, selv om mange af vennerne forlod byen.

- Tilfældet ville, at jeg fik min drømme-elevplads hos fotograf Poul Ib Henriksen, 500 meter fra hvor jeg var født. Det blev til ni spændende år med portræt, bøger, reklame og arkitektur. Så det var naturligt for mig at blive i Aarhus, siger Anders Bach, der er født i 1962.

For ham er Aarhus lidt landsbyagtig.

- Aarhus kan det med fællesskabsfølelsen. Når jeg kører igennem Mejlgade, hilser jeg lige på de handlende. Det kan den her by stadig, samtidig med at den har vokset sig kæmpestor, siger han.

- Pissoiret var sortbejdset, og der flød med pis og cigaretskodder og gulligt-grønne snotklatter.

Nils Malmros, filmskaber, født 1944 i Aarhus. Foto: Anders Bach

Et fedt hold

Anders BachBogen "Vi elsker Aarhus" faldt Anders Bach meget naturlig at lave.

- Et københavnsk forlag pitchede ideen, og jeg blev involveret som fotograf og kunne hjælpe med at finde medvirkende, fordi jeg boede her, fortæller han.

Uheldigvis kom en ny redaktør til, bogideen blev lagt på hylden, og Anders Bach endte med at overtage projektet og selv udgive bogen.

- Jeg synes, det er fedt hold, vi er endt op med: En præst, en kok, en håndfuld forfattere, en ung musiker som Karl William og en gammel beatgenerations digter som Peter Laugesen, siger Anders Bach.

For Jesper Stein har det være sjovt at læse nogle af de andre medvirkedes historier. Som Peter Falktoft, der også er vokset op i kvarteret omkring Stationsgade blot 20 år senere.

- Det er et helt andet Risskov end det, jeg kendte, siger han og fortsætter:

- Erindringen om, hvordan det var, er meget stærk, når man går rundt i kvarteret, fordi det ikke er der mere. Hvor vi havde en vild underhave med huler og tipier, står to Audier i en helvedes masse grus. Men selv om den tid er væk, opstår den stadig i ens bevidsthed, siger Jesper Stein.

I sit bidrag til bogen har han taget udgangspunkt i cykelstien fra Risskov til Aarhus.

- I starten var det svært, men da jeg gav slip, væltede det ned med kaskader af erindringer. Det er ikke noget, jeg tænker over til daglig, men når man gør, er der utrolig mange historier, som knytter sig til konkrete steder og mennesker, fortæller han.

Lysten til at skrive har været stor, fortæller Anders Bach, der ikke har haft problemer med at finde bidragydere.

- Folk har givet noget af sig selv. Malmros fortæller om sin ungdom, den første forelskelse, snotklatter og mobning i skolegården. Der er noget at hente, siger Anders Bach.

Bogens medvirkende er både herboende og eksil-århusianere ligesom Jesper Stein.

- Det kan godt være, at det er folk, der lige som mig er rejst fra byen, da de var 20, men de har aldrig glemt det. Det er en by, der optager en stor plads i deres bevidsthed, selv om de aldrig kommer tilbage, siger Jesper Stein.

- Kamelen er en dobbeltbakke godt inde i skoven og minder om et par kamelpukler. Det er her, fårene bliver skilt fra bukkene, og nogle må stå af cyklen og trække op. Den er virkelig bisset, og uanset hvilken form man er i, bliver man smadret på kort tid. Så når man når toppen, er man brændt helt af.

Wassim Hallal, gourmetkok, født 1980 i Libyen. Kom til Danmark med sin familie i 1985. Opvokset i Thy, århusianer siden 2001. Foto: Anders Bach
- Aarhus er højlydt latter i Mindeparken, en lille dreng på størrelse med et højhus, en cirkelformet regnbue, der peger ud over byen. En festival i regnvejr, et rødglødende lys over Den Permanente.

Stine Pilgaard, forfatter, født i 1984 og opvokset i Risskov. Foto: Anders Bach
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Campingpladser kan holde åbent for gæster i påsken trods corona

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce