Strygergruppen Who Killed Bambi lagde en blid favn om Steffen Brandt og gav ny nerve til TV-2-mandens hverdagspop.
»Jeg må ikke engang have en guitar med«.
Steffen Brandt, som Statens Kunstfond for nylig hædrede for i årtier at have været »det danske sindelags begavede seismograf« er åbenbart ikke bange for rysteture. Op til SPOT Festival udtalte han dog først en vis ængstelse over udfordringen fra det århusianske strygerensemble Who Killed Bambi om, at han skulle bare stille sig op - uden guitar - og synge for. Pigerne ville klare resten.
De otte sange havde Brandt dog fået lov at udvælge i fællesskab med Mette Dahl Kristensen fra ensemblet, der har samarbejdet med en lang række kunstnere, som tæller Oh Land og Teitur (og som også var med på scenen under Rod Stewarts udendørs koncert i Aarhus i 2014).
Og trygge strygerhænder var de også denne aften. En favn så blid, så den ellers altid rolige Steffen Brandt på et tidspunkt i »Sænk mine skibe« fik trang til at slå sig løs og nærmest spyttede ordene ud på Dissingsk manér.
Jo, der var heftig aktivitet og nerve i TV-2-frontmanden. Trods det langsomme tempo i stort set alle sange. Og det var ikke kun efter åbneren, »Stjernen over Bjerringbro« og »Kom og se far danser« med dens madpapir og blæsende perroner, at jubelen fløj gennem salen.
På bagskærmen kørte billeder af mørke skove og bare marker. Og melankolien blev kun forstærket, da Lin Rosenbæk fra bandet Navneløs - til de flestes store overraskelse - var med på to numre: »Monas solarium« og Damon Albarns »The Selfish Giant«, som TV-2 fordanskede og indspillede sidste år, og som rummer linjen: »det er hårdt at være elskende med tv'et tændt«.
Filmisk romantik
Virkeligheden er blevet autotunet. Og popsange er ikke, hvad de har været. Opråbet kom fra en veloplagt Brandt i sort skjorte. Som så gav den med »Bag Duggede Ruder« (fra 1983), hvor Frederik Sakham Lomborgs (der var med som ekstra Bambi-musiker) gnubbende kontrabas kom i forgrunden. Måske aftenens bedste nummer.
Det er bestemt ikke altid, pop/rocksangere lykkes i mødet med den klassiske musik (et noget nær perfekt eksempel må vel være Elvis Costellos samarbejde med Brodsky Quartet). Men Brandt & co gjorde det godt, og den cinematiske romantik klædte hans voksenpoppede knækprosa.
Mod slutningen af sidste sang, »Fald min engel«, vendte Brandt ryggen til publikum og lyttede til det unge ensemble, hvis folkede knips på violinerne lød som et afdansningsbal langt ude på landet.
»Tak for tålmodigheden«, sluttede Brandt med høflig speakerstemme. Som annoncerede han, at pausefiskene nu var forbi.
Ak ja, den brandtske ironi fik (selvfølgelig) det sidste ord. Men denne 45-minutters performance var alt andet end altmodisch eller opvarmning for et indslag, som skulle komme. Med sange fra et halvt liv (den ældste fra 1983, den nyeste fra sidste års TV-2 album) var Steffen Brandt og Bambi-ensemblet de store fisk i noget nær bedste sendetid.
Tør man håbe på en indspilning?
SPOT Festival
Who Killed Bambi + Steffen Brandt
Musikhuset, Symfonisk Sal, fredag
