Annonce
Debat

Vi må forklare Iran, at de er på gale veje

Eufori kan bedst beskrive stemningen i Iran, da jeg for fire år siden ankom til landet. Få uger forinden var der indgået en aftale om det iranske atomprogram, hvor Iran forpligtede sig til at neddrosle sit atomprogram mod sanktionslempelse. Landene bag atomaftalen havde bevidst undladt at drøfte Irans missilprogram og regionale rolle, da det ville have udelukket atomaftalen. Det blev derfor modtaget positivt, da Irans udenrigsminister Zarif tweetede, at atomaftalen var fundamentet og ikke loftet. Det blev udlagt som iransk villighed til at diskutere de øvrige emner. Men sådan skulle det ikke gå. USA’s beslutning om at træde ud af aftalen og lægge et maksimalt pres på Iran, der skal få landet til helt at opgive sit atomprogram og indstille alle sine regionale aktiviteter, satte en stopper for det.

Siden da har sanktionerne haft en væsentlig negativ indvirkning på Irans økonomi. Udenrigshandlen er stort set kollapset, da internationale banker og virksomheder af frygt for de amerikanske sanktioner har trukket sig fra det iranske marked. Det har medført, at millioner af iranere er faldet under fattigdomsgrænsen og situationen betegnes som den værste økonomiske krise i 40 år. Den seneste prognoser fra IMF forudser en recession på minus seks procent i år.

På trods af de økonomiske udfordringer var det indtil for nylig håbet, at Iran ville ”forholde sig i ro” uagtet det amerikanske pres. Man håbede, at tiltag, såsom etableringen af INSTEX-mekanismen, der skal sikre Irans import af fødevarer og medicin fra Europa samt ”uformel” kinesisk import af iransk olie, kunne medvirke til at holde Iran i ro. Andre troede, at Iran ville bide smerten i sig og afvente en eventuel ændret amerikansk politik.

For to måneder siden besluttede USA at sanktionere al iransk olieeksport med katastrofale følger for Irans økonomi. Iran har nu anlagt en ny tilgang i forhold til atomaftalen. Hvis Iran ikke længere nyder fordelene, vil landet ikke længere opfylde alle sine forpligtelser. Atomaftalen hænger nu i en tynd tråd, efter at Iran blandt andet har overskredet de tilladte grænser på 300 kilos beholdning af lavt beriget uran. Samtidig truer Iran med yderligere tiltag medmindre der igen bliver åbnet for adgangen til olieeksport og finansielle transaktioner.

Der er ingen tvivl om, at sanktionerne er effektive, men vil de opnå den ønskede effekt? Vil Iran komme til forhandlingsbordet for at diskutere sit atomprogram og regionale rolle? Det anses for tvivlsomt. Iran vil ikke genåbne atomaftalen og vil ikke afvikle sit atomprogram. Uden sanktionslempelse vil vi nok snarere se, at Iran vil file på sine forpligtelser for til sidst de facto at træde ud af aftalen og dermed vil verden miste en vigtig ikkespredningsaftale.

Det ser heller ikke godt ud for den regionale stabilitet. Selv om både USA og Iran afviser en væbnet konflikt, så har vi i de seneste uger været faretruende tæt på med en iransk nedskydning af en amerikansk drone og efterfølgende udmelding af amerikanske angrebsplaner. Andre eksempler er de seneste angreb på international søtransport ved Hormuz-strædet samt øget aktivitetsniveau blandt pro-iranske militser og USA’s beslutning om at sende yderligere styrker til regionen. Men hvordan kommer vi væk fra afgrunden? Det skal gøres klart for Iran, at de seneste negative tiltag er helt uacceptable. Hvis de fortsætter vil det få konsekvenser og dermed vil Iran blive både økonomisk og politisk isoleret.

Det tog verdenssamfundet mere end ti års forhandlinger at nå til enighed med Iran om atomaftalen. Foran os venter nu endnu et sejt, langt træk for at holde den i live. EU-landene har lanceret INSTEX-mekanismen, der snart ventes at gennemføre sine første transaktioner. De ville kunne lempe sanktionernes humanitære skadevirkninger. I samspil med andre europæiske diplomatiske initiativer kan INSTEX hjælpe med at holde en konstruktiv dialog mellem Iran og verdenssamfundet kørende, så endnu en ødelæggende konflikt i den Persiske Golf ikke bryder ud.

Annonce
Danny Anan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Fra lorterende til cafégade

Genopretning af vandløbene og tilbagekomsten af smådyr og ørreder er et af få lyspunkter i udviklingen af Danmarks natur gennem de seneste 200 år. Aarhus Å er et af eksemplerne. Vi blev oprindeligt inspireret til at skrive bogen "Så forandret – Danmarks natur gennem 200 år" (netop udkommet, red.) om naturens udvikling ved at sammenligne gamle og nye fotografier, taget fra samme sted i landskabet. Vi blev slået med forundring, nogle gange med forfærdelse og færre gange med fornøjelse, over at se de store forskelle mellem dengang og nu. Især for agerlandet, der dækker 60 procent af Danmarks areal, er forandringer omfattende, og biodiversiteten helt i bund. Her fortæller vi i stedet den positive historie om vandløbenes genopretning gennem de seneste 30 år med eksempler fra Aarhus Å. Smådyrene er vendt tilbage, dambrug og spærringer er nedlagt, og gydestrygene er genetableret til glæde for naturinteresserede og lystfiskere. Få naturtyper har måttet stå så meget igennem som vandløbene. De har måttet tåle at blive rettet ud, lagt i dybe kanaler eller forsvinde i rør under jordoverfladen, så vel blot en tredjedel af de oprindelige vandløbs-kilometer i dag løber fuldt synlige. Et langt stykke op i 1900-tallet betragtede borgere og bønder udelukkende vandløbene som nyttige modtagere af alskens affald fra dambrug, mejerier, møddinger, slagterier, vaskerier og toiletter på vej til endemålet i det endeløse hav, hvor forureningen skulle forsvinde. Alle byer havde deres egen lorterende, som kunne skifte farve fra blodrød, over vaskehvid til møddingssort afhængig af, hvem der lukkede mest affald ud. Men bevægede man sig langt op i åen, bort fra det beskidte og stinkende vand ved åens udløb gennem byen, kunne man førhen finde et myldrende liv i de små bække. Skolelærer J. Kr. Findal skriver i 1915 om Aarhus Å: ”Betragter man den stinkende og snavsede strøm, der gyder sit vand ud i Aarhus Havn, kommer man ikke umiddelbart på den tanke, at der er noget interessant (..) og dog er det således, at visse partier af åen (..) ikke alene besidder stor naturskønhed, men tillige er hjemsted for en dyre- og planteverden, der udmærker sig ved sin mangfoldighed og ejendommelighed.” Aarhus Å var dengang befolket af mange fantastiske rentvandsdyr blandt andet døgnfluer (15 arter), slørvinger (12 arter) og vårfluer (88 arter), som Findal satte navn på. Den stejle Jeksen Bæk syd for Aarhus havde stærk strøm med stenbund og husede mange smådyr herunder døgnfluen, Rhitrogena germanica. Den er tilpasset til at holde fast på stenoverflader i strømmen, mens den rasper mikroskopiske alger som føde. Da Jeksen Bæk blev forurenet, forsvandt døgnfluen, og den lever i dag blot i Højen Bæk ved Vejle. I Aarhus blev åen langs Ågade overdækket i 1930’erne på grund af lugtgener og tiltagende trafik. Dermed kunne Ågade lægge afstand til sit dårlige rygte og skifte navn til det pompøse Åboulevarden. Tres år senere var åen renset for den værste forurening, og i 2005 kunne den igen løbe frit gennem Aarhus, nu omgivet af et blomstrende restaurant- og cafémiljø. Sådan har udviklingen været til det bedre for mange vandløb. Først en voldsom forurening med organisk stof fra by og land, som fremkaldte stank og iltsvind i vandet og forarmede bestandene af smådyr og ørred frem til 1970. Siden har spildevandsrensning og kontrol med ulovlige afløb efterhånden nedbragt forureningen. I Aarhus Å kan man nu genfinde mange af de arter, som Findals fandt for 100 år siden. Et tilbageværende problem for dyrelivet i vandløbene er pesticider, der siver ud fra dyrkede marker eller tilføres i pulse efter skybrud. Et andet aktuelt problem er håndteringen af lavbundsjordene, hvor dyrkning bliver stadigt vanskeligere på grund af sætning af jordene efter dræning og fortsat stigende nedbør og havniveau. Med Brabrand Sø og den genetablerede Årslev Engsø i de flade nedre strækninger af Aarhus Å har man en buffer, som sikrer mod oversvømmelser af de store værdier i Aarhus Midtby. Inden åens udmunding i Aarhus Bugten har man etableret en sluse, som sikrer byen mod oversvømmelse ved stormflod. Da de hyppigere høje vandføringer i Aarhus Å, som følge af ekstremt regnvejr, kan skabe risiko for oversvømmelse af Aarhus Midtby, er der endvidere etableret pumper ovenfor slusen, der kan pumpe 18.000 liter per sekund fra åen ud i Bugten. Aarhus har herved reduceret risikoen for fremtidige ulykker i modsætning til de fleste danske byer.

Annonce