Annonce
Debat

Vi har glemt hvad skole er for noget

Lars Drud

For nogle år siden sad jeg til eksamen i en videregående uddannelse hos lektor Hanne Knudsen. Hun spurgte mig ved eksaminationen: Hvad er en skole? Jeg blev helt paf og fik ikke svaret. I dag tænker jeg, at hun måske ville høre, at en skole var et system eller høre mig fortælle om noget fra det gamle Grækenland. Men lige siden har jeg spekuleret på det og søgt efter et svar.

Professor Niels Egelund svarede engang, at folkeskolen er noget slask. Norske Trond Ålvik spidsformulerede på andres vegne: Hvorfor gå i skole, når man kan spise sin madpakke derhjemme? De unge siger nu om dage, at hvis man erstatter alle bogstaver i ordet skole, så står der bajer. Bertel Haarder vil nok sige, at folkeskolen er lig med folkeskolens formålsparagraf.

Finansministeriet vil sige, at skolen koster 35 milliarder, og at vi får for lidt for pengene. Undervisningsministeriet vil sige, at forskningen, vores nye religion, har fundet ud af, hvad der virker i skolen, og forskningen kan derfor svare på, hvad en skole er.

Underviserne på læreruddannelserne vil svare, at skolen selvfølgelig er lig med den reformpædagogiske skole, hvor skolen indretter sig efter de børn, som kommer og ikke omvendt, og at den skal være præget af ligeværd, inklusion, anerkendelse, relationskompetencer, motivation, trivsel og børnefællesskaber.

En klasselærer kom en tidlig morgen ind i klassen for at være forberedt, og blev der mødt af en, som hektisk gik og flyttede om på bordene. Hun syntes ikke, at hendes datter sad rigtigt i klassen, og hun ville have hende tættere på de gode veninder. Sådanne historier er der en del af, og de fortæller, hvilket syn nogle forældre har på skolen: Forældre vil sige, at skolen skal udvikle og gøre mit barn dygtigt, altså mit barn.

Forvaltningscheferne i kommunerne vil måske sige, at de bestemmer i skolerne. De vil sende nogle pædagogiske koncepter derud, og så bliver alt godt. Politikerne i kommunerne, de faktiske ejere af folkeskolen, ved ikke rigtigt. Skolelederne har for travlt til at svare på spørgsmålet.

Skolepædagogerne vil sige, at de ikke kan finde deres professionsidentitet i skolen. De skal nu være vikarer, passe børn i frikvarterer, undervise i understøttende undervisning og på lektiecafé. De føler sig ansvarlige for elevernes trivsel. Kan man forestille sig en skole med mange flere pædagoger og færre lærere?

Lærerne, samfundets flinke-sakker, vil sige, at skolen er børn, masser af børn i klasserne, også glade børn, skolen er lyden, synet, lugten, mærket efter børn, skolen er dansk og matematik og alle de andre fag, og fælles mål, dannelse, forberedelse til test, motion og bevægelse, lektiecafe, tværprofessionelle møder,"jeg skal lige huske at skrive til Caspers mor på skoleintra", og trivsel, for ellers kan man ikke lære noget, det er vigtigt, forberedelse, evaluering, synlige individuelle mål, inklusion for pokker, dokumentation og empiri, uddannelsesparathed, lønsedler som ikke passer, forkortede ferier, efteruddannelse. Er der i øvrigt nogen, som har set stopurene fra idræt?

De frie og private skoler vil måske sige, at de er lige så meget skole, som folkeskolen, også selvom de måske er det mere.

Folkeskoler bliver lagt sammen, og nogle får mærkelige nye navne. Føler alle en nærhed til skolen? Vi kan da også spørge, om folkeskolen er folkets skole eller skolen for folket? Måske skal den være mere det sidste. Folkets skole kan godt defineres, som alle er medejere af folkeskolen. Men den kan også ses som noget unikt, at skolen for folket snarere er en folkegave.

Noget til nogen.

Måske begynder jeg at få en forståelse for, hvad der er vigtigt. For hvad er dette "noget". Tager man udgangspunkt i tesen om, at skolen skal tilpasse sig de børn, som kommer i skolen, kan det se ud, som lærere og pædagoger for længst har mødt grænsen for tilpasningsevnen til det store diversitet. Skolen har for længst ramt overliggeren, skrævet over elevernes store mangfoldighed, og interessenternes forskelligartede fordringer er blevet for vidt - bukserne er for længst revnet - eller hvordan det nu udtrykkes.

Derfor kan ræsonnementet være, at vi vender billedet på hovedet, så det er eleverne, som skal tilpasse sig skolen. Altså det modsatte paradigme end det fremherskende i dag. Der opstår bare det problem, at skolen i dag er for utydelig og derfor svært at afkode og tilpasse sig henimod.

Skolen kunne godt være som et eventyr. Ikke et eventyr, men som et eventyr, for vi kender alle eventyrets dramaturgi: Der var engang en skole, den havde en god prins og en ond stedmoder. Den havde syv dværge eller tre prinsesser. Den havde også en stor, farlig og dragende skov. Og snip, snap snude, nu er skoledagen ude.

Vi skal kunne genkende skolen! Vi skal genkaldes os skolens dramaturgi. Skolen må gerne være ophøjet, hævet over tiden trends og mærkelige påfund, fri fra politiske vinde. Skolen må gerne være oplevelse og oplysning, men i skolens optik. Skolen må bestemt gerne have udsyn, men det er med skolens briller, vi ser på verden.

Det kunne måske være en idé, at alle skoler i konkret eller i overført betydning opfører en skoleport. Når børnene går igennem porten, vil de vide, at de går ind i skolen, de vil vide, at nu er de inde i skolen. Forældrene vil stoppe og aflevere børnene ved skoleporten. Børnene vil gå ud af porten, når de har fri om eftermiddagen, eller når de har fået sommerferie. Og nu begynder jeg at forstå det bedre. En skole er en skole. Vi har bare glemt det.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce