Annonce
Debat

Wanderlust

Portrætfotos af Lone Kofoed Hansen til klumme. Foto : Søren E. Alwan

Når jeg skal underholde yngre børn, så har vi tre faste stationer: legepladsen, Tangkrogen og de små altaner på Bruuns bro, hvorfra man kan se ud over togene, der ankommer og kører deres vej.

Ungerne elsker Tangkrogen, fordi man kan kaste sten i vand, og de elsker Bruuns bro, fordi man kan se på tog. Jeg selv elsker det, fordi jeg altid ender med at stå og drømme om, hvilke eventyr der mon ville være for enden af togrejsen, skinnerne, vejene, havet. Hvad nu hvis man bare hoppede på et af de skibe eller et af de tog, hvor ville man så ende?

Jeg elsker tog. Måske holder jeg mere af princippet tog end rent faktisk at køre i tog: et omfattende netværk af infrastruktur, som kan tage en alle mulige steder hen, mens man bare sidder og kigger ud ad vinduet (eller sover, eller læser, eller keder sig).

Modsat fly skal man ikke stå i kø hele tiden, man kan medbringe lige så meget væske, man vil, og al den bagage man kan slæbe. Og modsat biler, så skal man ikke selv køre, men kan bruge tiden på noget andet. Togrejsen er på den måde praktisk, når det ellers passer ind i rejseplanerne.

Fra altanerne på Bruuns bro er der udsigt til Banegraven -- et ret uromantisk navn til noget, der også indeholder masser af luft, udsyn og forståelsen af, at Århus er forbundet med resten af verden. Man kan komme allevegne hen, hvis man stiger på et tog lige neden under broen.

I Banegraven lander Verden (og Slagelse og Skive) lige midt i Århus. Og når man fysisk kan se, at togene kører til og fra et forsvindingspunkt i horisonten bag Frederiks Bro og Ringgadebroen, så kan man drømme sig væk. Og man kan drømme sig hjem igen. I Århus C er togene altså ikke bare en abstraktion, som man kan se på en afgangstavle, men de er en udsynsattraktion, som helt konkret bringer verden ind (og minder en om, at det er muligt at komme væk).

For 15 år siden boede jeg i nogle år ud til Banegraven, og hver morgen klokken lidt i syv kaldte de ud til toget til Prag. Senere kørte toget kun til Berlin. Og nu er det bare til Hamburg, og der er kun udkald, når der er forsinkelser eller sporændringer.

Udkaldet til Prag-toget blev i den periode en lige så fast del af mit daglige lydbillede som rådhustårnets midnatsslag. Jeg blev hver morgen mindet om, at det kun krævede få minutters gang, og så ville jeg kunne være på vej ned i Europa, og hver aften faldt jeg i søvn til "Drømte mig en drøm i nat" udsat for klokkespil.

Drømmen om hvad der ligger for enden af skinnerne -- hvor de kan føre hen -- rammer mig næsten hver gang, jeg krydser nogle spor, som ikke bare er fra en sporvogn. Eller som den slags hedder på moderne dansk: en letbane. Togskinner er forbundet til rejsen, og er på den måde et konkret symbol på, at man både kan komme væk og komme hjem.

I lande som eksempelvis Canada og USA, som vi i dag associerer med bilkørsel og indenrigsflyvninger, var togskinnerne det, som forenede øst og vest, og som gjorde det muligt for immigranterne at indtage det store kontinent. Skandinaver og andre europæere, der søgte land på prærien, blev basalt set fragtet ind i landet med toget, og så kunne de bygge husmandssteder og landsbyer der, hvor de blev sat af. Teknologien var på den måde med til at bestemme, hvordan landet blev bygget (læs mere om det her).

Det er ikke længere bebyggelsen af land, som vi forbinder med togskinnerne. Nu er det mere dagligdagstransport og nogle gange en kilde til irritation, at man er lidt isoleret der i toget.

Længe før det mobile internet, som nu om dage holder os beskæftiget i toget, skrev den franske kulturkritiker Michel de Certeau om "indespærringsferien" i toget (man kan læse mere ved at søge på "incarceration vacation"). Med det mente han, at man i toget bare var sig selv -- ingen kunne få fat i en, ingen vidste hvor man var, og selv var man også bare til stede lige der i sædet og kunne ikke andet.

Det var en slags ferie fra omverdenen, mente De Certeau, som har skrevet en del om den måde, vi forholder os til rum og landskaber på. Og på den måde er De Certeau også interessant ift. hvordan teknologi som tog og andre transportmidler for alvor medførte erobringen af landskabet. Med togskinnerne er transporten ekstremt rationel og styret -- man kan ikke bare bestemme, hvordan man bevæger sig gennem landskabet -- men de kan til gengæld føre en virkelig langt væk.

Men dagdrømmene om, hvor togrejsen potentielt kan føre hen, har nogle af os på sin vis stadig. På Brunns bro er der masser af skinner og masser af tog, for alle toge til Århus kører den samme vej ind og ud, eftersom Århus er halvt land og halvt vand. Og der fra udsigtsaltanerne er der plads til udsyn og udlængsel, og mon ikke det også er noget af det, som ungerne synes er så fint ved at stå der og holde øje med togene?

Udsynet fodrer vores Wanderlust, som det også hedder: lysten, trangen, impulsen til at drage ud. Eller bare påmindelsen om, at man ville kunne gøre det, at det overhovedet er muligt. Det er en rar tanke, også selvom jeg sjældent gør andet end at hoppe på toget til København.

Ja ja, i praksis er toget også noget rod: de afgår på specifikke tidspunkter, de kører bestemte ruter der forbinder dårligt til andre ruter, det er nogle gange virkelig dyrt, de er nogle gange forsinkede, og de indeholder ofte andre menneskers larm og uro.

Men når man står der på broen og ser et tog komme ind eller køre ud, så kan det alligevel godt give et stik i maven af Wanderlust, når man opdager, at det er direkte forbundet til Hamburg og resten af det europæiske fastland. Også selvom det ikke er ret ofte, at jeg rent faktisk hopper på netop det tog.

Annonce
 
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Kultur

To gange L.O.C. på hjemmebane

Annonce