Annonce
Blog

Vi lister os af sted

Det er som om, at i takt med at August bliver ældre, og bliver mere og mere et selvstændigt menneske, aktiverer han samtidig mere og mere af min egen fortid.

Vi lister os af sted. Der brænder ikke noget lys i gangen, så septembers morgenmørke kan næsten holde os skjult i skyggerne.

Vi er tre. På rækker nærmer vi os døren for enden af gangen. Jeg går i midten og rager med mine to meter, godt op over de to andre. Et øjeblik tænker jeg, at vi ligner de tre medlemmer fra Olsenbanden, sådan som vi lister os af sted.

Håndtaget trykkes langsomt ned. Man kan høre fjederen inde i dørens lås synge et par metalliske strofer, inden døren glider op. Vi er nu inde i værelset. Det ligger i samme mørke, som resten af verden gør det, denne tidlige efterårsmorgen. I sengen, der står langs den ene væg, ligger en skikkelse. Ansigtet vender væk fra døren, så vi kan ikke se om personen sover, eller blot lader som om. I stilhed bliver der udvekslet koordinerende blikke. Med hviskende stemmer tæller vi ned; “3 ... 2 ... 1 … I dag er det Augusts fødselsdag …”.

Personen i sengen vender sig, og sætter sig op. Det er August. August, der på bedste vis prøver at ligne, at han er overrasket og lige er vågnet. Men vi ved allesammen godt, at han har ligget og ventet på at blive sunget op på sin store dag: Den første dag som 11-årig.

Lidt senere sidder vi - mor, far, August og lillesøster - rundt om det traditionsrige fødselsdagsmorgenbord. August kaster sig på skift om halsen på os, i takt med at han får åbnet de forskellige gaver.

Mens vi sidder dér, rammes jeg af en dyb følelse af enhed med øjeblikket. Mit “jeg” træder i baggrunden, og det er som om, at jeg i dette øjeblik er blevet til August. Hans forventning, hans glæde, hans smil, hans latter, hans umiddelbarhed og hans kærlighed til livet. Det er som, at jeg gennem ham, i et evigt sekund slutter mig egen ring, og forbinder min barndom med mit eget forældreskab. Det er smukt og trancenderende - og lidt syret, her mellem nybagte boller og bjerge af gavepapir.

Jeg kan selv huske hvordan det var at være 11 år. Ikke bare brudstykker af minder, men faktiske udlevede følelser, tanker og handlinger i sammenhæng. Og det er som om, at i takt med at August bliver ældre, og bliver mere og mere et selvstændigt menneske, aktiverer han samtidig mere og mere af min egen fortid.

Nærmest som om mit oplevede liv og mine minder, nu frigives som næring til den næste generation. Stille og roligt - dag for dag - frigiver jeg min næring og læring til den jord, min søn vokser i.

Der er minder, mønstre og oplevelser fra min egen barndom der er gode, mens andre er dårlige. Dog har begge slags har været nødvendige, for at skabe den gødning, jeg kan gøde min søns grobund med.

Hvordan gødningskomponenterne forvaltes og hvordan næringsværdierne sammensætter er mit ansvar.

I takt med at jeg frigiver mine minder, oplever jeg også selv at blive frigjort. De oplevelser jeg dengang troede kun var mine egne, bliver nu komposteret og absorberet af en anden. Og uanset om oplevelserne dengang var gode eller dårlige - så er de nu alle værdifulde og nærende. For de er blevet nedbrudt, vendt i jorden - og sammensat på ny.

Tillykke med de 11 år, kære August.

Annonce
Asger Nakskov Laursen, IT Arkitekt, Novicell
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce