Annonce
Debat

Vi hjalp København på fode - nu er det vores tur

10. juni er det 25 år siden et skelsættende vendepunkt fandt sted. Københavns Kommune (som da ikke var medlem af KL) fik en attraktiv aftale med staten. Hovedstadskommunen havde i årevis siden 70’erne og 80’erne befundet sig i en dødsspiral. Befolkningstallet faldt, penge var der ingen af, gamle bygninger var der mange af. Vi havde kort sagt en hovedstad, vi ikke kunne være bekendt. En nation skal have en værdig hovedstad, hvor der er udvikling, fremdrift og et vist niveau af “largeness” og hvor der er rum for visse for nationen enestående bygninger, funktioner og foranstaltninger.

En forarmet hovedstadskommune skulle have vendt sin udvikling, og det blev konkretiseret ved en aftale mellem dav. Nyrupregering og Københavns Kommune. I årene forinden var loven om en ny Øresundsforbindelse vedtaget, ligesom Ørestaden var på tegnebrættet. Aftalen betød bla. også, at Kommunehospitalet skulle nedlægges og 19.000 boliger skulle sælges ud. Oven i alt dette er der ofret milliarder og atter milliarder i boligsanering i vores hovedstad, hvor der i årene forinden boede mennesker i triste lejligheder i tredje og fjerde baggård.

Nu er der gået 25 år, og folk bor ikke længere i baggårdene. De er omdannet til gårdhaver og spændende miljøer, ligesom gaderne er saneret, omdannet og gjort indbydende ligesom folketallet i kommunen har rejst sig fra 465.000 i 1994 til 613.000 i dag. Befolkningens skatteudskrivningsgrundlag pr. indbygger er også markant højere relativt set, end den var den gang. Faktisk er den skattepligtige årsindtægt i KBH Kommune ca. 20.000 kr. højere fra spæd til olding, end den er i mange landkommuner i dag. Man skal blot gange det beløb med kommunens befolkningstal og med den kommunale trækprocent - så ser man, hvor mange penge, det bliver til. Var det ikke tiden at løfte statens blik og kigge lidt rundt i landet nu? Den 25-årige succesvandring for hovedstaden er et stærkt eksempel til efterfølgelse. I de danske landdistrikter bor der væsentlig flere end i Københavns Kommune. De bor bare ved siden af hinanden i stedet for ovenpå hinanden for at sige det ret forsimplet. Med god plads mellem husene.

Læren gennem de 25 år er jo den, at der skal sættes i gang, holdes ved og holdes ved. Regeringen er startet - nu flyttes vores allesammens statslige arbejdspladser ind i provinsen, og uddannelsesinstitutioner og andre satsninger centralt fra udmønter sig nu. Men bør blot være starten. Nogle siger, at de høje huspriser i KBH er det største problem dér. Hvordan det? Min påstand er den, at landdistrikternes lave huspriser er det største problem hér. Lave kvadratmeterpriser kan man ikke belåne og udvikle på. De er til kontantkøb og bolighajer, der køber “sminkede lig” og lejer billigt ud til sociale klienter fra de store byer, hvor boligpriserne er for høje. Det er jo den samme dødsspiral for landdistrikterne som den var for hovedstaden for 30 år tilbage. Den gang, da kommunerne på Lolland betalte udligning til København...

Og måske det er dér kimen også ligger? Landdistrikterne kunne jo med god ret bede om de over 20 mia., som man i sin tid boligsanerede storbyerne med. Det er immervæk noget mere end de sølle 150 mio, som årligt blev delt ud til kommunerne til nedrivningspuljerne indtil for nylig. Til bla. mange af de små, skæve landevejshuse, som ingen vil købe, men som alle kan se, når de kører igennem området. Og så kan man jo ikke få øje på kvaliteterne i landskabet bagved, hvor man måske ellers kunne få sit lån til drømmeboligen i landlige omgivelser.

Vi må hjælpe hinanden, hvis ikke det skal polariseres yderligere. Alle egne har deres kvaliteter - det har vi også i landdistrikterne, hvor Danmarks værdier skabes i de mange eksportproduktionsvirksomheder, der skaber produktionsarbejdspladser på landet og finansierings-, administrations- og uddannelsesarbejdspladser i byen. Vi er mange, der i landdistrikterne ser frem til “vores” 25 år med fremgang. Lad vendepunktet være disse år, og lad os se fremad sammen. Og vores 25 år i fremgang skal ikke betales med en hovedstad der igen forarmes - for sådan en skal være præsentabel og attraktiv. Men i udligningens navn vil de nu komme til at betale noget til resten af landet. Vi landkommuner kan i sagens natur ikke hjælpes med de samme greb som konkret brugtes i København i 90’erne. Vi forventer såmænd ikke luksus, men blot have rimelige rammevilkår. Sådanne vilkår har vi rigeligt med borgere indeholdende igangsætter-, iværksætter- og entreprenørgéner, som kan omsætte til action og værdiskabelse øjeblikkeligt. Den vilje, staten viste overfor København i 1994 og den vedholdende, opadgående udviklingsspiral, KBH har haft siden, behøver resten af landet også mærke.

Stem på politikere, der har gjort noget for provinsen og landdistrikterne de seneste år, og som vil gøre endnu mere i de kommende. For en hel og sammenhængende nation, der ikke skal skilles i rige storbyer og fattig provins. Det gøres ved tre ting: 1) rimelige belåningsmuligheder for erhvervsliv og private i landområderne, 2) en ret og rimelig udligning(-sreform) mellem kommunernes økonomier, samt 3) uddannelsesinstitutioner i hele landet med fornuftige trafikforbindelser imellem. Det er snart last call. Og for en god ordens skyld: 25 år udgør minimum seks-syv valgperioder, så der skal arbejdes vedholdent og langsigtet. Det skal vi nok holde (et godt) øje med.

Annonce
Søren Steen Andersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Tak for at alle magistrater og borgmesterens afdeling tager medansvar på det sociale område

Det sociale område i Aarhus Kommune skulle spare 90 millioner kroner i 2020. Det ville blandt andet gå ud over mennesker, som bor på bosteder, psykisk syge, unge hjemløse. 18. februar var der møde mellem budgetforligspartierne fra 2019, hvor partierne skulle indgå aftale om, hvorledes man skulle forholde sig til de 90 millioner kroners besparelser på det sociale område. Besparelserne blev i politisk sprog kaldt ”Balanceplan”. Inden da var der kommet ikke færre end 102 høringssvar fra privat personer, foreninger mv. Og 18. februar var der indkaldt til demonstration med sloganet ”En værdig balance ja tak! Balanceplan/besparelser nej tak”. Flere handicaporganisationer og fagforeninger var enten medarrangør eller støttede op om demonstrationen, og selvom det blæste og regnede, dukkede cirka 250 deltagere op. De 102 høringssvar og demonstrationen imod besparelserne må have gjort indtryk på forligspartierne, som dækker Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale Venstre, Konservative og Venstre, for i løbet af aftenen blev de enige om at lette på besparelserne på cirka 45 millioner kroner. Der skal altså ”kun” spares det halve af de 90 millioner kroner, som ellers var udgangspunktet. Det, som jeg er mest glad for, er, at alle Aarhus Kommunes magistrater samt borgmesterens afdeling hjælper til. Hvorfor skriver jeg det? Fordi der er tradition for, at magistraterne ikke hjælper hinanden, men har nok i deres egen magistrat. Nu har jeg boet i Aarhus Kommune siden 1993 og fulgt med i byrådsarbejdet siden 2000. For mig er det første gang, at alle magistrater og borgmesterens afdeling medfinansierer på et bestemt område – i dette tilfælde det sociale område. Desværre kan alle, som er under det sociale område, ikke friholdes for besparelser, og nogle vil nok også mene, at det kunne være gjort bedre. Men når jeg ser, at alle syv partier i forligskredsen har skrevet under, og der dermed ”kun” skal spares cirka 45 millioner kroner i stedet for de oprindelige 90, så gør det mig glad – også selvom jeg ikke har sat mig 100 procent ind i, hvor man på det sociale område skal spare de 45 millioner. Tusind tak, for at alle Aarhus Kommunes magistrater og borgmesterens afdeling tager medansvar og medfinansierer for at undgå for store huller på det sociale område.

Danmark

Podcast: Politik med Funding og Løvkvist - Mette F flygter fra venstreorienteret helvede i Fælledparken

Annonce