Annonce
Aarhus

Vikaren på Borgen: Sankt Jan

Henrik Vinther Olesen, kommunikationschef, medlem af Folketinget (Radikale Venstre). Foto: Kim Haugaard

Jeg lever af, med og for at mene noget om stort set alt. ‘Af’ fordi jeg lige nu jo sidder i Folketinget og derfor forventes at have en holdning til snart sagt alt. ‘Med’ fordi det nogle gange giver knubs at stå frem og mene noget. Og ‘for’ fordi det giver mig energi at diskutere, og debat har derfor altid været en af mine allerstørste fornøjelser. Vel at mærke debat med både de, som er enige med mig og de som langt fra er enige og som engageret argumenterer mig ret imod.

Og ofte, tro det eller ej, er de bedste diskussioner - og nogle gange venskaber - de, hvor det eneste, vi er enige om, er, at vi ikke vil være dem foruden. For man lærer lidt hver gang.

Det bedste eksempel på det er Jan. Da jeg i begyndelsen af 1990’erne flyttede fra min ungdoms Thisted til Aarhus for at læse, var han allerede en del af bagagen, fordi hans kone er en af min kones bedste venner.

Jan og jeg deler stort set ingen politiske standpunkter. Han er mest til højre, jeg er nok mest i midten. Jeg er europæer, han vil ud af EU. Han mener, kultur ofte er noget snobberi, jeg tænker, den er svær at leve uden.

Over årene er det blevet til timevis af diskussioner til middage og fester, uendeligt lange mailtråde og senest på Messenger hundredvis af beskeder om alt fra indvandring over vilkårene i vandkantsdanmark, kultur, rigsretter, politikere, samfundets svageste og jeg kunne blive ved.

Vi er med andre ord den anden side af hinandens mønt.

Til gengæld deler vi noget, som er nok så væsentligt; Vi elsker foreningsdanmark. Vi mener begge, at er stærkt samfund passer på sine svageste.

Man skal kunne regne med aftaler og at man ikke kan stole helt på et menneske, der ikke læser avis. Og så er vi enige om, at det hele ville være meget kedeligere uden den anden.


På trods af, at han aldrig - som i aldrig nogensinde - har eller kunne drømme om at sætte kryds ved liste B, kravlede han hele dagen op og ned for at få mit ansigt i lygtepælene.


Han viser det i sin hverdag, hvor han leder en forening med vægttræning og motion, og hvor han samtidig hjælper unge, der er kommet skævt i gang. Antallet af unge i samfundstjeneste, som har været gennem Jans kyndige hænder, har for længst rundet 50. Han er frivillig i et hav af lokale foreninger - også dem, som hans børn for længst har forladt. Sådan gør man, når man mener noget. Man blander sig.

En dag omkring årtusindskiftet nævnte han - henkastet - at hvis jeg nogensinde stillede op til et valg, ville han komme og hænge plakater op. Og man holder sine aftaler.

Derfor pakkede Jan i maj 2019 en trappestige, et par knibtænger og reglementet for opsætning af plakater og kørte meget tidligt fra Thisted. Han skulle hjælpe med at hænge plakater op. Mine plakater. For på trods af, at han aldrig - som i aldrig nogensinde - har eller kunne drømme om at sætte kryds ved liste B, kravlede han hele dagen op og ned for at få mit ansigt i lygtepælene. Han er i sandhed min Sankt Jan.

For mig er det et billede på det Danmark, jeg gerne vil leve i. Og det står i skærende kontrast til de tosser, der render rundt i gaderne i Amsterdam, København og Washington.

Det er kontrasten til de mange løfter om at ville gøre en forskel. Det er handling, der ikke bunder i enighed i budskabet; men i erkendelsen af, at hvis ikke vi hver især engagerer os, ender vi uden en kritisk offentlighed. Og den vil hverken Jan eller jeg være foruden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce