Annonce
Debat

Vi skal insistere på at bestemme i vores eget land

Selvbestemmelse: I skolen lærer vi børnene, at Grundloven fra 1849 gav os folkestyret, således at folket vælger Folketinget, og Folketinget laver lovene – og alle er lige for loven.

Vi fortæller børnene, at i Danmark bestemmer danskerne i fællesskab. Det hedder demokrati, og demokratiet er rammen for vores samfund inden for Kongerigets grænser.

Det er en smuk fortælling. Den er bare ikke sand.

Det er ikke godt at lyve for skolebørnene. Det er ikke godt at opdrage dem med et falsk billede af, hvem der bestemmer i Danmark.

Dommen forleden fra EU-domstolen i Luxembourg, hvor de danske regler for familiesammenføring med tyrkere blev hældt ned ad brættet, fortalte en mere sand historie: Det er ikke Folketinget men EU-domstolen, der bestemmer, hvad der skal være gældende ret i Danmark.

Ikke ud fra en kølig og saglig fortolkning af de love, der er vedtaget i Folketinget og EU, men på baggrund af rene politiske vurderinger fra de udpegede EU-dommere.

Tidligere minister og Folketingets mest erfarne medlem, Bertel Haarder, var da også ret klar i går, da han bemærkede, at EU-domstolens kendelse ’lyder som en meget politisk begrundelse’. ’Som om domstolen mener, at den er bedre til at vurdere, hvad der gavner integrationen i Danmark, end danske myndigheder er’, fortsatte han.

Hvis nu sagen havde drejet sig om krumme eller lige agurker, om runde eller trekantede vejskilte, så kunne man måske have ladet det passere.

Men dommen, der erklærer dansk udlændingelov ugyldig, er inde at pille ved det helt centrale spørgsmål for et selvstændigt land: Hvem skal have lov at rejse ind og slå sig ned i vores land?

Det er ikke folket, der gennem folkestyret og Folketinget bestemmer det. Det er EU-domstolen. Det står tindrende klart i dommen.

Vi kan nu som folk vælge mellem tre muligheder:

1. Skal vi fortsætte med at lyve for skolebørnene og hinanden og lade som om illusionen om folkestyret er sand?

2. Skal vi acceptere åbent, at vi ikke længere er herrer i eget land og fortælle sandheden til skolebørnene om deres fremtid under EU-domstolens herredømme?

3. Eller skal vi tage retten tilbage fra EU-domstolen, genvinde vores suverænitet som et frit folk i et selvstændigt land og gøre det til en del af fortællingen i skolen om danskerne og Danmark?

Jeg håber på, at danskerne vælger den tredje mulighed og griber ud efter friheden i det nationale fællesskab.

Men jeg frygter, at vi aldrig kommer til at tale om det helt principielle værdiskred, som EU-domstolens tiltagende magt over danskerne fører med sig.

Juristerne i ministerierne er allerede i gang med at finde lappeløsninger og smuthuller, så minister og regering kan berolige danskerne: ’Det går nok alt sammen, og EU er til gavn for os alle’.

Jeg er slet ikke enig. Hvis danskerne ikke insisterer på at bestemme i Danmark, så forsvinder vi som folk.

Det vil jeg ikke acceptere. Aldrig.

Annonce
Pernille Vermund
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Selvfølgelig skal de møde til tiden, men...

En del af børn og unges opdragelse er at lære at møde til aftalt tid. Det handler ikke kun om skolen, men også når man laver aftaler med andre. Vi skal kunne stole på hinanden. Derfor skal unge lære at møde til tiden. Også når de er nået i gymnasiet. At de ikke altid gør det, er en kendt sag. Men der kan være gode forklaringer på, at en elev ikke er til stede, når klokken ringer ind til en times undervisning. Ved dagens begyndelse kan bus eller tog være forsinket, og hvis eleven er taget hjemmefra i passende tid til at nå frem til første time, har det ingen mening, at han eller hun skal have fravær for for sent fremmøde, hvis forklaringen ligger i, at den offentlige transport ikke fungerer som lovet. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kommer eleverne i møde, når hun har besluttet at afskaffe den bekendtgørelse om fravær, som den tidligere regering indførte i oktober sidste år. Hun vil lade landets gymnasier og deres lærere vurdere, hvornår en elev skal noteres for fravær. Hun mener, at lærerne fuldt ud er i stand til at vurdere, hvornår der er tale om en elev, som kommer for sent sammen med 300 andre, fordi busserne er forsinkede, og hvornår det handler om elev, der er sløv i optrækket. For de findes også. Der er sikkert også dem, der regner på, om de kan holde sig inden for grænsen for advarsler og lignende og tager sig en ekstra fridag på den konto. For slet ikke at tale om dem, der kan finde på at gå hjem før skoledagen slutter eller dem, der ikke sørger for at være i klassen, når frikvarteret slutter. Her skal gymnasiet og lærerne selvfølgelig gribe ind. Sløvhed, slendrian og ligegyldighed skal ikke tolereres. Men den sunde fornuft skal råde, når en elev, der kommer for sent, har en forklaring, som lyder plausibel. Systemet med at notere fravær bør heller ikke afskaffes, for det giver skolen en mulighed for at gribe ind, hvis en elev har brug for støtte i det faglige eller på trivsel i skolen. Så skal der sættes ind på andre måder, og ikke alle elever er lige åbenmundede om deres eventuelle problemer.

Annonce