Annonce
Debat

Vi samler ting. Og vi kan ikke undvære dem - eller?

Gitte Ørskou

Min datter på 10 år har netop investeret i en NúNoo bag. Vi kalder den ikke for en taske. "Har du set min Núnoo Bag", spørger hun, og når hun glædesstrålende finder den lille taske frem, der er fyldt med små rum til alle de ting, en 10-årig nu har brug for i form af halspastiller, læbepomader og deslige, så kigger hun kærligt på den og ordner sine sager endnu engang. Hun har brugt sine sparepenge på den taske, og jeg tænker lettere febrilsk på, hvordan jeg nu skal forklare forældregruppen i 4.b, at min datter nu flasher en mærkevare i klasselokalet. Også selvom hun med sin nordjyske mor som anstandsdame var så fornuftig at vælge en model fra sidste sæson, der var sat 300 kroner ned.

Vi knytter os til ting. Et smykke, et par sko, et møbel. Selv måtte jeg stå op midt om natten for 13 år siden, da jeg havde købt mit spisebord med en skinnende zinkbordplade, for selv dér i månelyset at stå at beundre det. Og jeg husker da også rush'et, da jeg for efterhånden mange år siden købte de sorte Louboutin-stiletter, som jeg sjældent bruger, men som gjorde mig lidt mere lykkelig for en stund. Begge ting skinner så smukt, når de ikke samler støv, og ligesom historien om husskaden, der samler blanke ting, føjer tingene sig til fortællingen om mig og den, jeg er blevet til.

Den tyske kunstner Tino Sehgal har det helt anderledes. Han knytter sig ikke til ting, men til situationer og mennesker. Hans værker bestå ikke af en eneste genstand, men alene af de situationer, han konstruerer og koreograferer mennesker imellem. På Kunsten i Aalborg indtager han for tiden museet. Men der er ingen ting. Der er ingen malerier på væggene og ingen skulpturer på soklerne. Der er intet katalog, som man kan købe i butikken, og vi fik kun lov til at hænge et banner op, fordi vi klippede hans navn ud af bagsiden af et brugt banner, så navnet "Tino Sehgal" nu står som tomme lufthuller ved indgangen til museet. Værkerne finder nemlig først sted, når publikum indfinder sig på kunsten og møder dem i form af en række mennesker, som Tino Sehgal kalder for "fortolkere". Disse mennesker opfører hans værker. Eller rettere: de henvender sig til publikum ud fra en af kunstneren nøje instrueret koreografi, der ændrer sig alt efter, hvordan man som publikum reagerer på fortolkernes henvendelse. De laver dog vidt forskellige ting. Nogle ruller rundt på gulvet i et syv timer langt kys. Andre taler og synger til os, når vi går forbi dem. De må ikke fotograferes. Mødet mellem mennesker, mellem fortolkere og publikum, finder kun sted i nuet og skal sanses, erindres og ikke forplumres af kameraer, skilte, formidlere og andre medierende instanser.

Det eneste, som Tino Sehgal vil tilføre til verden, er situationer, som vi tager med os i erindringen. Og han er temmelig konsekvent. Han ejer ikke en mobiltelefon, så når han selv sætter sig i museets café, så sidder han alene med sin kaffe og kigger rundt i rummet i stedet for straks at forsvinde ind i mobiltelefonens parallelverden. Alt overflødigt er skåret fra i hans insisteren på, at det forunderlige, vibrerende rum, der opstår i mødet mellem mennesker og som lagrer sig i erindringen, hvor det efterfølgende kan indtage uendelige former, er det væsentlige. Tingen, derimod, er blot en død genstand uden denne magi.

Mit lille hjerte svulmer, når jeg ser min 10-åriges øjne stråle, mens hun stolt bærer sin Núnoo bag. Men det krymper sig også en smule, for jeg ved jo godt, at hendes kærlighed til tasken er næret af den overflod af items og pieces og accessories, som de umådeligt populære YouTubere og bloggere kalder de ting, som de køber. Jeg forklarer hende, at de har penge til at købe de ting, fordi de lever af at fremvise tingene, og jeg kan godt se, at hun lurer på en karrieremulighed der ligger langt fra de jobs, hun ser sine forældre bestride. Indtil videre har hendes mor lige lagt en dæmper på sit forbrug. Det skyldes helt sikkert Tino Sehgal, der med sit kunstneriske nærvær har fået åbnet en låge ind til den bevidsthed, der har det med at handle hovedløst.

Illustration: Gert Ejton
Annonce
AGF For abonnenter

David Nielsen rystede posen, men målene kommer stadig ikke af sig selv

Danmark

Søndagens coronatal: 893 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
AGF

David Nielsen efter systemskifte: - Vores måde at spille på døde da vi ikke kunne gå videre mod et hold som Larne

AGF For abonnenter

Karakterbogen: Nye AGFere imponerede mest i Randers-nederlag

Aarhus

Lars har seks fadølshaner i køkkenet med sit eget øl: Vi brygger nok 400 liter øl om året

AGF

Den nye svenske back imponerede fra start otte dage efter skiftet til AGF: - Det går meget hurtigere her

AGF For abonnenter

AGF har blot vundet tre ud af de seneste 20 kampe - det kan man godt kalde for en krise

Danmark

Her er de nyeste corona-tal søndag: 497 nye smittetilfælde

Debat

Et konservativt blik på sundhedsområdet: Vi må forlange læger nok og behandling til tiden

Byudvikling

Historien om Aarhus' mest ubrugelige 'strand': Hvorfor er den knoldet som en pløjemark - og skal den blive ved med det?

Sport

Se triumfen i billeder og video: Rindoms vilde rutsjebanetur endte med guld

Aarhus

Søndagens coronatal: Svagt faldende smittetal, men Aarhus og Samsø ligger stadig tårnhøjt på incidensbarometeret

Aarhus For abonnenter

Så klip dog den hæk! Husejere får besked i øjeblikket - og det kan blive dyrt blot at kigge den anden vej

Sport

Genlæs livebloggen: AGF gør en skidt uge værre med nederlag til Randers

Annonce