Annonce
Debat

Vi har fået et samfund af dobbeltmoral: Intet menneske har ret til respekt ud over, hvad dets adfærd gør rimeligt

"Engang var der i demokratiet indbygget en modstand imod dobbeltmoral. Men i dag accepteres det i vid udstrækning, at de angiveligt udsatte minoriteter undtages fra at skulle efterleve de standarder for anstændig opførsel, som alle principielt er underlagt", skriver Malthe Madsen. Arkivfoto: Sarah Meyssonnier/Reuters/Ritzau Scanpix

DEBAT: Medfølelse anses normalt for at være et smukt motiv til at hjælpe andre, og i så henseende har naturligvis til alle tider samaritanen i evangeliet været det store eksempel til efterfølgelse - lige til i dag, hvor vi, helt uden personlig ulejlighed, via skattevæsenet og et væld af humanitære organisationer kan hjælpe vores nødstedte næste.

Denne praksis kan begribeligvis ikke sammenlignes med samaritanens. Og dog fungerer den, når bare alle forestillinger om medfølelse som drivkraft under den organiserede barmhjertighed er elimineret.

Malplaceret medfølelse er nedværdigende, ikke kun for dem, der modtager hjælpen, men også for dem, der yder den. Modtagerne reduceres herved til viljeløse ofre og gøres til genstand for medlidenhed, hvilket de må mangle al stolthed for i længden at finde rimeligt, og giverne vil altid være udsat for en mistanke om ikke at have handlet på den måde sagligt, at modtagerne bevarer muligheden for at gøre sig fortjent til respekt.

Annonce

Givetvis er de fleste af os på det rene med, at der er forskel på medfølelse og respekt. Med mindre vi er ganske afstumpede, føler vi jo vitterligt med dem, der lider og er i nød. Men respekten forbeholder vi de mennesker, der nægter at udnytte deres lidelser til at opnå andres medfølelse, og som er villige til at stå til regnskab for deres handlinger og underlægge sig normer, der forskelsløst gælder for alle.


De er tilsyneladende mere interesseret i at betone samfundets ansvar over for dets mest utilpassede medlemmer end den enkeltes personlige ansvarlighed.


I et rettighedssamfund som det danske er det ikke desto mindre en udbredt opfattelse, at normer i sig selv er undertrykkende og krænkende over for det stadigt voksende antal minoriteter, som nyder mediernes bevågenhed og er omfattet af sympati fra store dele af befolkningen. Normerne afspejler kun de hvide heteroseksuelles kulturelle dominans, lyder det igen og igen, og medfølelsesideologiens fortalere vil derfor gerne have os til at finde det uretfærdigt at kræve dem overholdt af hvem som helst.

Når den humanitære ideologi fører til den slags absurditeter, er det på tide at anfægte den: Medfølelsen er i dag ikke bare et udslag af sentimentalitet, men viser sig også som noget, der vanskeligt kan tolkes som andet end camoufleret foragt. I det mindste er det nærliggende at spørge, hvordan det er muligt at agte dem, man har frakendt ansvarlighed, og som man ikke nødvendigvis selv vil tage hænderne op af lommerne for at hjælpe.

Engang var der i demokratiet indbygget en modstand imod dobbeltmoral. Men i dag accepteres det i vid udstrækning, at de angiveligt udsatte minoriteter undtages fra at skulle efterleve de standarder for anstændig opførsel, som alle principielt er underlagt.

Anstændigheden er demokratiets sande ansigt. Dens udgangspunkt er, at intet menneske har ret til respekt ud over, hvad dets adfærd gør rimeligt. I modsætning til, hvad FN-ideologiens tilhængere og repræsentanterne for LGBTQIA og BLM hævder, er respekt ikke noget, nogen har krav på bare ved at være født, men noget, man må kvalificere sig til.

I begrebet om respekt ligger, at den enkelte skal tage ansvar for sig selv, og den, der handler respektfuldt, er følgelig tilbageholdende med at gøre undtagelser og give indrømmelser og er i det hele taget ikke bange for at være "dømmende" for nu at bruge et tillægsord, hvis moderne, nedsættende betydning kun alt for klart viser, i hvor høj grad den almindelige evne til at skønne og skelne er svækket af den humanitære omsorgs forurenede klima.

I lighed med de fleste andre beklager også medfølelsesideologiens repræsentanter, at den mellemmenneskelige tillid er på retur. Men de har svært ved at forstå, at tillid i et demokrati forudsætter den respekt, som ikke er en selvfølge. Godt nok fortier de ikke, at rettigheder må modsvares af ansvar. Men de er tilsyneladende mere interesseret i at betone samfundets ansvar over for dets mest utilpassede medlemmer end den enkeltes personlige ansvarlighed.

Annonce
Aarhus For abonnenter

Ramt af Parkinson: Marianne og Peter bokser for at forlænge livskvaliteten

Aarhus

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Lørdagens coronatal: Antal indlagte når højeste niveau i en måned

Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Pernilles livsdrøm forsvandt: Nu har hun fundet melodien i det skønneste, lille byhus i Ebeltoft

Byudvikling For abonnenter

Beboerprotester hjalp: Fem lokalområder skal alligevel ikke have nye parcelhuse

Aarhus

Ville være endt som asfalt: Stine laver møbler af overskudsmarmor fra stenproduktionen

Alarm 112

Voldsom brand i villa: Overetagen er helt væk

Alarm 112

Fodgænger ramt af bil i område med stort biltræf

Aarhus For abonnenter

Fra rundkørsel til cafétorv: Filmfotograf fra Frederiksbjerg vil skabe sydlandsk stemning på central kirkeplads

Debat

Stiften mener: Bliv ved med at drømme om forandring og fornyelse i Aarhus

Aarhus

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Aarhus

Se dig godt for: Elbilsejere risikerer p-bøde, når de vil parkere gratis i Aarhus

Kultur For abonnenter

- Min fars sygdom har lært mig at være til stede med det besværlige i stedet for at flygte

Sport

Deja-vu for Skanderborg Aarhus: Fem mål til forskel i Silkeborg

Aarhus For abonnenter

Pludselig en dag startede Banedanmark den store motorsav:  - Nu er det som at have et tog kørende i baghaven

Danmark For abonnenter

Kendisser på stemmesedlen har en fordel, men ingen nem genvej til valg

Annonce