Annonce
Aarhus

Vores børn skal lære, at det er ok at bøvle

I Damhuset i Risskov har Asger Dahlgaard (tv) og Jakob Lymann Birk gode erfaringer med at arbejde med robusthed i forhold til husets 26 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn. Foto: Axel Schütt

Børn skal ikke skånes for modstand og nederlag. For når man lærer at mestre modgang, ruster man sig til at klare de bump på vejen, livet vil byde. Sådan lyder det i vuggestuen og børnehaven Damhuset i Risskov, der medvirker i bogen "Robuste Børn", som for nylig blev sendt på gaden af psykolog Per Schultz Jørgensen.

RISSKOV: Det er eftermiddag i Damhuset, og trafikken af forældre ind og ud af den integrerede vuggestue og børnehave er begyndt. Børnene er trukket i overtøjet og i gang med at lege på legepladsen uden for den ombyggede villa på Tretommervej i Risskov. I døråbningen står en dreng i sin flyverdragt med den ene støvle på og den anden dinglende på det yderste af tæerne.

En af de voksne, også iført flyverdragt, opfordrer ham til at tage støvlen på, så han kan komme ud at lege. Det gider han ikke.

- Så går jeg bare ind. Jeg vil hellere være indenfor hele dagen, siger han og bevæger sig væk fra døren.

- Nej, vi skal ikke være inde nu. Så må du sidde her på trappen, lyder svaret, mens han får en hånd til at sætte sig ned, stadig med kun én støvle på.

Det havde været noget nemmere at trække ham i støvlen og komme videre. Men sådan spiller klaveret ikke i Damhuset. I institutionens læreplan er det nøje beskrevet, at børn i Damhuset ikke skal pakkes ind i vat. De skal have mulighed for at udvikle sig, samle erfaring og danne modstandskraft til at klare udfordringer, tåle nederlag og håndtere frustrationer.

- I Damhuset er et af vores primære mål at skabe robuste børn. Er man blevet "curlet" for i hele barndommen, har man ingen metoder til at komme over et nederlag, den dag verden banker på i form af skolen. Derfor er det vigtigt at få lov til at øve sig i modstand og nederlag under trygge rammer og med nærværende voksne, der ser hvad der sker, møder barnet med anerkendelse og lærer barnet at tackle nederlaget. Robuste børn er også børn, der hviler i sig selv, og som lærer at mestre modgang. Børnene må øve sig i at håndtere skuffelser eller afvisninger og i nogle tilfælde lære at sige "pyt, videre!", hedder det blandt andet i læreplanen.

Annonce

En indre styrke

Målene i læreplanen ligger tæt op ad det budskab, som psykolog og børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen for nylig har præsenteret i bogen "Robuste børn". Det er én af årsagerne til, at Damhuset medvirker som eksempel i den del af bogen, der fokuserer på robusthed i daginstitutionen.

- Det, jeg faldt for hos Damhuset, er, at de har en aktiv udviklingsorienteret proces og nogle meget fine normer. Der findes ikke nogen standardformel for robusthed. Der er ingen facitliste som for et undervisningsforløb i matematik. Robusthed er noget indre, hvor hvert enkelt barn skal finde sin egen balance. Dér, synes jeg, at Damhuset er langt fremme, fortæller Per Schultz Jørgensen.

At arbejde med begrebet robusthed i forhold til børn er ikke helt nyt. Robusthed har været et tema i Aarhus Kommune de seneste 7-8 år, omend fokus gradvist er øget. Både i år og de kommende år tilbyder Sundhed og Trivsel, en del af Børn og Unge, foredrag, undervisning og kurser i netop "robuste børn" til det pædagogiske personale i Aarhus Kommune.

I Damhuset har "robusthed" i sin nuværende form været en del af læreplanen de seneste fire år.

- Det er oppe i tiden, at det hedder sådan. Men i virkeligheden har vi altid arbejdet med det. Det er ikke noget nyt, vi har opfundet i praksis. Før kaldte vi det livsduelighed. Selvhjulpenhed. Men der er et øget fokus på, hvad det er, der sker inde i børnene, når de oplever at kunne noget, siger Asger Dahlgaard, der er pædagog i vuggestuen.

- Der er også et lidt øget fokus på behovsudsættelse. At lære at vente på tur; Noget der er rigtig svært for de 0-3-årige. Det er her, de bevæger sig væk fra at være centrum for verden. Her handler det for os om at støtte dem i den proces, og støtte dem i at klare, at verden nogle gange falder sammen, forklarer Asger Dahlgaard.

I vuggestuen kan det for eksempel være, at man må vente på tur for at få vasket hænder.

- Men det skal hele tiden tilpasses, for at det giver mening. Det er ikke sådan, at vi siger; Nu bruger vi kun én håndvask, for nu skal I lære at stå i kø. Det vil slet ikke give mening for det barn, der står nummer 11 eller 12 i køen, siger Asger Dahlgaard.

- Det essentielle er, at børn er forskellige. Det handler om at se på, hvad de er på vej til. Er de på vej i skole? Hvor vil jeg gerne se barnet rykke sig og fokusere på det, siger Jakob Lymann Birk, der er pædagog i børnehaven.

Robusthed

Ordet robusthed har latinsk afstamning - robustus - afledt afrobus, der betyder styrke. Det er også sådan, ordet an­vendes i hverdagen. At noget er robust betyder, at det er stærkt og kan modstå et almindeligt forekommende pres uden at bukke under eller knække. Når noget er robust, er det holdbart.

I Risskov Dagtilbud arbejder alle otte afdelinger med "robusthed". Af samme grund får dagtilbuddet 6. april besøg af Per Schultz Jørgensen, hvor han vil holde foredrag for alle medarbejdere og forældre.

Kilde: "Robuste Børn" af Per Schultz Jørgensen / Damhuset

Ikke farligt at bakse

Både i vuggestuen og børnehaven handler det om at skabe nogle tilpassede udfordringer, der bringer børnene en smule uden for komfortzonen.

- Der må godt være noget, man skal bøvle lidt med. Det må godt være lidt svært. Så har man nemlig mulighed for at finde ud af, at; Hvis jeg øver mig, så kan jeg faktisk lære at mestre det, forklarer Asger Dahlgaard.

- Det er det samme som for os voksne. Vi har også brug for at blive udfordret. Det er ikke farligt for børn at skulle "bakse" med noget, supplerer Mette Horne, der er leder af Risskov Dagtilbud.

"Bøvlet" vil for det meste resultere i, at barnet får en succesoplevelse, som det senere kan bygge videre på.

- Hvis vi er på tur og eksempelvis skal kravle op ad en mega stejl skrænt, så kan det godt være, barnet synes, det er så svært, at det gerne vil have hjælp. Men i stedet for bare at sætte en hånd på og skubbe, vil vi gerne have, at barnet er med til at løse problemet. "Ja, det er godt nok hårdt. Hvad kan du gøre nu?". Det handler om at få barnet til at lære først at prøve selv. Når tingene så endelig lykkes, slutter det af med en følelse af; Jeg kan godt selv, forklarer Jakob Lymann Birk.

Ligesådan skånes børnene ikke for at tabe i spil, komme sidst i kapløb, eller for at være den, der ikke fik en løbecykel på legepladsen. Det er nemlig vigtigt at lære at håndtere de følelser, det fremkalder.

Børn skal ikke skånes for nederlag og modgang. Tvært imod er det nødvendigt, at de lærer at håndtere de følelser, det fremkalder. Foto: Axel Schütt

Lidt mindre service

Som voksen må man ofte være bevidst om at skrue ned for servicen og slukke for autopiloten, der helt uden omtanke kan lyne flyverdragter og samle tabte gafler op fra gulvet.

- Selvfølgelig skal børnene også møde hjælpsomhed, for ellers lærer de jo heller ikke selv det. Der er masser af eksempler, hvor de selvfølgelig vil få hjælp. Men mængden af hjælp skal være så lille som mulig. Jeg må selv ind imellem aflægge den der mødreomsorg, hvor man for eksempel helt ubevidst vil rejse et lille barn op, hvis det falder på alle fire. Det er rigtig godt at lære; Hvis jeg falder, så rejser jeg mig bare op igen, siger Asger Dahlgaard.

Ind i mellem kan børnene overraske selv en erfaren pædagog med, hvad de kan klare uden voksnes indblanding.

- Jeg har oplevet konflikter i vuggestuen, hvor jeg egentlig ville have blandet mig, men hvor jeg ikke når til det, fordi jeg er optaget af en anden situation. Og så lykkes det faktisk børnene at klare det selv, fordi de allerede har tillært sig de kompetencer. Det vil man jo egentlig tage fra dem, de gange hvor man ikke lige tæller til tre, siger Asger Dahlgaard.

Tilfredse forældre

Avisens fotograf er fulgt med Asger og Jakob ud på legepladsen. Fire børn er kravlet op i fugleredegyngen. To står op, mens de holder i snorene i hver sin side. To sidder ned, den ene af dem græder. Han vil også stå op.

- Så må du vente, til det bliver din tur, siger Jakob, mens han forsøger at følge fotografens anvisning.

Én af børnehavens store piger kommer susende forbi.

- Hvorfor er der voksenfest?, spørger hun forundret over det usædvanlige sammenrend af voksne.

Tilbage i mødelokalet under de skrå vægge øverst oppe vender vi opmærksomheden mod forældrene. Hvordan får man mor og far til at synes godt om, at William eller Sofias hverdag ikke kun foregår i medvind?

- Det er et spørgsmål om formidling. Det vigtigste for os er at fortælle om, hvad vi gør. Hvad der går godt, og hvad der er svært. Og samtidig være nysgerrige på, hvordan familien arbejder med det derhjemme. Med stor respekt for, at hverdagen er presset for mange børnefamilier, siger Jakob Lymann Birk.

Den seneste forældretilfredshedsundersøgelse fra 2015 tyder på, at samarbejdet virker. Her scorer Damhuset 4,8 på en skala fra 1-5 på spørgsmålet "Hvor tilfreds er du samlet set med dit barns dagtilbud?".

- Argumentet er jo netop, at det er for barnets bedste. Det er ikke for at gøre min hverdag bedre, forklarer Asger Dahlgaard.

Voksenfesten er slut, og snart er Damhuset lukket for i dag.

- Kan du finde ud?, spørger Jakob og giver selv svaret med et smil på læben;

- Ellers må du bøvle lidt med det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce