Annonce
Udland

Woodstock runder 50 år uden jubilæumsfejring

Ted Berard/Ritzau Scanpix
Denne uge mindes 50-årsdagen for festivalen, som fandt sted i august 1969, men den runde fejring gik i vasken.

Et mundheld lyder, at hvis man kan huske musikfestivalen Woodstock, så var man højst sandsynligt ikke til stede.

Tre dage med musik og fred. Sådan lød mottoet for festivalen, der fandt sted i 1969, og som nok også huskes for sin liberale tilgang til euforiserende stoffer.

Torsdag er det 50 år siden, at deltagerne kunne sygne hen og lytte til tidens største navne i rockmusikken, men også artister med rødder i blues, folk og gospel.

Tre dage på landet nord for New York med op mod en halv million gæster - godt fem gange så mange som forventet.

Planerne om en jubilæumsfestival i år gik i vasken, men den skelsættende begivenhed for freds- og hippiebevægelsen fylder stadig i den amerikanske kulturelle bevidsthed.

Kunstnere som Jimi Hendrix, Janis Joplin og The Who var blandt hovednavnene.

Woodstocks størrelse understregede potentialet i musikfestivaler og inspirerede andre verden over - blandt andet Roskilde Festival, som kom i gang i 1971.

Samtidig fik festivalen rokket ved musikbranchen, fortæller Danny Goldberg, der dækkede festivalen for musikbladet Billboard.

- Den viste de store koncertarrangører, de store pladeselskaber og de store tv-kanaler, at publikummet til det, der dengang blev kaldt "undergrundsmusik" - albumbaseret rockmusik - var væsentligt større, end man troede, siger Danny Goldberg til AFP.

Men endnu større end musikken var den kulturelle minirevolution. Hippier og outsidere fra hele USA mødte for første gang hinanden, fortæller forfatter Todd Strasser, der netop har udgivet en bog om festivalen.

- Hver by og forstad havde sin lomme af langhårede typer, men vi var altid i mindretal. Her var vi for en gangs skyld i overtal. Det var en åbenbaring, siger Todd Strasser til AP.

Der har løbende været jubilæumsfejringer af Woodstock - senest med 40-årsdagen i 2009. Men i år haltede logistikken og finansieringen, så projektet blev droppet for få uger siden.

Og tiden er ikke til samme type frie festival. De mange skyderier i USA stiller høje krav til sikkerheden.

- Det er et meget forskelligt klima i forhold til for 50 år siden, siger politichef Stuart Cameron fra Suffolk County til AFP.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

Annonce